Peps oliven - hvad fører de egentlig til?
Da bomben sprang forrige mandag mht. Premier Leagues indledende træk for at få Man City smidt ud af ligaen, var jeg i gang med en analyse af ”den catalanske roulette”, nærmere betegnet Pep Guardiolas leg med de saltede oliven på terrassebordet og dennes afledte effekt på Citys varierende spilformationer. Nu kan man jo sige at virkeligheden i mellemtiden har overhalet de taktiske analyser, og at det kan være ret ligegyldigt om man stiller i en 4-3-3 eller en 3-4-3, når det er de 1-1-5 anklagepunkter, der i løbet af de næste par år skal afgøre Citys videre skæbne. Still, mens Lord Darth Pannick svinger det lyseblå lyssværd imod Alliancen bag lukkede døre i de kongelige retssale, vil vi i bedste Titanic-stil lade orkesteret spille videre og simulere at udskejelserne på banen faktisk betyder noget.
Så, here goes. City har i sine sammenlagt 12 kampe siden VM-pausen spillet 8 [!] forskellige systemer. I tre af kampene er der blevet skiftet system i pausen. De otte systemer kan overordnet inddeles i tre hovedgrupper: systemer baseret på et permanent tremandsforsvar (især 3-2-2-3, men også 3-1-3-3, 3-2-1-3-1 og 3-2-4-1); systemer baseret på en fast firebackkæde (især 4-1-2-3, men også 4-2-1-3 og 4-2-3-1); og endelige et dynamisk vekselsystem bestående af 4-1-2-3 (defensivt) og 3-2-2-3 (offensivt).
Vekselsystemet er reelt kun blevet anvendt i de 3 første kampe efter VM-pausen, hvor Rico Lewis som højreback ved Citys boldbesiddelse trak ind på den centrale midtbane ved siden af Rodri. I de resterende 9 kampe har Pep vekslet mellem faste formationer med enten tremandsforsvar (5½ kampe) og firebackkæde (3½ kampe). Jeg har allerede ytret rigeligt om hvad jeg mener om systemerne, men hvad har effekten egentlig været resultatmæssigt?
Trods mine røde knopper over vekselsystemet har dette faktisk været det mest effektive offensivt, men til gengæld også det mest usikre defensivt. I de tre kampe scorede City i gennemsnit 2,33 mål pr. kamp, men lukkede også 1,33 mål ind. Systemerne´med et fast tremandsforsvar har – stik imod min opfattelse og forventning – faktisk været klart det stærkeste rent defensivt, idet der i de 5½ kampe med dette system kun er gået 0,73 mål ind pr. kamp. Manglen på backs har imidlertid en negativ indvirkning på offensiven, idet City her kun har scoret 1,81 mål pr. kamp. Opstillingerne med en firebackkæde ligger resultatmæssigt imellem de to andre. Med de faste backs har City scoret 2,0 mål pr. kamp og lukket 1,14 ind.
Opsummeret fremstår vekselsystemet altså spændende offensivt, men også lidt for spændende defensivt. Næst efter dette fungerer fireback-systemerne bedst offensivt, treback-systemerne bedst defensivt. Generelt har spillet, uanset måscoren, fungeret bedst i kampe med firebackkæder, dog langt fra hver gang, og i Citys seneste og måske allerbedste kamp imod Aston Villa spillede det smukt for os med tremandsforsvaret (i hvert fald indtil Akanji kom ind i stedet for Dias).
At en firebackkæde bidrager mere offensivt end et tremandsforsvar og omvendt, er i sig selv ikke groundbreaking news. Men det er ikke desto mindre lidt spøjst at konstatere, når Pep tydeligvis netop anvender firebackkæden defensivt (dels i vekselsystemet, dels senest mod Aston V, hvor han i de sidste 5 min. skiftede til firebackkæden for at sikre defensiven). Måske burde han i virkeligheden hellere forsøge sig med et omvendt vekselsystem, bestående af et tremandsforsvar når modstanderen har bolden, og en firebackkæde når vi selv er i angreb?
Indtil videre virker det ikke til, at Pep som sådan har skiftet imellem systemerne af hensyn til hvem modstanderen er. I de på papiret sværeste kampe imod Liverpool, Chelsea, Tottenham og Arsenal har alle tre hovedtyper været i spil – med meget vekslende held. Om noget ser taktikken snarest ud til at være den, at hvis et system førte til sejr i forrige kamp, bliver det anvendt igen i næste kamp. Hvis det ikke førte til sejr, skiftes til en formation af den modsatte hovedtype. Og hvis et system har spillet fallit i 1. halvleg, skiftes ofte til et andet i pausen.
Eftersom 3-2-2-3-formationen mod Aston Villa gik helt ok, er mit kvalificerede bud derfor, at Pep også vælger 3-2-2-3 mod Arsenal. Og hvis vi er bagud 0-2 ved pausen, skifter han til et 4-3-3-system.
I USA blev der i 1990’erne lavet en storstilet undersøgelse af hvilke meteorologiske prognoseværktøjer der var bedst til at forudse morgendagens vejr. Det viste sig, at den sikre vinder, målt over et helt år, var den metode der hed ”Vejret imorgen bliver ligesom det var i dag”. Jeg vil derfor fremover benytte tilnærmelsesvis samme taktik i mine Predicting Pep-forsøg: Peps opstilling i den kommende kamp bliver ligesom den var i den seneste (hvis vi vandt, modsat hvis vi tabte).