Så blev det fredag oven på en uge, hvor de stadig samler hårtotter sammen på Goodison Park efter Uniteds rundbarbering af Everton, og hvor ikke mindst Garnacho svingede saksen; han kan altså åbenbart også bruge støvlen til andet end pletfjerning. Der var god plads til fireforestillingen i biograferne i Londons westend i søndags, hvor Chelsea-spillerne havde fået inddraget frisøndagen for at fjerne oliepletter fra bukser og æresfølelse. Og nu på søndag kan de heller ikke komme i biffen, da de skal bide til bolle med Brighton. En berettiget skål udbringes for Liverpools fine fangst i aftes, hvor der gik fire østrigske laks i rusen. Det glæder os oprigtigt i City-lejren, at vore rødklædte titelrivaler dermed også har andet at koncentrere sig om efter nytår end blot PL-tabellen (samt supplerende anklagepunkter). I den rigtige europacup lykkedes det City at afspadsere den første halvleg mod Leipzig og så alligevel lande en gruppesejr, og Rodri fik heldigvis vist spionerne fra Rød Lejr, at han IKKE er verdens bedste 6’er, og at de derfor hellere bør holde sig til Kalvin Phillips. Og endelig kunne Citys udlejede Cancelo sikre Barcelona adgang til samme rigtige europacups 1/8-finaler, så om alt går vel, er kursen fortsat indstillet på at Wembley skal pyntes i Skyblue og Blaugrana den 1. juni. Dét bli´r så smukt!
Skål og god weekend! ⚽🍺