Nyt fra den nedlagte pølsevogn (3/5: Offensiv midtbane)
Tre ting er sikre omkring sommeren: Det dårlige vejr starter med skoleferien; jeg kommer til at bruge alt for meget tid på at se Tour de France; og vi får et nyt afsnit af transfersagaen om Bernardo Silva. De seneste to somre har det næsten været sikkert og vist, at den lille portugiser ville skifte til nye græsgange, først og fremmest Barcelona, men også PSG har været et ofte nævnt bud. Efter treble-sejren i fjor lignede det også det perfekte tidspunkt at runde City-tiden af på og starte et nyt kapitel, og at dette også var alment formodet blandt Bernardos medspillere fremgår af et viralt videoklip, hvor en fugtig Jack Grealish i den lyseblå party-dobbeltdækkerbus ømt synger ”Please Don’t Go!” med foldede hænder foran ham. Måske har sangen gjort indtryk, for den 23. august kom den overraskende melding, at Bernardo Silva havde forlænget kontrakten med City, så den nu går til 2026. Dog også med den lille indbyggede detalje, at den nye aftale indeholder en frikøbsklausul lydende på £50m, som træder i kraft straks ved denne sæsons afslutning. Hvis man ikke tror så meget på Grealish’s overbevisende sangevner, kunne en mere kynisk tolkning lyde, at Bernardo havde indset at økonomien i Barça ikke ville muliggøre et skifte i sommers, hvorfor han valgte en fortsat ordning med City, der holdt en dør åben for catalanerne, når der måtte blive råd. Spørgsmålet er så, hvornår den catalanske cigarkasse kan finde £50m at frikøbe portugiseren for? Der er selvfølgelig også andre bejlere på markedet, men det virker til at Bernardo reelt udelukkende er interesseret i Barcelona. Angiveligt kom der i sommers bud fra PSG og Al-Hilal i omegnen af €75-80m, og saudierne tilbød ham en løn på €500.000 om ugen – det tredobbelte af hvad han dengang fik i Manchester. Alligevel blev der takket nej. I PSG var Mbappe angiveligt en af hovedkræfterne bag bestræbelserne på at få Bernardo til Paris, så det kan være, at den parisiske interesse nu er kølnet, men til gengæld har Real Madrid nu meldt sig blandt medbejlerne ifølger Daily Mail. Personligt tror jeg, at Bernardo Silva forlader City, når/hvis han kan komme til Barcelona; andre klubber bliver kun interessante, hvis han erkender, at et Barça-skifte ikke kommer til at ske. Han har i den forgangne sæson lyst op i glimt, men generelt er han et stykke fra sit topniveau, og det virker som om, at det ville være bedst for alle parter, hvis han kunne komme videre og finde ny inspiration andetsteds – og helst hos Blaugrana.
HVIS Bernardo Silva forlader City til sommer, så kan man ikke rigtig sige, at han efterlader noget blødende tomrum på Citys offensive midtbane. Denne vil fortsat være dækket ind af Kevin De Bruyne, Phil Foden og Mateus Nunes, med muligt supplement fra de omkringliggende områder af Julian Alvarez, Mateo Kovacic, Rico Lewis og Sergio Gomez. Ja, selv Jack Grealish har vist, at han ville kunne spille derinde. Dertil har City adskillige store talenter fra Akademiet til netop denne del af banen, som i øjeblikket er udlånt til andre klubber for at få noget spilletid; af disse kan først og fremmest nævnes 21-årige James McAtee udlejet til Sheffield United.
Så det er altså ikke ligefrem fordi situationen skriger på nye indkøb til Citys offensive midtbane, end ikke hvis Bernardo rejser. Ikke desto mindre er det netop her, rygtemagerne er mest flittige til at komme med spændende bud på indgående City-transfers. Mest opmærksomhed er rettet imod Lucas Paquetá fra West Ham. Ubekræftede rygter berettede sidste sommer, at City havde tilbudt The Hammers £80m for ham og de personlige betingelser var aftalt med spilleren. Men så kom anklagerne om bettingsvindel ifm. tre suspekte advarsler, som FA stadig undersøger, hvilket længe kostede Paquetá pladsen på det brasilianske landshold, men David Moyes har ufortrødent brugt ham i West Ham. I denne sæson er det blevet til 40 kampe med 8 mål og 7 assists. Citys interesse for Paquetá er angiveligt som afløser for Bernardo på den offensive og til dels centrale og måske sågar defensive midtbane, men Moyes har næsten lige så tit brugt ham som venstrewing. Den 26-årige brasilianer er da også venstrefodet og generelt stærkest i venstresiden af banen. Den fortsat uafsluttede bettingsag har sat Citys interesse på hold, men som sådan ikke kølnet Pep Guardiolas begejstring for Paquetá, hvis sagen snart kan blive afsluttet, og ifølge The Telegraph er han Citys foretrukne midtbanetransfer. Paquetá synes også selv ganske positiv for et skifte til City, og i starten af april kunne Foot Mercato berette, at en personlig aftale mellem parterne var på plads. Han har dog kontrakt med West Ham til 2027, men der meldes at træde en frikøbsklausul i kraft til sommer på £86m. Også PSG og flere SPL-klubber siges at være interesserede.
Et andet varmt navn på Citys midtbane-rygtebørs er Jamal Musiala fra Bayern München. Den 21-årige tysker med engelsk statsborgerskab er primært at betegne som offensiv midtbanespiller, og regnes for et af Europas største talenter på denne position. Han har allerede et væld af kampe under bæltet for de tyske rekordmestre, hvor det i denne sæson foreløbig er blevet til 12 mål og 8 assists i 37 kampe; sæsonen før blev det til 47 kampe, 16 mål og 16 assists. Bayern-ledelsen har hele sæsonen arbejdet på at forlænge hans nuværende kontrakt, der løber til 2026, men ifølge min gamle ven pølsemandens bayrerske insiderkilder er der knaster i processen, hvilket bl.a. handler om forholdet til træner Tuchel, som den unge selvbevidste spiller ikke mener viser ham den fornødne anerkendelse. Dertil synes Musiala også bare generelt tiltrukket af tanken om et skifte til en topklub i Premier League, hvor den primære udfordrer til City synes at være Liverpool, mens Real Madrid, Barcelona og PSG står klar med kontrakttilbud på kontinentet. Men så sent som for et par uger siden vurderede The Independent, at City ligner det bedste bud på en vinder af en budkrig, hvor Manchester Evening News tidligere har vurderet, at en transferpris vil komme til at ligge i omegnen af £80m.
Så der er sådan set nok at bruge pengene på for City i denne sommer. På en ny offensiv midtbanespiller, som vi strengt taget ikke har voldsomt behov for. Hvis ellers FFP-regnskabet tillader det. Og man skal jo nok ikke forvente, at Akademiet indbringer £100m i salgsindtægter denne sommer, som det gjorde sidst...