I øvrigt rørende enig i meget af den skrevne kritik af nutidens topfodbold. Det kan være vi skal have udvidet balkonen, hvor Klopptimist og undertegnede allerede sidder som de gamle sure mænd fra Muppet Show.
Nu kan man jo endnu nemmere beskylde mig for krokodilletårer og dobbeltmoral, når jeg nu repræsenterer de Treble-vindende europæiske supermestre, altså det lyseblå pyntebær på toppen af hatten af kransekagefiguren. Og jeg skal da gerne indrømme, at der er langt flere fornøjelige dage ved at være City-fan i dag end der var inden sheiken tog over, og at jeg nyder alt det flotte spil og de store sejre fuldt ud. Og det bliver jeg nok også ved med.
Men når det er sagt, så er jeg som tidligere omtalt også pisse-frustreret over at City er i fuld gang med at sælge alle talenterne ud af akademiet, mange af dem sågar født og opvokset i Manchester, for i stedet at erstatte dem med lidt (men ikke meget) bedre internationale supertalenter fra hid og did. Vi praler af at have solgt for mere end £100m af egen talentmasse i dette vindue - men er det egentlig noget at prale af? Hvis de er så gode, siden de har kunnet indbringe så mange penge, havde der så ikke været mere sund klubpolitik i at beholde dem og bygge videre på dem? Også selvom der findes en 3 my bedre belgier et sted, som vi har råd til at købe?
Dertil kommer der selvfølgelig så alt pisset med City-ejerskabet og de eventuelle svindenumre gennem tiden, som er sin helt egen saga, som jeg stadig skylder Klopptimist en god bortforklaring på engang ved lejlighed, når vi keder os på balkonen.
Men det korte af det lange er, at min fortsatte interesse for fodbolden nok især holdes i live gennem mit latino-eksotiske sidespring med AS Roma. En klub hvor der virkelig ingen penge er, men hvor klubfølelsen gennemsyrer fire femtedele af byen (undskyld Janus og Lazio) og med udsolgte hjemmekampe gennem hele sæsonen, selvom alle ved, at vi endnu engang slutter på 5.-7. pladsen igen i denne sæson. Og hvor der ikke findes en kamp i Serie A, Coppa Italia eller Europa League, hvor vi ikke med rette kan forvente at tabe. Men når vi så alligevel rent faktisk scorer og måske sågar ikke taber, så er glæden vitterligt langt større end hvad følger for mig ved endnu en City-sejr. Bevares, jeg nyder at se Haaland score igen-igen-igen og City vinde igen-igen-igen i PL, FA og CL. Men jeg råber af glæde og vælter glasset når Belotti udligner kort før tid til slutresultatet 2-2 hjemme på Olimpico mod f***ing Salernitana.
Hvor vil jeg hen med det? Jo, man kan vel næsten sige, at det er min affære med Roma, der holder liv i mit ægteskab med City.