Redigeretlør 21. dec 2024
Jeg føler ikke behov for at læse artikeltrådene, men som den skinger-lemming jeg er, tilslutter jeg mig såmænd gerne koret. Al ære og respekt for hvad Guardiola har opnået før denne sæson. Men berettiger det ham til uden mindste kritik at føre holdet ud over skrænten i frit fald mod dybet? Spørger fører-lemmingen...
Det gik jo præcis som ventet i dag. Intet overraskende i det, men stadig hjerteskærende som City-fan at være vidne til. Det værste er næsten håbløsheden, fordi indsatsen kun bliver ringere og ringere for hver kamp. Der er ingen tilbage på dette hold, der tror på at tingene ændrer sig. Og når alle underpræsterer, er man bare nødt til at rette blikket på den, der burde agere. Men Guardiola ændrer ikke på nogetsomhelst, han kører stadig videre i præcis samme spillestil som altid og med præcis samme spillere som hele sæsonen. Selvom holdet p.t. tydeligvis ikke magter hans spillestil og langt hovedparten af spillerne – hvis ikke dem alle – tydeligvis er slidt ned både fysisk og mentalt. Og vær sikker på, at han gør præcis det samme igen i næste kamp, og han forstår bare ikke, at det ikke fungerer. Han har jo vundet seks mesterskaber med City på den måde!? Han afviser kategorisk at der er mentale issues på holdet. Selvom alle andre kan se dem fra Månen.
Og endnu engang lader han Simpson-Pusey, O’Reilly og McAtee sidde og visne på bænken, ligesom også Jacob Wright og Josh Wilson-Esbrand har gjort tidligere, med bevidstheden om, at selv når de etablerede spillere præsterer så fuldstændigt amatøragtigt ringe, som de gør, så synes Pep stadigvæk ikke, at vi er gode nok til at komme ind. Og så kan de i dag kigge på Morgan Rogers og tænke: ”Jeg vil også skifte til en anden PL-klub, hvor træneren giver mig en chance, hvor jeg kan vise mit værd og få succes og komme på landsholdet!” Catalanerens handlinger skader ikke kun City nu og her, men også et langt stykke ud i fremtiden, ved at han skyller hele den næste gyldne generation ud med badevandet.
Jeg begynder desværre at tvivle på, at Pep Guardiola har selverkendelse og respekt nok for klubbens bedste til selv at træffe beslutningen om at trække sig. Situationen kræver, at Khaldoon Al Mubarak og Ferran Soriano langt om længe mander sig op og træffer den svære voksenbeslutning.
Ingen er over klubben. Pep må ud!