Så er det atter kampdag for Man City! I aften gælder det Champions League og den første 1/8-finale på Red Bull Arena i Leipzig. En smal sejr eller en uafgjort ville være tåleligt, men en solid sejr kunne da være rart.
Pep Guardiola har et par alvorlige fravær i sin trup. John Stones er fortsat skadet, mens Kevin De Bruyne og Aymeric Laporte har måttet sygemelde sig, og ingen af de tre er rejst med til Tyskland. Med to af sine foretrukne midterforsvarere ude og en svær udekamp i Europa tror jeg at Pep ville være mest tilbøjelig til at vælge en 4-3-3-opstilling (alternativt 4-4-2), da han tydeligvis opfatter den som sin mest defensive formation (selvom statistikken rent faktisk siger noget andet) og den umiddelbart kun kræver to midterforsvarere. Den naturlige løsning på KDB’s fravær må være at lade Silva og Gündo danne par på den offensive midtbane bag angrebskæden.
Den mest oplagte formation ligner derfor i mine øjne dette:
Ederson
Walker - Dias - Akanji - Aké
Rodri
Bernardo Silva - Gündogan
Mahrez - Haaland - Grealish
Den er dog ikke helt problemløs. Akanji har ikke været overbevisende efter VM og han er bedre i højresiden af forsvaret. Aké ville være bedre på hans position, men så mangler Aké ude på venstrebacken, hvor vi har lånt vores bedste venstreback ud til Bayern, og Sergio Gomez er et absolut no-go derude. Her kunne det i princippet godt have lignet Stædig-Pep at ville bevise for verdenen at han har set rigtigt i at Bernardo Silva kan blive en fantastisk venstreback, men heldigvis har han (og resten af verdenen, måske på nær Leipzig) mere brug for portugiseren oppe på den offensive midtbane som vikar for KDB. Faktisk har City også en habil vikar som venstre MB i Rodri, der spillede denne position flere gange for Spanien ved VM – og vel og mærke gjorde det fint. Men det ville efterlade et endnu større hul centralt foran backkæden, hvor ingen – på nær Leipzig – har mod på at se Kalvin Phillips brillere i en kamp som denne. Så det mindst dårlige alternativ må blive at lade Akanji spille pladsen.
Pep Guardiola kunne imidlertid også omgå problemet ved at vælge et helt andet system, nemlig hans elskede 3-2-2-3, hvilket jeg må indrømme faktisk passer vældig godt til de forhåndenværende søm. Her kunne tremandsforsvaret dannes af Walker, Dias og Aké, og så kunne Rico Lewis sættes ind på den central-defensive midtbane ved siden af Rodri. Vi har endnu aldrig set en konstellation med Walker og Lewis sammen i højresiden, og de to kombineret med Silva og Mahrez kunne altså godt blive en heftig cocktail for tyskernes forsvar at dæmme op for. Det ville måske efterlade os en anelse tynde på venstresiden, hvor det så primært er op til Grealish at drible sig frem til nogle frispark.
Så selvom jeg aldrig havde troet at det skulle komme dertil, så tror jeg faktisk at jeg ender ud med at anbefale Pep en 3-2-2-3-løsning:
Walker - Dias - Aké
Lewis - Rodri
Bernardo Silva - Gündogan
Mahrez - Haaland - Grealish
There you have it, Pep. Don’t screw it up this time, please...