Lady and Gentlemen, it´s time! Jungletrommerne og stemmerne i radiatoren lyder nu stadigt højere, at 115-dommen er meget tæt på at blive forkyndt. Faktisk har PL og City muligvis allerede fået en kopi af dommen for at kunne forberede sig inden en nært forestående offentliggørelse.
Fodboldfinanseksperten Kieran Maguire har mandag forklaret Manchester Evening News hans forventninger. Ikke om selve skyldsspørgsmålet, men om de forskellige mulige konsekvenser. Der er, som han ser det, tre mulige udfaldsscenarier.
Mellemløsningen er, at City bliver frikendt for de tungere anklager om svindel, men til gengæld dømmes for at ikke at have samarbejdet tilstrækkeligt og indleveret de afkrævede dokumenter til tiden og beredvilligt nok. I så fald forudser Maguire en større bøde, men næppe mere end det. Andre har tillige foreslået mulige restriktioner på kommende transfervinduer og lignende tiltag.
Hvis City dømmes for decideret svindel, er anklagerne af et sådan omfang og så tæt forbundne, at der næppe er nogen mulig gradbøjning, altså ikke noget ”lidt svindel”, men kun en full-scale dom. I så fald forudser Maguire en massiv pointstraf, der med sikkerhed vil føre til nedrykning. En decideret nedrykningsdom (f.eks. til League One eller League Two) mener han derimod slet ikke Premier League har myndighed til afgive, idet ligaen ikke har mandat til på denne måde at kunne placere klubber i de andre ligaer. Kun nedrykning efter det ordinære system er en mulighed. Maguire vurderer desuden, at en full-scale svindeldom også nødvendigvis må betyde at hele Citys bestyrelse må gå af. Hvilket altså i givet fald betyder et farvel til bestyrelsesformand Khaldoon Al Mubarak og formentlig også til klubbens administrerende direktør Ferran Sorriano. Begrundelsen er, at hvis klubben dømmes skyldig i de tungere anklager, har ledelsen nødvendigvis løjet så voldsomt, at den ikke længere kan fortsætte.
Hvis City til gengæld frikendes helt, så står Premier League og ikke mindst Richard Masters med et stort problem. Ikke kun prestigemæssigt, men også økonomisk. Sagen skønnes at have kostet hver side mere end £50m, og i tilfælde af en frikendelse vil City efter alt at dømme kræve disse omkostninger dækket. Og her vil sammenholdet blandt PL-klubberne blive udfordret af, at sagen mod City først og fremmest har været et anliggende for Top 7-klubberne, mens de små klubber vil have svært ved at acceptere, hvis de skal bidrage til en kompensation i millionklassen.
Maguire har afslutningsvis en fornemmelse af, at dommen og strafudmålingen ikke nødvendigvis kommer samtidigt – hvilket han i så fald forudser kun vil forøge kaos og udløse et veritabelt ’meltdown’ på de sociale medier og i den engelske fodboldverden som helhed, hvis City f.eks. kendes skyldig uden at den deraf afledte straf blevet forkyndt samtidig.
Hvorom alting er, så tyder noget på, at denne landskampspause ikke bliver helt så fredsommelig som normalt. Personligt har jeg brugt mandagen på at stormsikre Likørstuen, og Gysse er sendt på beskyttet ophold på en sikker destination i et ikke-svinekødsspisende land på den Arabiske Halvø.
Come Hell or High Water!