Den er jeg med på Inuk. Har faktisk en vis erfaring med at køre cykelrickshaw. Altså ikke i Manchester, hvor jeg aldrig har været, men i Yogyakarta på Java. Udenfor det hostel vi boede i, holdt en rad af omtalte rickshaws og ingen taxa'er, som vi kender det. Min daværende kone og jeg var ikke indstillet på at skulle transporteres på den facon, men nummer to i rækken var med en "chauffør", som så MEGET bedende ud. Vi forbarmede os over ham og gav ham dobbelt op på på hvad han forlangte for en rundtur i byen.
Der gik dog kun nogle få hundrede meter, før det gik op for os hvorfor mandens øjne var bedende. For han havde tydeligvis TB eller noget lignende. Han hostede og spruttede og det blev mig for meget. Kunne ikke bære det simpelthen. Så jeg foreslog, at jeg kørte cyklen og han tog plads ved siden af min kone, hvor fra han så kunne udpege diverse seværdigheder på aldeles gebrokkent engelsk. Der har sikkert været dem, der var overraskede over det syn hehe. Noget af en eyeopener for vesterlændinge med ringe kendskab til lokalbefolkningens faktiske liv og da vi returnede til "hotellet" endte vi med at gi' ham tourguide-drikkepenge. Faktisk dobbelt op på første udbetaling, hvad fik manden til at levere et bredt delvist tandløst smil til tak. Smilet blev ikke mindre, da jeg febrilsk pillede mit armbåndsur af og gav ham det oveni. Det hjalp ikke stort på det forfærdelige syn, at en TB-ramt ca. 35-40årig mand måtte skaffe brød på bordet til sig selv plus familie, ved i realiteten langsomt at slå sig selv ihjel.
Grufuld historie, som der er mange af, også i Indonesien Uret og pengene har nok ikke hjulpet alverden på det, men indoneseren fik sin dag betalt og fik formodentlig også et billigt grin, da vi var vadet ind. Han sad der stadig på cyklen næste dag og guddødemig om ikke min eks. denne gang kom til lommerne, uden vi dog cyklede yderligere. Ja, det kan være både bekosteligt og lærerigt at tage til Indonesien! Det blev vist en roman - beklager.
Kun døde fisk flyder med strømmen!