Nyt fra den nedlagte pølsevogn (5/5: Fremtiden)
Så er jeg nået til sidste epos i optaktsserien om Man Citys forestående sommertransfervindue, hvorefter de nye beboere i den lyseblå pølsevogn på skrotpladsen atter kan få lov at varme deres skeer i fred. Dagens måske nok lidt vidtrækkende rubrik ”Fremtiden” dækker over en lille håndfuld ganske unge spillere, som der enten allerede er tegnet kontrakt med eller som der angiveligt er kontraktplaner for. Denne gennemgang inkluderer IKKE de mange unge City-spillere, der aktuelt er på udlån i andre klubber (med én enkelt undtagelse) og heller ikke akademispillere uden tilknytning til førsteholdet.
Vi lægger ud med forårshalvsæsonens første City-kontraktforlængelse, der blev indgået i slutningen af februar med 20-årige Oscar Bobb, så parterne nu har papir på hinanden frem til 2029. Norske Bobb kom til City fra Vålerenga i 2019 og har siden taget turen op gennem akademirækkerne. Han fik sin debut på førsteholdet i indeværende sæson den 2. september med et minut mod Fulham og fik en hel halvleg senere samme måned mod Wolves, mens det helt store gennembrud kom i december, hvor Bobb spillede hele CL-kampen mod Røde Stjerne og sågar scorede et mål. Samlet er det blevet til 25 kampoptrædener i denne sæson (med godt 800 minutters spilletid ialt), med 2 mål og 2 assists. Bobb er som udgangspunkt højrewing, men hos Pep er han lige så ofte blevet anvendt som egentlig centreforward, ofte som afløser for Haaland. Især når Oscar Bobb er inde samtidig med Rico Lewis, giver deres vævre driblinger og hurtige indbyrdes pasningsspil ofte modstanderforsvarene problemer.
Et af fremtidens store navne til Man Citys offensive midtbane (apropos indlæg og diskussion i onsdags) går efter alt at dømme i øjeblikket på græs i Argentina hos River Plate. 18-årige Claudio Echeverri har af Transfermarkts Sydamerika-ekspert Scott Christensen fået vurderingen »He is without a doubt the biggest talent in Argentina!« Echeverri er offensiv midtbanespiller og minder i statur, teknik og spillestil en del om Messi. ”El Diablito” er særdeles målsøgende, og slog for alvor sit navn fast i spejdernes bevidsthed, da han i forrige års U17 VM-semifinalesejr på 3-0 over Brasilien scorede alle Argentinas mål. I januarvinduet tegnede Manchester City en kontrakt med Echeverri gående frem til 2028 for et transferbeløb på €18½m. Men som en del af aftalen med River Plate fortsætter han i Buenos Aires-klubben på udlån sæsonen ud, hvilket i Argentina vil sige frem til udgangen af 2024. Og meldingen fra de argentinske højsletter er, at vores lille guldkalv trives og har det godt. Han scorede sit første professionelle mål i midten af marts i en ligakamp mod Gimnasia. Debutantmålet var et imponerende et af slagsen, hvor han fra kanten af feltet satte to modstandere af med sine driblinger og smækkede bolden op i nettaget fra en yderst spids vinkel. Ikke ulig hans erklærede forbillede Sergio Aguero, der i øvrigt overværede kampen på stadion og applauderede målet med en cool-emoji på X. En måned senere scorede Echeverri igen i en Copa Libertadores-kamp mod uruguayanske Nacional. Sammenlagt har han på nuværende tidspunkt i 2024-sæsonen spillet 13 kampe for Rive Plate og foruden de 2 mål også lavet 2 assists. Det er således planen, at Claudio Echeverri tager turen over Atlanten ved indgangen til 2025, men han kommer ikke nødvendigvis direkte til Manchester. Ifølge Radio Continental er det snarere sandsynligt, at han starter tiden i Europa på udlån hos CFG-partnerne i Girona FC.
Efter at have sikret sig Echeverri, synes Citys sydamerikanske spejderkorps’ fokus nu rettet på 18-årige Gustavo Nunes fra brasilianske Gremio. Eller Gustavinho, som de kalder ham på de kanter. Han vil i givet fald blive endnu en venstrewing til samlingen (Grealish, Doku og evt. Savio), en højrebenet en af slagsen, der i øvrigt har Neymar som sit erklærede idol. Det hævdede brasilianske stortalent påkaldte sig europæisk og især engelsk opmærksomhed i starten af foråret, da han scorede en bunke mål i en pokalturnering for Gremios ungdomshold, og nu står hans navn angiveligt på notesblokken hos klubber som Man United, Liverpool, Arsenal, Wolves og Norwich – samt Man City. Mens bl.a. Daily Mail ser United som favoritter til at sikre sig ’lille Gustav’, mener The Sun, at City gør klar til at snuppe ham for næsen af Arsenal; ”Not gunner happen”, som de kækt skriver om London-klubbens forhåbninger. Faktisk mener avisen at vide, at City-ledelsens agenter i Brasilien står klar med et kontrakttilbud og en transfersum på £18m lige så snart sommerens transfervindue åbner. Helt så rygende som Nunes har været på ungdomsholdet har han dog ikke set ud i sine foreløbig 7 førsteholdskampe, hvor det er blevet til en enkelt assist som indskifter i en Copa Libertadores-kamp mod Estudiantes.
Vi slutter af helt nede i varmekassen med kuvøseguf i form af blot 14-(fjorten!)årige Cavan Sullivan fra Philadelphia Union, som Manchester City i forgårs fik papir på. Aftalen, der reelt har været på plads siden midten af marts, er dog lidt kringlet, idet det purunge amerikanske supertalent nominelt har tegnet kontrakt med Philadelphia Union, men med en eksplicit klausul om, at han overgår til Manchester City, når han fylder 18 år. Denne forhåndsret har City ifølge The Athletic betalt $5m ($2+3m) for. Ordningen skyldes, at han som 14-årig amerikaner lovmæssigt simpelthen ikke kan forpligte sig kontraktligt til oversøiske klubber. Eftersom unge Sullivan også har tysk statsborgerskab, kunne han dog formelt set godt flytte til EU allerede når han fylder 16, og derfor har der tidligere været spekuleret i, at han om to år skulle tilknyttes CFG-klubben Lommel SK i Belgien. Men det ville betyde, at Philadelphia Union ikke ville være berettiget til noget transfer fee, hvorfor det nu er blevet, som det er. Den amerikanske klub har foruden fee og add-on bonusser også fået indskrevet en videresalgsbonus i aftalen med City. Og hvad skyldes så al denne hype over en snottet knægt fra en skolegård i det nordøstlige USA? Jo, han er blevet udråbt som intet mindre end verdens bedste fodboldspiller på 14 år! (Så, Pool Boys, burde jeres amerikanske ejerskab ikke have været mere vågne her? ;D) Positionsmæssigt har han det bedst på den offensive midtbane (bemærk, Nick, her har vi endnu én), men han kan også begå sig som second striker og venstrewing (venstrefodet). Han bliver især berømmet for sin evne til at se og skabe muligheder, hvor der reelt ingen er – altså sådan lidt De Bruyne-agtigt. Amerikanerne sammenligner ham med Pulisic. Cavan Sullivan har for nylig ført USAs U15-hold til et nordamerikansk mesterskab, hvor han blev kåret til turneringens bedste individuelle spiller. I det daglige har han spillet på sin klubs U17-hold, men fik debut på de voksnes andethold i marts (og kvitterede ved at lave en assist) og han forventes at rykke op på førsteholdet (der vel og mærke spiller i MLS) senere i år. Og jeg gentager lige: Han er 14 år! »I like that young stuff!«, som forsangeren i Motörhead, Lemmy Kilmister, så rammende udtrykte det på sangen ”Jailbait”. Indeed, get ’em while they´re young...
God weekend!