Ovenpå kampen
Man kan mene meget om FIFAs såkaldte vm for klubhold, men det har tydeligvis en positiv effekt på City-spillernes humør at komme en tur ned til varmen og solen og støtten fra titusindevis af (overvejende ikke-engelske) fans – og til smagen af en sikker sejr! Det er lidt svært at afgøre, om de asiatiske championsleague-mestre fra Urawa Red Diamonds ikke var så gode som frygtet eller om City bare var mesterlige i aften, men der var ganske enkelt aldrig tvivl om udfaldet af en kamp, som City dominerede totalt. Alle City-spillerne gjorde det godt, selv Ederson, der trods den store spildominans måtte diske op med en sublim tackleredning i slutminutterne. Selvom alle de lyseblå (der her til aften var i den hvide poloshirt og de bourgognefarvede shorts) var til karakter med pil opad, så var der alligevel en håndfuld der udskilte sig yderligere positivt. Det var en nydelse at se Stones tilbage i sin gamle vekselrolle på den defensive midtbane ved siden af Rodri. Pep kørte i dag med en ny variant af den offensive firemandslinje, hvor Grealish og Bernardo tog flankerne, mens Foden, Nunes og Kovacic på skift cirklede rundt på på den centrale og offensive midtbane i en grad, så de stakkels rundforvirrede japanere dårligt vidste, hvorhenne på banen de selv var. Alle tre City-spillere nød tilsyneladende denne karrusseltaktik, men hvor Foden bare var god som altid og Nunes fortsatte de meget opløftende takter fra Røde Stjerne-kampen, så løftede Kovacic sit spil til det bedste hidtil i City-trøjen, hvilket kronedes med et forrygende gennembrudsmål. Hvis det her er noget de kan fortsætte med i resten af sæsonen, er mesterskabet måske alligevel ikke helt tabt endnu. Med en halv time igen kom Alvarez og Bobb ind i stedet for Foden og Bernardo. Dette gjorde ikke livet lettere for japanerne, idet Bobb nærmest legede Doku ude på højrewingen, og mere og mere pifter luften ud af alle spekulationer om hvem Txiki skal hente ind til højrewingen. No need to, we got Bobb! Alvarez huggede det ene skud på mål efter det andet, og havde det ikke været for Urawas yderst kompetente veteranmålmand Nishikawa, kunne Citys sejrscifre sagtens have været dobbelt så store. Alt i alt en opløftende City-aften på King Abdullah Sports City i Jeddah – hvor aftenens største tilskuerbrøl i øvrigt kom, da storskærmskameraet zoomede ind på Erling Haaland, der fra bænken smilede og vinkede ud til folket. Elvis was in the building!