Redigeretsøn 21. apr 2024
Dagen derpå
Så fik Man City løst billet til en finale på Wembley. Det blev ikke den europæiske 1. juni, men den anden 25. maj i FA-regi, hvor det i eftermiddag afgøres om modstanderen bliver Coventry eller de røde naboer – muligheden foreligger således for en gentagelse af sidste års FA Cup-finale.
Citys indsats bar præg af, at holdet tre dage forinden havde været ude i 120 minutter plus straffespark imod Real Madrid. Især nøglespillere som Walker, Rodri, De Bruyne og Bernardo Silva virkede mærkede i både krop og tanke. Det var værst i første halvleg, hvor Walker, KDB og Bernardo trods alt fik kæmpet sig op på et acceptabelt niveau i anden, og den belgiske talisman skal have ros for ufortrødent at kæmpe for sagen i alle 90 minutter, selvom han mislykkedes med omkring tre ud af fire af sine aktioner.
Af onsdagens kombatanter klarede Foden sig noget bedre, uden ligefrem at være funklende, og Akanji og Grealish var i mine øjne decideret gode. Jeg skal dog lige vænne mig til Smukke Jacks nye frisure, der i mit hoved giver helt forkerte associationer til David Beckham. Grealish var i øvrigt svært sur på dommerkvartetten, som han mente tillod Chelsea-spillerne at gå alt for hårdt til ham, ikke mindst Caicedos spark over knæet med knopperne forrest, der førte til en nødtvungen udskiftning efter godt en time; at den ikke gav gult, kan vist kun skyldes, at Caicedo havde gult i forvejen. Der er endnu ingen meldinger om, hvorvidt Grealish er sluppet med et slag og eventuelt kan være klar igen på torsdag mod Brighton.
Selvom Stones ikke var med i onsdags, var han nok den, der så mest mærket ud, og han havde voldsomme problemer med at holde styr på Nicholas Jackson i første halvleg. Forsvaret blev langt bedre efter pausen, hvor Dias kom ind i stedet for Stones, og hvor Akanji overtog spilleren med det smølfefarvede hår. Af de øvrige nye i defensiven siden Madrid-kampen gjorde både Ortega og Aké det aldeles upåklageligt.
Mindre vellykket var Alvarez’s vikartjeneste for Haaland. Jeg skal nok prøve at lade være med at skamride min gamle kæphest endnu en gang, men ligeså fremragende Julian Alvarez er som falsk 9’er, 10’er, højrewing eller sågar 8’er, ligeså værdiløs er han som fremskudt 9’er. Selvom han spæner rundt som en flue i en flaske (okay, fluer i flasker spæner sjældent, men meningen burde fremgå), så fører det konsekvent til absolut ingenting, og han ender med at forvandle sig fra Spiderman til Invisible Man. Når Haaland ikke er til rådighed, så burde vi så længe vi ikke har nogen anden rigtig centreforward i truppen (hvor højrewingen Bobb p.t. er det bedste bud) efter min mening helt afholde os fra at spille med en 9’er-position, og så bare køre med en offensiv 5-mandsfrontlinje i næste geled; det virkede trods alt inden yetiens ankomst.
Endelig et par ord om Jeremy Doku. At sætte den fodrappe belgiske venstrewing ind i midten af anden halvleg over for en træt højreback hos modstanderen, burde næsten være i modstrid med Geneve-konventionen. Doku gjorde nærmest hvad der passede ham, og når der engang kommer lidt mere kvalitet på slutproduktet, kan det altså blev vildt.
Det var som bekendt Citys køb af Doku, der som konsekvens betød, at Cole Palmer ville sælges til Chelsea. Og efter at have set knægten fra Wythenshawe hudflette stakkels Everton sidste weekend, kunne man som lyseblå godt have bange anelser om, hvad den fortabte søn kunne finde på at gøre ved et CHL-slidt City-mandskab – lidt ligesom når den bortrejste søn finder ud af at man har omdannet hans gamle værelse til systue og billardrum. Men der var ikke meget sus i Palmer’n igår, faktisk glemte jeg i lange perioder af kampen at han overhovedet var med, hvilket vel må krediteres især Akanji i første og Dias i anden halvleg – og måske i virkeligheden også Rodri igennem hele kampen.
Summa summarum: Altid fedt at slå Chelsea. Og endelig lykkedes det så i denne sæson!
FINALE, O-OH! FINALE, O-O-O-OH!