Det tegner til at blive en meget stilfærdig Deadline Day for Manchester City.
De mest ophidsende rygter gik på en mulig signing af en backup på centreforward-pladsen for Haaland, men luften er i al stilhed sivet ud af dén ballon med signingen af 19-årige Divin Mubama, en begivenhed han selv annoncerede på instagram i går. Mubama stammer fodboldmæssigt fra West Ham, hvor han efter en forrygende periode i afgangsklasserne på West Hams akademi (med 40 mål i 57 kampe på U18-holdet og 18 mål i 34 kampe på U21-holdet) fik en noget mere afdæmpet debut på The Hammers førstehold i sidste sæson (1 mål og 1 assist i 18 kampe). West Ham tilbød ham en kontraktforlængelse, da den gamle udløb 30. juni, hvilket Mubama takkede nej til. Af den grund skal City ifølge FA’s regelsæt betale en slags transfersum for den kontraktløse spiller, hvilket ifølge MEN vil beløbe sig til £2m. Den tidligere snak om et muligt køb af enten Kyogo Furuhashi, Orri Oskarsson eller Evan Ferguson synes dermed forstummet. Mubama bliver dog næppe en fast bestanddel af førsteholdstruppen, hvortil han kun forventes indkaldt, når Haaland behøver pause; resten af tiden vil han blive tilknyttet U21-holdet. Derudover bliver vikarløsningen på førsteholdet efter alt at dømme en omrokering i offensiven, så Foden eller McAtee går ind som en falsk nier.
Det reelt eneste forventede transfertræk hos City på Deadline Day omhandler et udlån af 23-årige Issa Kabore til Benfica. Og lad os bare være ærlige og sige, at det jo næppe giver mange skvulp i kaffekoppen hos hverken viceværten eller stamgæsterne på The Blue Moon Saloon.
Det noget vildere rygte om at vore kære venner i Real Madrid vil forsøge at bortføre Rodri, er der vist efterhånden ikke mange der tror på – selv Marca skriver, at det næppe bliver til noget i dette vindue.
Det vildeste move, som City-skribenterne kan forsøge at pumpe lidt på dagen igennem, går på en eventuel exit for Matheus Nunes, men så vidt vides er der ikke noget reelt på bedding.
Så, man ved selvfølgelig aldrig hvad Txiki Begiristain kan have af overraskelser til os i sin høje hat. Det kunne da være sjovt, hvis vi prøver af redde Osimhen fra en plads på bænken i omklædningsrum 3 hos Chelsea, eller hvis Rodri kunne få selskab på 6´eren af enten Guimaraes eller Kimmich. Men prognosen peger altså på en overordentlig rolig dag på kontoret in The City.