Redigeretfre 17. jan 2025
The City Semi-Weekly (on Friday)
Erling Braut Haaland har forlænget sin kontrakt med Manchester City 9½ år frem i tiden! 2034 stod der på ryggen af den trøje, han holdt op for fotograferne da forlængelsen blev annonceret idag. Til den tid er han 33 år og må forventes at være gennem den mest glorværdige del af sin karriere. Og bevares, alle kontrakter kan brydes, men som udgangspunkt fortæller det at spilleren og klubben er yderst tilfredse med hinanden. Den nye kontrakt rækker syv år længere frem end Haalands hidtidige aftale med City. Dertil vil den indbringe ham en ugeløn på £500.000 (mod £375.000 hidtil). Nordmanden beretter at et af hans delmål er at slå Alan Shearers rekord med flest mål i Premier League (260) og på den kortere bane Sergio Agueros rekord med flest mål for Manchester City (ligeledes 260). Haaland er aktuelt noteret for 111 mål som City-spiller, heraf 79 i PL.
Derudover meldes City i den forgangne uge at have indgået transferaftaler for et samlet beløb af omkring £130m for de to unge centrebacks Khusanov og Reis og for centreforwarden Marmoush. Men indtil videre er der stadig ikke meldt noget officielt ud om nogen af dem.
20-årige Abdukonir Khusanov er ifølge bl.a. David Ornstein købt fri fra RC Lens for €40m + add-ons. Han har angiveligt fået en kontrakt på 4½ år. Ifølge Manchester Evening News afventer annonceringen, at hans visa-ansøgning bliver færdigbehandlet af de britiske immigrationsmyndigheder. Så sæsonen 27/28 ser lovende ud – så er han også vel også ved at være så gammel, at Guardiola måske vil begynde at overveje at bruge ham på førsteholdet. Nå, måske er der håb inden da, for ifølge Sky Sport DE er Khusanov indskrevet til lægetjek i Manchester i dag fredag.
Om den 18-årige centreback Vitor Reis har City ifølge Manchester Evening News opnået en transferaftale med Palmeiras for en sum af €35m. Lidt overraskende har City-ledelsen angiveligt gennemtrumfet et reelt skifte allerede nu her i januar, hvor Palmeiras ellers ønskede at beholde spilleren frem til og med sommerens klub-vm. Ifølge Sky Sports landede Reis i Manchester torsdag.
Og ifølge Patrick Berger fra Sky Sport DE skulle der torsdag aften være indgået en mundtlig aftale mellem City og Eintracht Frankfurt om en transfersum for 25-årige Omar Marmoush. Præcis hvilket beløb de er blevet enige om, vides ikke, men for et par dage siden lød det, at City havde budt €65m, mens Eintracht Frankfurt prøvede at presse pølsen op til €70 + add-ons. Egypteren var med da Frankfurt i tirsdags bankede Freiburg 4-1, og bidrog selv med 1 mål og 2 assists. Han er dermed nu oppe på 20 mål og 14 assists i 26 kampe i indeværende sæson. Det er da okay!
Det kan være at naboerne fra Man United ender med at hjælpe Kyle Walker til AC Milan. De rødstribede milanesere er således både interesserede i vores Walker og naboens Marcus, men man kan som bekendt ikke få det hele, og klubben må kun hente én brite ind i dette transfervindue. Umiddelbart pegede pilen på Rashford, men nu har nærigpinden Sir Jim Ratcliffe ifølge Sky Sport Italia afvist enhver tanke om at betale en del af angriberens løn under et eventuelt udlån, og Milans egen lønkonto rækker næppe til at punge ud med op mod €7m ekstra for en halv sæsons tjeneste.
Uanset om Walker går eller ej, så er City i allerhøjeste bekneb for en ny duelig højreback. Og som NickRomano kunne berette i går – og sammen med ham Matteo Moretto fra Relevo og The Telegraph – så har Citys spejderkorps fundet et muligt emne i Andrea Cambiaso fra Juventus. Den 24-årige italiener udmærker sig ved, at han kan spille i begge sider og både som fullback og wingback. Han er fast mand hos Juve og har indtil videre i denne sæson lavet 2 mål og 2 assist i 25 kampe. Han debuterede på det italienske A-landshold i marts sidste år, og har siden da allerede fået 13 kampe (og 2 mål) under bæltet for Azzurri. Så han ser jo da på ingen måde helt tosset ud. Men ifølge Gianluca Di Marzio fra Sky Sport Italia kræver Den Gamle Dame også penge for ham. €80m, såmænd, hvilket i givet fald angiveligt vil gøre ham til den dyreste fullback nogensinde. Det synes Txiki Begiristain er lidt i overkanten, så han har ifølge Di Marzio budt €65m og desuden tilbudt Cambiaso en femårig kontrakt med option for et sjette år. Skulle de italienske bestræbelser strande, nævner Fabrizio Romano også City blandt de mulige bejlere til Alphonso Davies, hvis dennes forlængelsesforhandlinger med Bayern München støder på grund.
Cheers! 🍺