Endelig smadrede vi nogen! Nemlig Premier League’s ’Associated Party Transaction’-regler (APT) indført i 2021 efter saudiernes overtagelse af Newcastle United. Selvom regelsættet er blevet vedtaget og senere udbygget af et flertal af PL-klubberne, blev det mandag offentliggjort, at en uafhængig domsmyndighed har erklæret sig enig i Manchester Citys indsigelser imod reglernes lovlighed, idet de findes at være i strid med britisk konkurrencelovgivning. Dommen har desuden givet City medhold i, at to af PL’s kendelser i henhold til APT-reglerne imod City, var ”procedurally unfair”, og at der desuden var ”unreasonable delays” i sagsbehandlingen, der findes at stride imod britisk procesret.
Tilsyneladende er begge parter imidlertid godt tilfredse med udfaldet, for mens Manchester City (og de fleste medier) ser dommen som en klokkeklar sejr til City, så opfatter Premier League ifølge sin pressemeddelelse også resultatet som en sejr og stadfæstelse af APT-reglernes generelle gyldighed, som der blot skal reguleres nogle mindre detaljer på. Hvis man selv ønsker at vurdere dommen på baggrund af dens konkrete ordlyd, kan den officielle opsummering findes her:
https://www.mancity.com/meta/media/wzmfdwtn/partial-final-award-p-164-redacted.pdf.Dommen er i praksis også et nederlag for otte PL-klubber, der aktivt har støttet PL i processen imod City: Arsenal, Bournemouth, Brentford, Fulham, Liverpool, Manchester United, West Ham og Wolverhampton. Omvendt har Chelsea og Newcastle støttet Citys indsigelser. Det er nu op til Manchester City, om man på baggrund af dommen vil søge erstatning for økonomisk skade afledt af PL’s ageren.
Kort fortalt blev APT-reglerne indført for at begrænse sponsoraftaler indgået mellem ’associated parties’ med beløb der rækker udover ’fair markedsværdi’. Dette kunne eksempelvis gælde Etihad Airways’ sponsoraftale med Man City, der som bekendt er ejet af City Football Group, hvis primære storaktionær (81%) er Sheik Mansour, der udover at være medlem af Abu Dhabi-emiratets kongefamilie også er vicepræsident i De Forenede Arabiske Emirater. Problemet set med PL’s øjne er, at Etihad Airways er FAE’s nationale luftfartsselskab, der er ejet af staten og har base i Abu Dhabi. Kritikken går derfor på, at sheiken forsimplet sagt kan indgå en sponsoraftale med sig selv, og lade sponsoratet tage et økonomisk omfang, som man aldrig ville kunne opnå med en helt ekstern sponsorvirksomhed. Eller hvad Etihad Airways omvendt aldrig ville betale for et sponsorat i enhver anden fodboldklub. Manchester City mener imidlertid, at APT-reglerne er i strid med britisk konkurrencelov (hvilket klubben altså nu har fået medhold i) og at reglerne er særligt diskriminerende overfor klubber med relation til den Arabiske Halvø og i det hele taget klubber baseret uden for London. Udover selve det sponsormæssige handler sagen for Citys vedkommende også om, at PL på baggrund af APT-reglerne har forbudt klubben at tage imod rentefrie lån fra klubbens egne aktionærer, hvilket der tilsyneladende heller ikke er lovhjemmel for.
APT-dommen har som sådan ingen direkte forbindelse til 115-sagen. Det er to helt forskellige sager henlagt til to forskellige instanser. Ikke desto mindre må Lord Pannick nu stå stærkere i sit forsvar i 115-sagen, idet flere af anklagerne her netop omhandler sponsoraftaler, der hævdes at dække over Sheik Mansours personlige indskud i klubkassen under dække af oppustede sponsorater. De hævdede regelbrud i 115-sagen er fra før APT-reglernes indførelse, og dermed ikke direkte forbundne, men dagens dom kan bruges som belæg for udygtig og til tider regelstridig administration fra Premier Leagues side, ikke mindst i et særligt diskriminerende forhold over for Manchester City.
[Lad det være sagt med det samme: Erhvervsjura er ikke min stærke side. Så hvis jeg i ovenstående forsøg på en gennemgang har misforstået eller overset væsentlige forhold, er saglige rettelser oprigtigt velkomne.]