Dagen efter dagen derpå
2-2 hjemme mod Crystal Palace er eddermame ikke særlig godt! Specielt ikke når man fører med 2-0 med et kvarter igen, og stadig har en 2-1-føring når man går ind i overtiden. Og da endnu mindre, når man få timer efter kampen sætter sig ombord i flyet til Riyadh for som forsvarende treble-mestre at spille vm for klubhold. Der er satenrendeme ikke meget verdenmester over Manchester Citys spil i øjeblikket, hvilket der ikke har været i halvanden måned nu. I de seneste seks PL-kampe er det blevet til én snæver sejr over oprykkerne fra Luton Town, derudover udelukkende pointtab.
Det er selvsagt dybt frustrerende at se sit hold smide en tilsyneladende sikker føring i det sidste kvarter, og sågar se den endeligt forsvinde med et begået straffespark i det sidste minut af tillægstiden. Den eneste trøst er, at det da i det mindste ikke skete på en tvivlsom hands-kendelse efter 10 minutters VAR-votering, men ved at Phil Foden for fuld kraft flækkede benene væk under en Palace-spiller dybt inde i feltet med ½ meters afstand til bolden. Det var da en strafbar tackling, der var til at forstå. Ikke voldsomt kløgtigt at vores Stockport Iniesta, nej, men trods alt nemmere at leve med end en uforsætlig hands eller en krænkende berøring på armen.
Men hvad er egentlig problemet med City i denne sæson? I lørdags spillede vi sådan set fornuftigt nok frem til det sidste kvarter, hvor det i vidt omfang lignede det gode gamle City-spilovertag med hurtig boldomgang. Det var dog begrænset hvad det endte ud med af reelle målschancer, og på dem vi fik, var effektiviteten ikke særlig høj. Bedømt på spilovertag burde vi vel have ført 4-0 efter den første time, men måtte nøjes med det halve på måltavlen. Begge scoringer måtte endda gennem var-tjek, og absurd nok stod Grealish faktisk offside med benene ved den første scoring, men blev reddet af en voluminøs bagudstrittende numse fra en CP-forsvarsspiller.
Man kan diskutere om City spillede med en 3-1-offensiv med Alvarez længst fremme eller med fire mand på linje; officielt gjaldt det første, mens jeg så det som det sidste. Men forskellen er sådan set også den samme, og lige skidt virkede det. Uanset om Alvarez formelt var centreforward eller en af to 10’ere sammen med Foden, så mangler angrebet i den grad en uroskabende striker inde i modstanderens felt. Akkurat som Cato den Ældre afsluttede alle sine taler i det romerske senat med ordene, »I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges«, så vil jeg vedvarende fremføre, at City mangler en rigtig centreforward-vikar for Haaland. Det behøver ikke at være en der høvler mål ind på stribe, men bare en, der trods alt udgør en trussel og kan trække en forsvarsspiller eller to til sig. Hverken Julian Alvarez eller Oscar Bobb, alle deres øvrige fortræffeligheder til trods, udfylder denne rolle.
En anden bekymrende iagttagelse i lørdags gælder defensiven. Tidligere var historien som regel den, at City kom bagud i løbet af første halvleg, tog sig sammen i pausen og sikrede sejren senest i overtiden. Men i den senere tid har vi flere gange sat føringer helt eller delvist over styr. Lågen er tilsyneladende faldet af Peps køleskab, så bolden lige så stille triller ud igen. I lørdags kunne vi ikke engang undskylde os med Rodris fravær, og selv Akanji var der ikke til at skyde skylden på.
Det er svært at pege på en simpel problemfaktor i defensiven, men måske skyldes det en sum af flere mindre forhold. Gvardiol har indtil videre ikke gjort noget godt for defensiven, og det fungerede ærligt talt bedre, da Aké legede venstreback, selvom hollænderen nærmest intet har at byde ind med offensivt. Kyle Walker så med sit nye anførerbind ud til at have fundet sin tredje eller fjerde ungdom da sæsonen startede op, men han har faktisk ikke været voldsom god i de seneste par måneder, i nogle kampe endog decideret ringe. Den defensiv-centrale midtbane savner Gündogan og De Bruyne, for selvom deres fokus primært var offensivt, så gjorde deres boldfasthed, at modstanderne havde umådelig svært ved at komme igennem på midtbanen. Når Stones eller Bernardo supplerer Rodri på midten hjælper det en del, men Stones har været længe ude og er nu tilbage i forsvaret, mens Bernardo i de senere kampe har været rykket ud på højrewingen igen, hvor hans boldbesiddende kvaliteter i vidt omfang bliver spildt.
Man kan com citynist håbe på bedre tider, når De Bruyne, Haaland og Doku er tilbage. Selvom man godt kan have sin tvivl om, hvorvidt vi nogensinde får den gamle KDB tilbage. Men med tanke på fremtidens skader og karantæner, så ville det nu stadig være dejligt med en rigtig venstreback, en boldsikker mand på den centrale midtbane og en reserve-centreforward. SÅ ville vi måske kunne håbe på lidt mere end en uafgjort - i hvert fald på de gode dage.
2-2 hjemme mod Crystal Palace er eddermame ikke særlig godt! Specielt ikke når man fører med 2-0 med et kvarter igen, og stadig har en 2-1-føring når man går ind i overtiden. Og da endnu mindre, når man få timer efter kampen sætter sig ombord i flyet til Riyadh for som forsvarende treble-mestre at spille vm for klubhold. Der er satenrendeme ikke meget verdenmester over Manchester Citys spil i øjeblikket, hvilket der ikke har været i halvanden måned nu. I de seneste seks PL-kampe er det blevet til én snæver sejr over oprykkerne fra Luton Town, derudover udelukkende pointtab.
Det er selvsagt dybt frustrerende at se sit hold smide en tilsyneladende sikker føring i det sidste kvarter, og sågar se den endeligt forsvinde med et begået straffespark i det sidste minut af tillægstiden. Den eneste trøst er, at det da i det mindste ikke skete på en tvivlsom hands-kendelse efter 10 minutters VAR-votering, men ved at Phil Foden for fuld kraft flækkede benene væk under en Palace-spiller dybt inde i feltet med ½ meters afstand til bolden. Det var da en strafbar tackling, der var til at forstå. Ikke voldsomt kløgtigt at vores Stockport Iniesta, nej, men trods alt nemmere at leve med end en uforsætlig hands eller en krænkende berøring på armen.
Men hvad er egentlig problemet med City i denne sæson? I lørdags spillede vi sådan set fornuftigt nok frem til det sidste kvarter, hvor det i vidt omfang lignede det gode gamle City-spilovertag med hurtig boldomgang. Det var dog begrænset hvad det endte ud med af reelle målschancer, og på dem vi fik, var effektiviteten ikke særlig høj. Bedømt på spilovertag burde vi vel have ført 4-0 efter den første time, men måtte nøjes med det halve på måltavlen. Begge scoringer måtte endda gennem var-tjek, og absurd nok stod Grealish faktisk offside med benene ved den første scoring, men blev reddet af en voluminøs bagudstrittende numse fra en CP-forsvarsspiller.
Man kan diskutere om City spillede med en 3-1-offensiv med Alvarez længst fremme eller med fire mand på linje; officielt gjaldt det første, mens jeg så det som det sidste. Men forskellen er sådan set også den samme, og lige skidt virkede det. Uanset om Alvarez formelt var centreforward eller en af to 10’ere sammen med Foden, så mangler angrebet i den grad en uroskabende striker inde i modstanderens felt. Akkurat som Cato den Ældre afsluttede alle sine taler i det romerske senat med ordene, »I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges«, så vil jeg vedvarende fremføre, at City mangler en rigtig centreforward-vikar for Haaland. Det behøver ikke at være en der høvler mål ind på stribe, men bare en, der trods alt udgør en trussel og kan trække en forsvarsspiller eller to til sig. Hverken Julian Alvarez eller Oscar Bobb, alle deres øvrige fortræffeligheder til trods, udfylder denne rolle.
En anden bekymrende iagttagelse i lørdags gælder defensiven. Tidligere var historien som regel den, at City kom bagud i løbet af første halvleg, tog sig sammen i pausen og sikrede sejren senest i overtiden. Men i den senere tid har vi flere gange sat føringer helt eller delvist over styr. Lågen er tilsyneladende faldet af Peps køleskab, så bolden lige så stille triller ud igen. I lørdags kunne vi ikke engang undskylde os med Rodris fravær, og selv Akanji var der ikke til at skyde skylden på.
Det er svært at pege på en simpel problemfaktor i defensiven, men måske skyldes det en sum af flere mindre forhold. Gvardiol har indtil videre ikke gjort noget godt for defensiven, og det fungerede ærligt talt bedre, da Aké legede venstreback, selvom hollænderen nærmest intet har at byde ind med offensivt. Kyle Walker så med sit nye anførerbind ud til at have fundet sin tredje eller fjerde ungdom da sæsonen startede op, men han har faktisk ikke været voldsom god i de seneste par måneder, i nogle kampe endog decideret ringe. Den defensiv-centrale midtbane savner Gündogan og De Bruyne, for selvom deres fokus primært var offensivt, så gjorde deres boldfasthed, at modstanderne havde umådelig svært ved at komme igennem på midtbanen. Når Stones eller Bernardo supplerer Rodri på midten hjælper det en del, men Stones har været længe ude og er nu tilbage i forsvaret, mens Bernardo i de senere kampe har været rykket ud på højrewingen igen, hvor hans boldbesiddende kvaliteter i vidt omfang bliver spildt.
Man kan com citynist håbe på bedre tider, når De Bruyne, Haaland og Doku er tilbage. Selvom man godt kan have sin tvivl om, hvorvidt vi nogensinde får den gamle KDB tilbage. Men med tanke på fremtidens skader og karantæner, så ville det nu stadig være dejligt med en rigtig venstreback, en boldsikker mand på den centrale midtbane og en reserve-centreforward. SÅ ville vi måske kunne håbe på lidt mere end en uafgjort - i hvert fald på de gode dage.