Erik ten Hags taktiske snilde lader en del tilbage at ønske. Han havde efter sigende svært ved at se sit hold spille uden en stor centerforsvarer, og "tvang" Marc Overmars til at købe Perr Schuurs, som kommende erstatning for Matthijs de Ligt. Ikke et ondt ord om Schuurs, han er en god spiller, men det var ikke med ham, man ville udvikle konceptet. Michael Reiziger, som er en af assistenttrænerne, var - efter sigende i hvert fald - manden bag idéen om, at spille med to små i centerforsvaret. Altså, det var ikke, fordi de er små, han så dem danne central forsvarsduo, men fordi de begger er enormt hurtige, flittige, har et stort løbepensum og er stærke på bolden. Og man var så småt i gang med at lægge et nyt lag på i sit presspil, og til det havde man brug for at kunne stå højere på banen. Timber havde mest gjort sig som højreback, Martinez som 6´er, men de blev spillet ind på relativt kort tid. Også denne proces bærer Reizigers navn. Og det er bare et af eksemplerne på ten Hags manglende evne til at være taktisk innovativ. Der er flere i skuffen, hvis det ønskes :)
Til gengæld er han en pragmatiker. Med det rette team til at støtte ham, er han god til at få noget godt ud af den trup, han har at arbejde med. Og han har en sjældent god evne til at lytte til folk; assistenter, ledelse, spillere osv., og konverterer det til en enhed på banen, som kan vinde kampe.
I skal have en god sportschef, hvis ten Hag skal blive en succes. Han ville, som nævnt, have Schuurs, og ellers er hans tanker om indkøb begrænset til, hvem han tidligere har arbejdet sammen med. I Ajax fik vi således Sean Klaiber, Zakaria Labyad, Sebastien Haller (som ganske vist har gjort det godt) og ville så hente Gyrano Kerk, men det blev der trods alt sat en stopper for.
Timber ville klart skulle have noget tid til at vænne sig til PL, som jeg også følger med i (nogle af mine bedste venner, holder med Man Utd., så jeg kan også godt lide dem, men min sympati ligger dog primært hos West Ham, sorry, og jeg elsker Michail Antonio, sorry igen). Han, Timber, er ikke så høj, men han ved godt, hvornår han skal gå i en duel, og fremfor alt er han god til at læse spillet, således mange af hans aktioner er pre-duel, så han ikke behøver at gå ind i dem. Jeg vil næsten sige, han er den diametrale modsætning til Harry Maguire. Timber er en klog spiller, og han har hjertet med, så han er samtidig ret fed at følge - jeg tror derfor også på, at han kan klare skiftet til PL. Hvis Man Utd. kan få etableret et presspil a la Ajax, som efter min bedste overbevisning er top-5 i Europa, ville jeg ikke være så nervøs for modstandere, som er reduceret til at slå lange/høje bolde. Jeg ville være mere nervøs ved dødbolde, hvor han ikke er så god, men det kan man vel finde en løsning på.
Lisandro Martinez er mere hård i sit spil, også bedre end Timber i luften, og kunne faktisk være mere oplagt til et PL-skifte. Til gengæld er han ret chancebetonet i sit spil, hvilket godt kan flosse en tilhængers nerver. Men grunden til, at jeg nævner ham, hænger også sammen med, at han ønsker at skifte samme sted hen som Edson Alvarez - som er vokset stort i 6´er rollen - og som ten Hag flere gange har lagt op til, at han gerne vil have med, skulle han smutte fra Ajax.
Antony beholder jeg selvfølgelig gerne - jeg er nu ellers sikker på, at han ville kunne klare overgangen til PL ret hurtigt. Han er god.
For at kunne stå så højt, som ten Hags hold gør, er det en fordel at have en sweeper-keeper, som man tilmed kan bruge i pasningsspillet, når man skal spille sig ud af et pres. Omvendt er David De Gea lidt af en institution i Man Utd., så mon ikke den post først ville blive ændret på om en sæsons tid?
Erik ten Hag har foretrukket en klassisk centerforward i front - igen, den lidt manglende idé - hvilket egentlig er paradoksalt, eftersom Dusan Tadic er den bedste 9´er, Ajax har haft under ten Hag. Omvendt ser det også ud til, at ten Hag efterhånden hellere vil spille med Brian Brobbey, som er en betydeligt mere bevægelig angriber end Haller. Det er lidt svært at sige, hvad han vil vurdere som den bedste løsning for jer. Jeg tror dog han vil foretrække Ronaldos erfaring. Og profilen kan også sagtens have sin berettigelse i ten Hags koncept (det er bare knap så fedt at se på, som når det har en mere spillende 9´er).
I må forvente jer en indkøringsperiode til et nyt koncept. Jeg forestiller mig ikke andet, end at ten Hag gerne vil overføre det presspil, som Ajax praktiserer. Og det kræver at aftalerne / løbene skal sidde lige i skabet, hvilket tager tid at få på plads. Til gengæld har I også så meget kvalitet i jeres trup, at det kan blive rigtig godt med de rette supplementer til den. Det ville være herligt at se jer genvinde tronen i PL, når nu det næppe bliver Hammers der sætter sig på den, og jeg kan godt se en Man Utd.-fremtid med et mere effektivt og meget hurtigt og underholdende spil under ten Hag.