Redigerettors 19. okt 2023
Nyt fra pølsevognen
Jeg var sgu lige ved at få ananasvanden galt i halsen nede ved pølsevognen her til formiddag. Og det var ikke da min ven pølsemanden trak fire solide jernkæder frem og gik ud af vognen for at stormsikre sin lyseblå restaurant ved at spænde den fast til lygtepæle og betonklodser på City Torvet. Nej, årsagen var, at der er kommet et nyt billede op på dartskiven. Det skal nok lige forklares. Inde i pølsevognen hænger der på væggen over hylden med ketchup- og sennepsdunke en gammel dartskive, i den klassiske udgave med cirkler i gradvist varierende størrelse og i skiftende farve. På denne skive sidder der fra tid til anden opsat et spillerkort med et billede af særligt interessante fodboldspillere, der måtte være transfertilrygtede til City. Systemet fungerer således, at efterhånden som rygterne og sandsynligheden måtte tage til, så rykker pølsemanden billedet indefter på skiven, alternativt udefter, hvis rygtet kølnes. Til sidst ender billedet enten i Bulls Eye eller ned i spanden med krøllede Steff Houlberg-servietter, hvor f.eks. Bellingham og Rice stadig kigger fortvivlet op fra, imellem ketchupklatter og slatne løgringe fra kasserede cowboytoasts.
Den nye spiller på pølsemandens dartskive er Kylian Mbappe! Nu er pølsemanden ikke en type der laver sjov med sine egne sofistikerede systemer, så jeg forstod straks, at i hvert fald i hans (altså pølsemandens) hoved måtte der være noget om snakken. Idéen blev faktisk lanceret sidste torsdag i The Telegraph af journalisten Luke Edwards. Som bekendt har Mbappe en aftale med PSG, der giver ham mulighed for at forlænge kontrakten, når den udløber til sommer, men han kan også vælge at forlade klubben transferfrit. De fleste regner med, at han benytter denne mulighed for et skifte til Real Madrid til sommer, men ifølge Edwards kunne PL-klubber som City og LFC i teorien være lige så oplagte klubskifter for franskmanden som Real, såvel sportsligt som økonomisk. Og for at komme madrillerne i forkøbet, kan de engelske klubber tænkes at gøre forsøget allerede til januar, hvilket i givet fald også kunne kaste lidt småmønt af til PSG: »If Manchester City decided they wanted to make a move for Mbappe, if they got any sort of encouragement from Mbappe’s camp, I could see Manchester City going for him.« I går onsdag greb Manchester Evening News så stafetten og lancerede Mbappe som toppen af kransekagen over potentielle, transferfrie spilletilgange for City til sommer. Økonomisk vil City kunne tilbyde franskmanden ligeså meget som Real, og med det nyvundne CL-trofæ må Manchester-klubben alt andet lige være rykket et trin op ad attraktivitetsstigen. I Madrid vil Mbappe kunne være med til at opbygge fremtidens Los Blancos sammen med Bellingham, men omvendt vil han i City kunne slutte sig til en gruppe af U23-spillere som Haaland, Alvarez, Foden og Doku, med hvem han potentielt vil kunne regere europæisk fodbold det næste årti: »Whether a deal can be done remains to be seen, but City certainly offer one of the best options of any club in the world.« Det er selvfølgelig altsammen stadig kun spekulationer, og billedet af Mbappe sidder da også kun opsat med en pil i den yderste ring af skiven. Men i modsætning til Bellingham og Rice har Mbappe (eller hans mor) da såvidt vides endnu aldrig udtalt sig negativt om et skifte til Manchester City. Så who knows? Eller Qui sait, som de siger på de kanter...
MEN har også et par andre og måske mere realistiske bud på kommende City-spillere. Af disse synes vi ved pølsevognen især det er værd at hæfte sig ved Ian Maatsen fra Chelsea, der kunne blive et spændende bud på en ny venstreback hos de lyseblå. Den 21-årige hollænder får efter et ellers vellykket låneophold i Burnley fortsat ikke meget spilletid hos Chelsea, hvor hans kontrakt udløber til sommer. Spillere, der lykkes i Burnley, har gennem træner Kompany reelt allerede lært sig Citys spillestil, og under låneopholdet boede Maatsen i Manchester, så der vil nærmest være tale om hjemvenden. Faktisk stemmer TeamTalk i og melder, at City aktuelt er favoritter til at signe Maatsen, måske allerede til januar.
En anden interessant forstærkning til venstrebacken eller venstrewingen for den sags skyld kunne ifølge MEN blive 19-årige Valentin Barco fra Boca Juniors.
Om det skyldes kedsomheden under landskampspausen, skal ikke kunne siges, men faktisk flyder der i øjeblikket en lind strøm af transferrygter til og fra City, selvom vi kun er midt i efterårssæsonen. Ovennævnte (og efter min vurdering sjældent overvældende troværdige) TeamTalk hævder f.eks., at City overvejer at kaste sig ind i opgøret om Georgiy Sudakov fra Shakhtar Donetsk med henblik på en transfer i januarvinduet. Den 21-årige, tofodede ukrainer er offensiv midtbanespiller, der både kan bruges midt for og i venstresiden. Også Juventus, Arsenal, Chelsea og Brighton skulle være interesserede i ham.
Football Insider vil vide, at City fortsat holder øje med Eberechi Eze fra Crystal Palace som en potentiel forstærkning til samme position, dvs. den offensive midtbane og ikke mindst dennes venstreside. Den 25-årige englænder med nigerianske rødder var angiveligt allerede på tale til City i sommerens transfervindue, og han er næppe blevet billigere siden da, idet FI vurderer hans aktuelle transferpris til £70m. Alternativt skal City vente på at Eze kan hentes transferfrit i sommeren ’25.
Og der er angiveligt endnu et emne i spil til præcis samme position: Dani Olmo fra RB Leipzig. Ifølge Sport og City-trådens egen transferguru NickRomano kan de igangværende forhandlinger mellem Barcelona og Atletico Madrid angående lejesvenden Joao Felix betyde, at Barça bryder forlovelsen med Olmo, der således kan ende med at få en kurv af sit hjertes udkårne. »Mon ikke Guardiola står med solide procenter for at få fat i Olmo!«, spørger NickRomano. Kender man Red Bull-klubben ret, vil de i hvert fald nok kræve en solid bankoverførsel for at lade det ske.
Næst efter Mbappe-historien er det aktuelt mest opsigtsvækkende transferrygte til City vel nok, at Toni Kroos fra Real Madrid af Defensa Central rygtes til Man City, der vil kunne få den til den tid 34-årige tysker transferfrit til sommer. Kroos er jo unægteligt en af de største, endnu aktive midtbanespillere, som nok kunne give os et par mere rolige sæsoner med ham som vikar for Rodri, men med Kroos’ alder in mente vil det ifølge flere kritikere ligne en panikløsning. Daniel Murphy på MEN er især kritisk over at det ville sætte Citys manglende indsats for i stedet at have beholdt den 1½ år yngre Gündogan i ubehageligt skarpt relief. »Signing ageing Real Madrid legends for massive money only to be held with the bill when they do start to decline has become a habit at Old Trafford. Probably best to keep it that way.«
Kommer der nogen ind, må der jo også gå nogen ud. Ugens absolut mest omtalte udgående transferrygte fra Man City omhandler Kalvin Phillips. Stakkels Phillips valgte i sommer at takke nej til et forslag fra klubledelsen om at lade sig udlåne i denne sæson, idet han nærede håb om at kunne lave ”en Grealish” og kæmpe sig vej ind på holdet efter en svær første sæson. Med Rodris karantæne kom så chancen for Phillips til at bevise sit værd, men to sløje kampe og nederlag mod Newcastle og Wolverhampton viste ingen tegn på forbedring, og Pep valgte helt at omgruppere den defensive midtbane i den sidste karantænekamp mod Arsenal, uden at gøre brug af Phillips. Dén kamp tabte vi også, men den defensive midtbane fungerede faktisk endelig ok. Nu synes selv Kalvin Phillips efterhånden at have set skriften på væggen. Phillips spiller efterhånden mere på det engelske landshold end på klubholdet, men meldingen fra Southgate er, at en stamplads for The Three Lions kræver mere fast spilletid på klubplan, og Phillips beretter til The Mirror, at han vil træffe en beslutning i de kommende måneder. Ifølge Northern Echo overvejer Newcastle at byde på Kalvin Phillips, ikke mindst nu, hvor det italienske nyindkøb Sandro Tonali ser ud til at få en længere karantæne pga. betting-anklager. Og ifølge 90min er Bayern München også interesserede i Phillips med henblik på en januartransfer til at dække hullet efter salget af Gravenberch til LFC og det sidste-øjebliks-mislykkede køb af Paulinha.
Ifølge Calciomercato overvejer AC Milan at byde €18-20m for Sergio Gomez. City købte ham af Anderlecht for £11m og den 23-årige spanier har kontrakt med City til 2026. Gomez blev købt ind som venstreback som vikar for Cancelo, men sandheden er, at lige så svag han er som back, ligeså velfungerende er han som venstrewing, hvor han faktisk har haft god succes som indskifter hos City i denne sæson, så umiddelbart er der ikke noget voldsomt behov for at skille sig af med ham.
Og så skal det da også nævnes, at Barcelona ifølge Sport og NickRomano nu har udset sig Julian Alvarez som afløser for Lewandowski. Den bliver dog nok svær at implementere, idet ”Batman” er ved at etablere sig som stamspiller hos City i grænselandet mellem 10’eren og den falske 9’er, hvor han p.t. reelt er førstevikar for langtidsskadede Kevin De Bruyne. Det ofte fremsatte argument om at Alvarez i City må døje med pladsen som andenviolin efter Haaland i angrebet har reelt ikke meget for sig, da de sjældent anvendes på samme position og særdeles ofte er på banen samtidig. Deres indbyrdes samspil halter fortsat lidt, hvor det i denne sæson kun er blevet til to interne assister, en i hver retning (Alvarez > Haaland mod Burnley, Haaland > Alvarez mod Beograd). I alt har Alvarez i denne sæson spillet 13 kampe for City, scoret 6 mål og lavet 5 assists. Han kom til City i 2022 fra River Plate for £14m og har kontrakt med The Skye Blues frem til 2028. Angiveligt indeholder hans kontrakt en frikøbsklausul på €50m.
En transfer, der helt sikkert ikke kommer til at ske, synes at være Rodri til Saudiarabien. Det er i hvert fald hvad hovedpersonen selv har sagt til Cadena Ser, dertil er hans sportslige ambitioner for store. I stedet kunne den 27-årige spanier godt forestille sig at afslutte karrieren i hjemlandet. Inden sin ankomst til City i 2019 spillede Rodri for Villareal og Atletico Madrid.
Vi slutter (næsten) pølsevognsbesøget af med en historie fra The Mirror, ifølge hvem Liverpool har set sig varme på den tidligere City-spiller Leroy Sané, der ellers langt om længe ser ud til at have fået succes i Bayern München, hvortil City solgte ham i 2020. Sané har kontrakt med sydtyskerne frem til 2025, og som det kører for ham nu, vil bayrerne næppe slippe ham billigt. LFC skulle imidlertid være klar parate til om nødvendigt at slå den hidtidige flaskeklirrende klubrekord på £85m. Og det er her, at sagen bliver interessant for den lyseblå pølsevogn, idet City har en videresalgsbonus på 10% indskrevet i aftalen med Bayern. Så hold jer ikke tilbage med nullerne på checken, scousere; Pep har brug for flere cigarpenge til de kommende trofæfejringer – verdensmesterskabet for klubhold venter lige om hjørnet...
Endelig har Sport (og NickRomano?) tilsyneladende gennemlyst konvolutten med navnet på Ballon d’Or-vinderen i 2023. Det bliver angiveligt hverken Erling Haaland eller Kylian Mbappe, men derimod en argentiner, der har vundet prisen syv gange tidligere. Der er en kassekold Cocio til den der først gætter hvem...
Velbekomme! 🌭