Citizen, 3,5 timers podcast med Pep er vist ud over hvad min tålmodighed rækker til. Også fordi City, som jeg engang bestemt var positivt stemt overfor (læs ca. 1970), men den respekt kølnedes gevaldigt, da man accepterede at lade et røvhul af en sheik vaske sit aldeles ramponerede image.
Det er sikkert rigtigt, at hans almindelige fremtoning er melankolsk hvad på ingen måde er problematisk. Vi er ikke alle sammen happy-go lucky.
Vil dog gerne starte/slutte et andet sted. Har man flere autistiske træk end flertallet, bliver behovet for kontrol mere udtalt, for ikke at blive usikker/bange. Siger ikke at Pep er autist (eller i hvor høj grad), for det ved jeg ikke med sikkerhed, men der er altså noget der godt kunne tyde på det.
Autister har almindeligvis nogle evner, der får de fleste andre til at ligne amatører, men grin i stedet for kontrol og løssluppenhed i modsætning til struktur er som sagt angstprovokerende for dem. Et eksempel, ironi preller fuldstændigt af på de fleste med den skavank.
For alle ikke autister er omtalte grin og et mål af løssluppenhed derimod hvad gør at livet, når det er hårdt, bliver tåleligt. Det gælder også fodboldspillere.
Som sagt uden at vide det, tror jeg det hvad Pep i et vist omfang slås med og med ham hans spillere.
Pogba har ikke de tendenser, han kan i den grad lide at være løssluppen og mit mere begrænsede kendskab til Grealish peger i samme retning. For alle tre, Grealish, Pogba og Pep, er der altså efter min mening tale om for lidt og for meget, bare af forskellige ting. Klopp til eksempel, synes af forstå det her ikke mindst i britisk perspektiv og det taler for en gladere og i virkeligheden over tid mere tjenstvillig trup. I hvert fald mere intuitiv og mindre hæmmet.
Kun døde fisk flyder med strømmen!