Redigeretsøn 27. okt 2024
Dagen derpå. Det kræver ikke de store analyser at konstatere, at det ikke var nogen prangende sejr City fik hentet hjem mod Southampton i går. Men når den første ærgrelse har lagt sig, så var der faktisk også et par positive ting at hæfte sig ved – udover sejren og de tre point.
Citys defensiv fungerede godt og vi lukkede ingen mål ind. Og selvom modstanderen hedder Southampton, var det langt fra givet, idet The Saints faktisk har scoret i deres fleste kampe på det seneste, bl.a. ude mod Arsenal. Og Citys forsvar har som bekendt langt fra udgjort nogen betonmur. Men ud over at jeg i går roste Kovacic og Gvardiol, så fortjener også Akanji et ekstra klap på skulderen for sin indsats i går, ligesom Lewis så vidt jeg så ikke begik nogle defensive fejl.
Bernardo Silva var rykket ind centralt og det bekom ham godt, og han har faktisk været ganske god som 10’er i de sidste par kampe. Hvor Foden nok mere har været at betragte som en falsk 9’er. Og efter to gode kampe i træk fristes man næsten til at håbe på at Matheus Nunes kan ende ud med at blive en helt fornuftig City-offensivspiller!
Til gengæld er jeg lidt træt af at Pep Guardiola har så umådelig svært ved at give plads til de unge. Hvis vi havde været foran 3-0, var McAtee og O’Reilly sikkert kommet ind, men selv som det nu blev, havde McAtee med stor sandsynlighed kunnet gøre et bedre indhop end hvad Gündogan leverede. Den gamle tysker bidrog jo med intet!
Apropos de unge, så spillede Citys U21-hold som sagt tidligere på lørdagen ude mod WBA. Og mens Barcas børnehaveklasse kun fik 4-0 på udebanen i Madrid, så leverede City-knægtene en vaskeægte ”manita” i West Bromwich. Alle målene blev sågar scoret i anden halvleg, fordelt på fem forskellige spillere: Charlie Gray, Farid Alfa-Ruprecht, Jaden Heskey, Kayle Samuel og Will Dickson. Ud over målscorerne fortjener venstrewingen Emilio Lawrence og 6’eren Jacob Wright anerkendelse for en overbevisende indsats. Med sejren cementerede City sin aktuelle førsteplads i PL2. Well done, lads!