Redigeretman 29. apr 2024
Mens vi venter på dommen, så kan man jo lege at verden stadig er normal, og begynde at se frem mod sommerens transfervindue. Den kommende uge byder på fem dages afspadsering for City, så for nu at fylde tomrummet ud med noget, vil jeg bruge dagene på at kloge mig på, hvor Pep & Co. efter min mening burde overveje at forstærke holdet, samt hvilke lyseblå transferrygter der rent faktisk florerer i både ind- og udgående retning. Den nok så berygtede pølsevogn på City-torvet er fortsat permanent lukket i forretningsmæssig forstand, men i det smukke forårsvejr er jeg trukket over på skrotpladsen med en klapstol og pose guldøl, som jeg deler med junkierne, der er flyttet ind i vognen, så med lidt god vilje kan man godt kalde det Nyt fra den nedlagte pølsevogn (1/5).
Hvor er Manchester Citys primære behov for at forstærke sig? Det afhænger selvfølgelig af, hvem der måtte forlade klubben til sommer, men hvis vi i første omgang tager udgangspunkt i en status quo, så har der sæsonen igennem efter min vurdering først og fremmest været brug for en venstreback og for en vikar for Rodri på den defensive midtbane. I næste prioritetsrunde ville det også være godt med en reserve for Kyle Walker på højrebacken; en rigtig højrewing; og en reserve for Haaland på centreforward-pladsen. Jeg lægger ud med backpladserne.
Eftersom Pep Guardiola til stadighed spiller med en firebackkæde og med en midtbane uden wingbacks, så er systemet umiddelbart lagt op til at være baseret på to fullbacks på højre- og venstrekanten. Mens Walker ubestrideligt er en klassisk fullback på højrekanten, så råder vi reelt set ikke over én eneste naturlig venstreback i truppen, hvilket efter min opfattelse er et problem. På papiret har vi ganske vist en i form af Sergio Gomez, men selvom den 23-årige spanier blev hentet til klubben som afløser for Cancelo, så er han reelt overhovedet ikke hjemmehørende på backpladsen, men er derimod ganske kapabel på venstresiden af den offensive midtbane. Siden Cancelo blev udlejet forrige vinter til først Bayern og siden Barcelona, så har venstrebacken været spillet af Nathan Aké og (i denne sæson) Josko Gvardiol. Ingen af dem er imidlertid fullbacks af natur, men derimod centrebacks, og Gvardiols noget slidsomme indkøring på City-holdet er givetvis ikke blevet lettere af, at Pep har insisteret på at bruge ham ude på venstrekanten. I de seneste kampe har der imidlertid været tegn på, at omskolingen måske er begyndt at lykkes, så det kan være, at Pep har ret og at kroaten vitterligt er løsningen på sigt. Tilmed er Gvardiol også ved at udvikle sig til en veritabel målmaskine med scoringer i tre af de seneste fem kampe – senest på hovedstød mod Forest.
På højreback er behovet knapt så udtalt, idet vi jo har Kyle Walker, men Citys gæve anfører er immervæk 33 år og er næppe løsningen for nogen længere fremtid. Formelt set har vi her en reserve i 19-årige Rico Lewis, men når Pep har brugt ham er det næsten altid som ”inverteret højreback”, hvor han reelt spiller defensiv midtbane, hvis han da ikke ligefrem bruges som en slags inverteret wingback længere fremme på banen. Og man må også bare være ærlig og sige, at mens Lewis er en umådelig spændende spiller offensivt, så er hans defensive kvaliteter ikke imponerende.
Ikke desto mindre må det konstateres, at rygtemøllen ikke nævner nogen fullbacks på vej til Etihad – hverken til venstre- eller højresiden.
Tværtimod lyder det ret konsekvent, at en af verdens bedste fullbacks er på vej væk fra City. 29-årige Joao Cancelo ragede angiveligt uklar med Pep Guardiola for 1½ år siden, efter en i øvrigt rædderlig efterårssæson for City, og blev derfor først udlånt til Bayern München og har siden i sommers været udlånt til sin proklamerede yndlingsklub Barcelona. Der vil han gerne fortsætte, og catalanerne lyder også til gerne at ville beholde ham, selvom han på det seneste har fået en del kritik for et par uheldige manøvrer i kampene mod PSG og Real Madrid. Cancelo har spillet 36 kampe for Barça, ligeligt fordelt på de to kanter, og scoret 4 mål (2 fra hver side) og lavet lige så mange assists. City har kontrakt med portugiseren frem til 2027, og treble-mestrene har ifølge Mundo Deportivo meddelt Barcelona, at de kan overtage ham for €30m. Catalanerne meldes at have svaret, at de vil give €15-20m, eller forlænge lejemålet med en købsoption til næste sommer. Den idé huer ikke rigtig City-ledelsen, der så hellere vil sælge ham til Saudiarabien for €40m, hvilket der ifølge Sport er mulighed for, men det går Cancelo næppe med til. Så umiddelbart peger pilen nok mest på et nyt udlån. I teorien kunne City også bare hente Cancelo hjem til at udfylde det hul han efterlod på venstreback-pladsen, men dét er der absolut ikke noget der tyder på vil ske.