Redigeretons 29. mar 2023
Pølsevognen
Så nærmer sig endelig enden på ’the international break’, som de kalder det i England. Spillerne begynder så småt at vende hjemad til klubadresserne, og for Man City venter en interessant hjemmekamp lørdag middag imod Liverpool FC. Som så ofte er de indkommende meldinger fra landsholdspausen af blandet karakter for træner Guardiola, der havde sendt 19 af sine spillere afsted ud i verden. Især Kevin De Bruyne, Bernardo Silva og Riyad Mahrez har angiveligt gjort det rigtig godt i deres respektive landskampe for Belgien, Portugal og Algeriet. Og Rico Lewis har fået debut på det engelske landshold. Mindre positivt, men dog uden direkte relation til landskampene, er to eller tre af spillerne vendt ukampdygtige hjem. Erling Haaland måtte allerede inden sin første kamp for Norge konstatere, at han havde pådraget sig en lyskenskade i Citys pokalkamp mod Burnley; Phil Foden måtte pludselig forlade den engelske landsholdslejr for at blive opereret for akut blindtarmsbetændelse; og da Ederson endelig havde fået vristet pladsen i Brasiliens mål ud af hænderne af Alisson, måtte han melde fra pga. sygdom. Hverken Haaland eller Foden bør derfor påregnes til lørdagens LFC-kamp, mens Ederson er tvivlsom.
Mens Erling Haaland plejer sin lysken kan han jo så ved siden af papas lasagne tygge lidt på det nye kontrakttilbud, som Txiki Begiristain har fremsendt. Den nye kontrakt vil dels forlænge nordmandens tilhørsforhold til Etihad frem til 2028 (isf. nu 2027), slette den meget omtalte frikøbsklausul (der dog først træder i kraft i 2024) og ifølge The Sun indebære en lønforhøjelse til en hæderlig skilling på £500.000 om ugen (mod aktuelle £375.000 om ugen + ’add-ons’). Hmm, jeg skulle nok alligevel have været lidt mere insisterende på sønnens fodboldtræning...
En høj løn synes derimod ikke at være altafgørende for Ilkay Gündogan, der ifølge The Athletic tværtimod er parat til at gå ned i løn fra næste sæson, hvis det kan føre til en flerårig kontrakt hos FC Barcelona. Kaptajn Gündogans kontrakt med City udløber som bekendt til sommer, og intet tyder p.t. på at han påtænker at forlænge den, selvom klubben angiveligt er åben for muligheden.
En anden spiller på vej væk fra Man City er ifølge vedholdende medierygter Aymeric Laporte, der efter på det nærmeste at have risikeret sin førlighed for klubbens defensive skyld i forrige sæson, nu kun er startet i 6 kampe i indeværende. Fransk-baskeren med spansk landsholdspas vil forståeligt nok gerne have mere spilletid og om nødvendigt søge dette i en anden klub, men ifølge Football Insider skal han nok ikke regne med at det kommer til at ske hos nogen af de umiddelbare konkurrenter til City i Premier League, da klubledelsen måske aktuelt ærgrer sig lidt over sit salg af forstærkninger til Arsenal inden den igangværende sæson. En transfer til udlandet synes derfor mest oplagt for Laporte, der kom til City fra Athletic Bilbao halvvejs i sæsonen 2017/18 formedelst €65m.
Duerne foran pølsevognen på City-torvet kurrer også mere og mere en sang om en mulig exit for Kalvin Phillips til sommer, hvor Leeds United ifølge The Daily Star i øjeblikket overvejer at hente ham tilbage – dog rimeligvis kun hvis de ikke rykker ned. Også West Ham meldes interesserede i Phillips, hvor der som bekendt kunne ligge en attraktiv byttehandel for Declan Rice i kortene.
Hvis Phillips smutter, er der dog også den mulighed at City kan finde hans afløser i egne ungdomsrækker. Et navn man nok skal til at lære i Man Citys defensive sammenhæng er således Shea Charles. Den 19-årige nordirer er kaptajn for Citys U21-hold og har været udtaget flere gange til førsteholdstruppen, men afventer her endnu at få sin debut. Ikke desto mindre har han spillet seks kampe på ”de voksnes” landshold for Nordirland, senest to gange i den aktuelle runde. Han spiller overvejende defensiv-central midtbane, men kan også klare de fleste pladser i forsvaret. Nu vil rygter ifølge Manchester Evening News vide, at Borussia Dortmund kan være interesserede i at signe ham til sommer, men mere sandsynligt er det nok at Charles bliver udlejet i den kommende sæson for at få noget erfaring på topniveau. Hvis han altså som sagt ikke ryger ind som fast rotationsspiller på Citys førstehold allerede efter sommerferien – eller sågar nu.
Men man kan selvfølgelig også vælge at købe sig fra det. En her på tråden kendt klub i London kunne i mandags offentliggøre et regnskab for sæsonen 2021/22, der viste et underskud på £121m. Nu skal man næppe lægge alt for meget i det, men CFC-sparegrisen er trods alt nok ikke blevet markant federe henover de siden da to forgangne transfervinduer, der har trukket yderligere £600m ud af flæskedepoterne, så mange klubber i England og resten af Europa venter nu interesseret på hvad der diskes op med i det kommende sommerudsalgskatalog fra Chelsea. Allerede for en måned siden lød for første gang rygtet om, at Man City var lune på kroatiske Mateo Kovacic fra de blå i London. Dengang var den primære kilde hertil The Daily Mail, med hvad dertil hører af forbehold, men i de seneste dage har 90min og Evening Standard taget historien op på ny. Hvilket måske ikke gør den markant mere troværdig, men dog nok til at værdige den et pip på sådan en sløv onsdag ved City-pølsevognen.
Velbekomme! ⚽🍺🌭
PS: I denne uge går overskuddet fra indsamlingsbøssen ved pølsevognen til en ikke-håndholdt telefonopkobling i bilen til Erling Haaland. 📞