The City Weekly (this time on a Thursday)
De tre indgående transfers, der meldtes meget tæt på sidste fredag, er i mellemtiden blevet officielle. Den 20-årige centreback Abdukodir Khusanov er blevet købt fra RC Lens for €40m + add-ons og han har fået en 4½-årig kontrakt. Den unge usbeker er iøvrigt en af de heldige, der ældes meget langsomt, idet han kun har fødselsdag hvert fjerde år (29. februar). Endnu en ung centreback er tilgået i 19-årige Vitor Reis (fødselsdag 12. januar), der er blevet købt for €35m fra brasilianske Palmeiras. Også han har fået en kontrakt på 4½ år. Reis kan også benyttes som højreback, så måske er der nu endelig håb på den konto. Og torsdag blev det så officielt, at målmonsteret Omar Marmoush er blevet købt for €70+5m fra Eintracht Frankfurt, også på en 4½-årig kontrakt. Den 25-årige egypters aktuelle stats for indeværende sæson lyder på vanvittige 20 mål og 14 assists i 26 kampe! De tre nytilkomne har fået følgende trøjenumre hos City: Khusanov nr. 45, Reis nr. 22 og Marmoush nr. 7.
Txiki Begiristain har dermed foreløbig snoldet for €152m. Uden at gøre noget ved hullet på den defensive midtbane eller de manglende fullbacks (med mindre Reis virkelig er tiltænkt en rolle dér). Så ønsker De at handle videre? Ja tak!
I denne uge kom der endelig rygter om reelle tiltag for at bringe en 6’er til klubben. Og faktisk i form af en retur – på en måde. Ifølge bl.a. David Ornstein og The Telegraph går City således aktuelt efter at hente Douglas Luiz fra Juventus ind på et lån for resten af sæsonen. Returen består i, at den nu efterhånden 26-årige brasilianer blev hentet til City af Pep Guardiola tilbage i 2017, men han kunne ikke få arbejdstilladelse i Storbritannien og var derfor udlejet til Girona i to sæsoner. Da tilladelsen endelig kom i 2019, blev han solgt til Aston Villa for knap €17m. I Birmingham fik Luiz med tiden etableret sig som en af PL’s bedste 6’ere, inden han i sommers blev solgt til Juventus for €50m. Faktisk tikkede der ved den lejlighed £5-6m ind på Citys konto for selvsamme Luiz, et såkaldt ’windfall’ afledt af, at City havde krav på en videresalgsbonus på 20%. I Juve er det kun blevet til begrænset spilletid for Luiz, sammenlagt 474 minutter fordelt på 16 kampe, hovedsageligt som indskifter; årsagen hertil er bl.a. at han har været ude med en muskelskade i de to sidste måneder af 2024. Ifølge Ornstein vil Juventus imidlertid kun gå med til en lejeaftale, hvis den er bundet op på en købsobligation.
Sidste uge kunne vi også berette, at City langt om længe var begyndt at kigge efter en højreback, og at blikket var faldet på endnu en Juventus-spiller, nemlig 24-årige Andrea Cambiaso, der i øvrigt også kan fungere som venstreback. Angiveligt skulle City endda allerede have viftet med en check på €60-65m foran næsen på Den Gamle Dame, for at se om hun reagerede. Men i weekenden fastslog Juve-træner Thiago Motta til Calciomercato, at han anså Cambiaso som en af sine ’untouchables’, som han specifikt havde frabedt sig en transfer på. Ikke desto mindre melder torsdagens La Gazzetta dello Sport, at City nu er klar til at afgive et formelt bud på omkring de €65m. Tidligere har Gianluca Di Marzio fra Sky Sport Italia hørt den aldrende sortklædte frue i Torino mimre, at hun vil have €80m, »..or dey can forgette aboutit. Pffs!«
Og apropos højreback, så er Kyle Walker i disse timer i Milano for at underskrive en låneaftale med AC Milan for resten af sæsonen. Walker tjener tilsyneladende mindre end Marcus Rashford, for angiveligt har de pengebeknebne milanesere indvilget i at betale hele hans løn i låneperioden. De fleste meldinger har indtil videre lydt på, at der med lånet følger en købsoption, men ifølge de seneste bulletiner fra Italien ender det måske med en købsobligation, idet der angiveligt skulle være forhandlet en fremtidig løn på plads på €4m pr. sæson frem til 2027.
That’s all folks. Cheers! 🍷