Så er det atter kampdag på Etihad! I aften kl. 21.00 tager Man City imod Arsenal i 33. runde af Premier League. Kampen anses af mange for afgørende for hvem af de to der vinder dette års engelske mesterskab. Inden kampen fører Arsenal tabellen med 5 p. ned til City på andenpladsen, men City har to kampe i hånden, og dermed potentielt yderligere 6 p. i vente – eller 0 p. Rent pointmæssigt vil udfaldet af kampen reelt ikke nødvendigvis afgøre voldsomt meget, men mentalt vil en eventuel vinder af opgøret formentlig stå med en psykologisk fordel.
Umiddelbart synes hele City-truppen på nær skadede Nathan Aké til rådighed. Min forventning er at Pep Guardiola vil forsøge at komme så tæt på sin idealopstilling som muligt, hvor kun Aké er nødtvungent udskiftet, sandsynligvis med Laporte som venstre midterforsvarer. Stones er givetvis med som det dynamiske element, højre-central midterforsvarer når Arsenal angriber og højre-central midtbanespiller ved siden af Rodri når City er i boldbesiddelse.
Ederson
Akanji - Dias - Laporte
Stones - Rodri
De Bruyne - Gündogan (Silva)
Mahrez (Silva) - Haaland - Grealish (Foden)
Mens defensiven mere eller mindre giver sig selv, er der et par potentielle spørgsmålstegn i offensiven. Silva er næsten for brandvarm til at holde på bænken, men hvor kan Pep finde plads til ham? Det mest oplagte er som venstre offensiv midtbane, men i store kampe som denne vil catalaneren gerne have sin tyske kaptajn med på banen. Silvas alternative placering som højrewing vanskeliggøres af, at rivalen på denne plads lavede hattrick i den seneste kamp. Det er næsten utænkeligt ikke at have Mahrez med fra start efter hans præstation i pokalsemifinalen; men trods alt nok mere tænkeligt end at holde Gündogan på bænken. På venstrewingen ligner Grealish førstevalget, med en marginal mulighed for at Foden starter på pladsen; det er dog nok mere sandsynligt, at Foden kommer ind engang i 2. halvleg. Det er vel også tænkeligt at Alvarez kommer ind i den sidste tredjedel af kampen, enten som afløser for Haaland, hvis vi fører, eller som supplement til nordmanden, hvis vi mangler nogle scoringer.
En forsigtig prognose herfra lyder at VI SMADRER DEM!
Samt at CITY VINDER (resten af) HELE LORTET! Come on, City!! 💙⚽🍺