I morgen er det atter kampdag for Manchester City! To kampe, faktisk, og ingen af dem er endda med dameholdet! Kl. 18:00 gæster City hollandske AZ Alkmaar med et U19-hold i kvartfinalen af UEFA Youth League. Og kl. 20:45 tager førsteholdet imod Leicester City på Etihad i 30. runde af Premier League.
Aftenens absolutte hovedkamp kan således bringe Man City i en europæisk semifinale, hvilket ikke ligefrem er hverdagskost i Youth League-sammenhæng. Nu kan man måske synes, at AZ Alkmaar lyder som en temmelig overkommelig opgave, men så kan man godt tro om igen. De hollandske knægte er på ingen måde nået frem til denne kvartfinale på en stribe badebilletter, tværtimod har de undervejs kværnet Manchester United, Benfica og Real Madrid – sidstnævnte endda på udebane. Og Uniteds U19-hold er altså stort set identisk med det hold, klubben vandt Premier League U18 med i fjor. Så AZ Alkmaar er ikke lige såd’n og sige ”skide” til.
Citys potentielt stærkeste opstilling ser efter min vurdering således ud:
Whatmuff
Samuel ● Alleyne ● Simpson-Pusey (c) ● Mfuni
J. Heskey ● Gorman ● Mukasa
McAidoo ● Warhurst ● R. Heskey
Det er i øvrigt Citys normale U21-træner Ben Wilkinson, der står i spidsen for U19-holdet.
Senere på aftenen skal Pep Guardiolas udvalgte så prøve om de kan undgå at tabe hjemme til Premier Leagues næstsidsteplads. Og selvoms Leicester ligger suverænt i bunden af formbarometeret med fem nederlag i de fem sidste kampe og en samlet målscore på 0-12, så skal man som bekendt aldrig tage noget for givet med catalanerens selvtillidsblottede mandskab. Siden sidst er skadeslisten bestående af Rodri, Stones, Akanji og Aké nu også blevet udvidet med Haaland, så i givet fald skal vi finde en ny til at brænde straffespark.
Et forslag herfra lyder på at beholde Gvardiol inde som centreback ved siden af Dias, hvilket i anden halvleg af pokalkampen lignede noget af det bedste forsvar vi har set længe, og så lade O’Reilly fortsætte på venstrebacken. Derudover bør aprilsnarren Nunes afløses af Rico Lewis på højreback (og nej, Lewis er ikke god dér, men han er mindre katastrofal end Nunes), mens McAtee umuligt kan gøre mindre væsen af sig end Phil Fodens i dennes aktuelle udgave. Mit forslag til Pep lyder:
Ederson
Lewis - Dias - Gvardiol - O’Reilly
Gonzalez
Savinho - De Bruyne - McAtee - Doku
Marmoush
Hvis jeg får forslaget oversat til arabisk, kan det måske være at han tager det seriøst...?
Come on City!