Så er det atter kampnat for Manchester City! I aften kl. 23:30 (eller når vi engang bliver klar) møder vi Chelsea FC i sommerens fjerde testkamp, der finder sted på Ohio Stadium i Columbus (Ohio, USA).
City har ikke just haft nogen forrygende pre-season-kampagne i USA so far, med nederlag til Celtic og Milan, og uafgjort mod Barcelona (fulgt af tabt straffesparkskonkurrence). Pep Guardiolas mandskab bærer dog også præg af mange manglende stamspillere; af alle spillerne, der var med deres landshold til EM eller Copa America (eller nu OL), har kun kroaterne Gvardiol og Kovacic sluttet sig til truppen. Dertil er Haaland rendt ind i en skade i Barca-kampen, og forventes derfor ikke med mod Chelsea i nat; utvivlsomt til tilskuernes store skuffelse. Og bare for god ordens skyld, så er Savinho i England og indgår derfor heller ikke i truppen.
Med kun en uge tilbage til Community Shield-kampen mod United er vi vel efterhånden ved at være nået dertil, hvor Pep burde overveje at skrue ned for eksperimenterne og prøve sin stærkeste opstilling af, ud fra de forhåndenværende søm. Efter min vurdering, taler det for en startopstilling i stil med dette:
Ortega/Ederson
Lewis - Doyle - Gvardiol - Wilson-Esbrand
Perrone - Kovacic/O’Reilly
McAtee
Bobb - Hamilton - Grealish
Ederson har fået meget spilletid i USA, uden at have gjort det specielt godt. I mine øjne er Ortega aktuelt den bedste af de to, men førstevalget i dag afhænger nok af, hvem Pep vil stille med mod United.
Callum Doyle har gjort det så godt i de tre første testkampe, at han fortjener en plads i midterforsvaret igen. Her ville jeg foretrække at sætte Gvardiol ind som hans makker, og så bruge unge Wilson-Esbrand ude på venstrebacken, hvor han ligeledes har gjort det hæderligt. Men jeg frygter at Pep endnu engang vil forsøge sig med Phillips som centreback ved siden af Doyle, med Gvardiol på venstrebacken. Selvom Rico Lewis har erklæret, at han foretrækker at spille midtbane frem for fullback, så er der reelt ingen alternativer til ham på højrebacken.
Af alle dem Pep har prøvet i USA som afløser for Rodri på 6’eren, har Maximo Perrone i mine øjne klart gjort det bedst. Om Pep er enig, er en anden sag. O’Reilly er måske den af de unge, der i størst grad har imponeret, så jeg gætter på, at han vil få den ene af halvlegene på 8´eren, mens Kovacic får den anden.
I mangel af KDB og Foden ligner det endnu en chance for James McAtee på 10’eren, hvor han da også har gjort det aldeles hæderligt indtil nu.
Med Haaland ude ligner det en angrebstrio bestående af Bobb, Grealish og Hamilton. Men hvem skal tage nordmandens plads i midten? Min vurdering er, at Oscar Bobb klart er den mest egnede striker af de tre, og man kunne så sætte Grealish på venstre og Hamilton på højre. Men Bobb har indtil videre også været holdets klart mest kreative og teknisk udfordrende spiller, så spørgsmålet er, om disse sider går lidt tabt ved at placere ham inde foran mål? I givet fald bør han i hvert nok anvendes som en falsk nier. Alternativt kunne man også beholde Bobb ude på højrewingen, og så lade enten Grealish eller Hamilton stå centralt – Hamilton i så fald som 9’er og Grealish som falsk nier.
Vi får at se, hvordan Pep har kastet de saltede oliven på terrassebordet til aften. Uanset hvad, laver han garanteret om på det i løbet af kampen...
Have a good one – og lad os nu for pokker prøve at vinde en af de rådne testkampe...!