Pre-season status (1/3)
Manchester Citys pre-season 24/25 er slut. Det har været en sommer præget af EM, Copa America og OL, samt den for City laveste transferaktivitet (opgjort i penge brugt på indkøb) siden 2006. Seks spillere har forladt truppen, hvoraf kun Sergio Gomez reelt har været en del af førsteholdstruppen. Én spiller er kommet til i form af Savinho. Alligevel har Pep Guardiola ikke haft ret mange af sine stamspillere til rådighed henover sommeren, idet hele 13 spillere har afholdt sen sommerferie pga. slutrunder med deres respektive landshold: Walker, Stones, Akanji, Dias, Aké, Gvardiol, Rodri, Kovacic, De Bruyne, Foden, Bernardo Silva, Alvarez og Doku. De to kroater sluttede sig til halvejs i Citys pre-season-kampagne, mens resten først nu begynder at tjekke ind i den kommende uge op til Community Shield-kampen næste weekend. Når det alligevel lykkedes Pep at bringe 27 spillere med sig på den netop overståede to uger lange træningstur i USA, skyldes det, at to tredjedele af truppen talte unge akademi- og udlejningsspillere uden nogen realistisk chance for at spille sig på førsteholdet til den kommende sæson.
Citys testkampresultater har været derefter. Touren indledtes med nederlag mod Celtic (3-4) og Milan (2-3), en næsten uafgjort mod Barcelona (2-2, 3-6 efter straffesparksafgørelse) og til sidst en tiltrængt sejr over Chelsea i nat (4-2).
Og hvad har vi så kunnet lære af Citys amerikanske pre-season-kampagne – hvis overhovedet noget? Formationsmæssigt har der ikke været meget nyt under solen. Det vildeste var vel, at Pep i første halvleg af Milan-kampen brugte Rico Lewis som inverteret venstreback, hvilket gik præcis lige så galt som det har gjort ved tidligere forsøg.
Med alle tre målmænd til rådighed kunne turen potentielt have givet et praj om, hvorvidt Ederson eller Ortega bliver den kommende førstemålmand. De fik hver især fire halvlege, hvori Ederson lukkede 6 mål ind og Ortega 4. Mens Ortega ikke rigtig kan klandres for sine indgående mål, der alle skyldtes fejl i forsvaret foran ham (bl.a. 3 x Phillips), så så Ederson bestemt ikke heldig ud ved nogen af de 3 mål indkasseret mod Milan. Omvendt lavede Ortega en eklatant udspilsfejl i nat mod Chelsea, som burde have kostet et mål, og han reddede ikke et eneste af Barcas tre straffespark. Begge havde dertil en lille håndfuld fine redninger undervejs. Samlet må målmands-duellen siges at være faldet ud til Ortegas fordel, men ingen af dem imponerede.
I midterforsvaret havde Pep ikke en eneste af sine fire stamspillere til rådighed. I de to første testkampe blev forsvarsskansen derfor på skift bemandet med de helt unge Simpson-Pusey (18 år), Mbete (20 år), Katongo (19 år) og Callum Doyle (20 år). Af de tre første synes der mest City-potentiale i akademi-spilleren Simpson-Pusey, som dog tidligst bliver aktuel til førsteholdet om et par år. Callum Doyle er derimod en af de tre unge, der har udnyttet USA-turen til for alvor at banke på døren til førsteholdets omklædningsrum allerede nu. Han har i de seneste tre sæsoner været udlånt til Coventry, Sunderland og Leicester, og erfaringen fra Championship har tilsyneladende gjort ham godt. Det lå egentlig i kortene, at Doyle i den kommende sæson skulle på nok et udlån til Norwich, men hvis Pep føler han har brug for en backup til venstresiden af midterforsvaret, der også kan dække venstreback-pladsen, så har han at dømme efter testkampene et rigtig godt bud til rådighed i unge Doyle.
I de to sidste testkampe mod Barcelona og Chelsea valgte Pep at lægge de saltede oliven anderledes. Gvardiol, der nu havde sluttet sig til truppen, kom ind på den venstre af centrebackpladserne, mens Kalvin Phillips efter to jammerlige optrædener på den defensive midtbane blev trukket ned ved siden af ham. Phillips som midterforsvarer mod Barca og Chelsea lyder umiddelbart som rendyrket kamikaze, men det gik faktisk forbløffende godt. For nu ikke at sige chokerende godt! Phillips lavede usædvanligt få fejl, og i Chelsea-kampen bidrog han endda med adskillige målfarlige, fremadrettede pasninger, især op mod venstrewingen Grealish. Så måske passer det ham godt med en position, hvor han defensivt kun skal koncentrere sig om modspillere foran sig, og hvor han i mindre grad risikere at efterlade et åbent hul bag sig? Omvendt er det bare svært at se en fremtid for Phillips som centreback hos City, når de fire førstevalg til de to pladser vender tilbage i den kommende uge. At Gvardiol også fungerede fint som centreback kan ikke overraske nogen, men han ryger utvivlsomt ud på venstrebacken igen når det atter bliver hverdag.
Rico Lewis har ladet sin træner og resten af verdenen forstå, at hans foretrukne position på banen er centralt som 8’er. Men i fraværet af Kyle Walker og nogetsomhelst andet alternativ i truppen til højreback-pladsen, så har Lewis måttet tage tjansen i seks af træningsturens sammenlagt otte halvlege. I første halvleg af Milan-kampen blev han forsøgt som inverteret venstreback i stedet, hvilket kostede to mål, og han måtte udgå halvt inde i anden halvleg af Chelsea-kampen med en mulig skade. I de resterende 1½ halvlege blev højrebacken dækket af den 19-årige akademispiller Mahamadou Susoho. Eftersom han normalt spiller 6’er på Citys U21-hold var det især i starten af Milan-kampen lidt af en udfordring, og han havde nogen placeringsvanskeligheder ved modstandernes indlæg, der var med til at koste to mål. Men han kom gradvist efter det. Still, med Citys åbenbare mangel på en backup og fremtidig afløser for 34-årige Kyle Walker, kan det virkelig undre, at der tilsyneladende ingen anstalter gøres til at hente en ny højreback ind, hvorimod man netop har solgt (reelt udlånt med købsobligation) supertalentet Yan Couto til Dortmund og aktuelt er i gang med også at afhænde Issa Kabore til Tottenham. Hvis Lewis får opfyldt sit ønske om at blive konverteret til midtbanen, er den eneste reelle højreback udover Walker i hele den udvidede City-trup 18-årige Lakyle Samuel – som Pep gav spilletid i de sidste 5 minutter af Chelsea-kampen.
På venstrebacken har Peps foretrukne valg i de fleste af testkampene været 21-årige Josh Wilson-Esbrand, der de seneste halvanden sæsoner har været udlånt til Coventry, Reims og Cardiff. Han er en af dem, som jeg inden pre-season spåede et snarligt frasalg, men han har virkelig formået at gøre positivt opmærksom på sig selv under sommerkampagnen i USA. Så godt, at han har beholdt venstreback-pladsen også efter Gvardiols ankomst. I Milan-kampen var han en klar forbedring efter Lewis’ uheldige første halvleg, og mod Chelsea var han nærmest sprudlende, både defensivt og offensivt. Desværre måtte han udgå i pausen med en skade, men det gør måske, at han slipper for endnu et udlån, for JWE ligner efter USA-turen et oplagt emne som backup for Gvardiol på venstrekanten. Da Wilson-Esbrand måtte udgå i nat, blev 19-årige Tomas Galvez sat ind i hans sted. Mange eksperter havde forventet at den unge finne ville have fået betydeligt mere spilletid, da han oftere end JWE har været inde omkring Peps førstehold, men det blev kun til denne ene halvleg mod Chelsea. Hvor han i øvrigt ikke var uden ansvar for det ene af Chelsea-målene. Den begrænsede spilletid synes at støtte rygterne om, at Galvez er tæt på et udlån, muligvis til østrigske LASK Linz.
(To be continued)