Redigerettors 9. nov 2023
Nyt fra pølsevognen
Der har sænket sig sådan en harmonisk ro over City-torvet. Man City er tilbage på førstepladsen i Premier League, Haaland har scoret braces i to af de tre seneste kampe og topper PL’s topscorerliste, og vi er videre til slutspillet i Champions League som ubesejrede med to runder tilbage af gruppespillet. Den kosmiske balance i universet er genoprettet, alt er godt.
Eller næsten alt. Skadessituationen er faktisk en lille smule bekymrende. De Bruynes skade trækker ud og tvivlen begynder så småt at melde sig, om han nogensinde kommer tilbage på samme niveau som før? Og mens hans vakance på den offensive midtbane dækkes mere end fornuftigt ind af Alvarez, Silva og Foden, og senest også lidt af Kovacic og Grealish, så er forsvarskæden nu strukket ud til det yderste med to nye og potentielt længerevarende skader til Stones (hofte) og Akanji (ryg). Vi kan stadig stille fire mand (Walker - Dias - Aké - Gvardiol) med en enkelt mulig ekstrareserve til højrebacken (Lewis), men herefter skal der flyttes folk ned fra midtbanen eller hentes reserver ind fra drengeholdet.
Så mon ikke Txiki Begiristain allerede har sendt sine spiondroidesonder ud for at spejde efter en potentiel forsvarsforstærkning udefra i januarvinduet? Det kunne f.eks. være 19-årige Giorgio Scalvini fra Atalanta, som vi også snakkede om ved sidste pølsevognsbesøg, og siden da har Calciomercato.com kørt historien om Peps beundring af unge Scalvini endnu engang, med den tilføjelse, at der har været kontakt imellem spilleren og City. Angiveligt skulle ligledes interesserede Juventus have fået at vide, at de skal lægge et voluminøst bud på bordet i Bergamo, hvis de skal have en chance imod Bayern og Man City. Så billig bliver han jo næppe.
Man Citys flyvefærdigste transferdue frem mod januarvinduet synes fortsat at være Kalvin Phillips. I sidste uge lignede det, at Newcastle nok var bedste bud på et permanent skifte. I fredags forlød det i Calciomercato.com, at Phillips er blevet tilbudt til Juventus, der i første omgang takkede nej, men mandag berettede så La Gazzetta dello Sport, at Den Gamle Dame måske alligevel er tiltrukket af Phillips, som erstatning for dopingkarantænedømte Paul Pogba. Dette rygte blev onsdag bakket op af Tuttomercatoweb. Angiveligt går Juve efter at indgå en låneaftale allerede inden januarvinduet åbner, en idé som Treble-mestrene formentlig ikke er afvisende overfor. Ifølge Daily Mail vil Liverpool også gerne låne Phillips, men den idé er City-ledelsen mindre lun på, da man ikke ønsker at hjælpe en af sine nærmeste rivaler i PL. Med tanke på hvad Phillips har præsteret på 6’eren hos City, er vi ved pølsevognen nu af den overbevisning, at vi godt kunne vise os store og hjælpsomme nok til at låne Kalvin ud til LFC – det skal sgu være dem vel undt... 😄
Der har allerede været mange bud på hvem, City så kunne erhverve som ny makker og vikar for Rodri, og tyske Sport1 kunne i mandags lancere endnu et emne fra højeste hylde: Joshua Kimmich fra Bayern München. Den 28-årige defensive midtbanespiller har angiveligt indledt forhandlinger med sydtyskerne om en forlængelse af sin nuværende kontrakt, der går til 2025, men ifølge mediet føler Kimmich ikke, at han modtager den anerkendelse og tillid fra klubben, som han fortjener. Derfor overvejer han nu henvendelser udefra, der især kommer fra City og Barcelona. Hvis det kommer til et brud med Bayern, hvor Kimmich har spillet siden 2015, sker det snarest allerede til sommer, hvorved klubben kan høste lidt transfermønt på ham.
Fra den ydre kant af rygteskalaen kan det endvidere konstateres, at spillerkortet med Kylian Mbappé i denne uge er rykket én ring indad på pølsemandens dartskive. Baggrunden herfor er, at både El Larguero og Carrusel Deportivo i de seneste dage har forkyndt, at Real Madrid nu endeligt har opgivet at signe verdens ifølge Ballon d’Or tredjebedste fodboldspiller. Hvis det står til troende, er der således én rival mindre til franskmandens underskrift, hvis han ender med at forlade PSG til sommer – eller måske allerede til januar, hvis qatar-sheiken vil have bare lidt indtjening på sit aktiv.
Et tidligere City-transferrygte, der til gengæld snart ser ud til at kunne forstumme, omhandler Eberechi Eze fra Crystal Palace. Ifølge Manchester Evening News er den engelske landsholdsspiller med evner på den offensive midtbane tæt på at forlænge med London-klubben, i hvert fald hvis man skal tro Palace-træner Roy Hodgson.
Apropos kontraktforlængelser, så kan vi supplere på den front med en melding fra Football Transfers om, at der i City-ledelsen nu gøres indledende manøvrer med henblik på forlængelser med John Stones og Pep Guardiola, hvis nuværende kontrakter løber til henholdsvis 2026 og 2025.
Min ven pølsemanden fandt onsdag galla-bowlerhatten og plastic-champagneglassene fra Ballon d’Or-ugen frem igen, da der endnu engang var noget officielt at fejre. Statistikerne i UEFA har således bekendtgjort, at City efter sejren over Young Boys nu er den klub, der har scoret 250 mål i Champions League-sammenhæng på kortest mulig tid. Præstationen er således udført på blot 119 kampe, hvor den hidtidige rekord, holdt af Paris Saint-Germain, lød på 172 kampe. Ud over City og PSG er blot yderligere ti klubber noteret for overhovedet at have scoret så mange mål i turneringen.
Og endelig, som Tintin så venligt har gjort opmærksom på, så er det også ugen, hvor vi kan ønske City-legenden Yaya Touré tillykke med jobbet som assistenttræner for Saudiarabiens landshold, hvor han får lejlighed til at blive genforenet med sin gamle træner fra City-tiden, Roberto Mancini. Om ikke andet burde Yaya her have mulighed for at kunne tegne en gedigen ”her-kom-jeg”-kurve, eftersom Mancini indtil videre har præsteret at føre virkelighedens udgave af Ørkenens Sønner til tre nederlag mod fodboldstormagter som Costa Rica, Sydkorea og Mali, samt en enkelt uafgjort mod Nigeria. Yaya Tourés assisterende trænerdebut bliver to VM-kvalifikationskampe i den forestående landskampspause mod Pakistan og Jordan, hvorefter de Asiatiske Mesterskaber venter i januar. Han kommer fra et job som assistenttræner i Standard Liege – og inden da Tottenham. Så moralen synes at være, at uanset hvor dybt man er faldet, så er det altid muligt at rejse sig igen...
Velbekomme! 🌭🥂