Redigeretsøn 27. jul 19:49
Så har Pep Guardiola og Hugo Viana smidt endnu et stort talent fra City-akademiet ud med badevandet. Den 19-årige angriber Farid Alfa-Ruprecht er solgt til Bayer Leverkusen for £5m og en videresalgsklausul på 50%. Trist for City, men utvivlsomt godt for både Alfa og Leverkuserne.
Samtidig sker der fortsat absolut ingenting med hensyn til at anskaffe Citys førstehold en højreback. Man skulle synes, at de fleste trænere, der insisterer på at spille med en fireback-kæde, også vil foretrække at have mindst én duelig fullback til hver side, men ikke Pep Guardiola. Lige siden starten af sæsonen 24/25 har det været tydeligt for enhver med øjne i hovedet, at Citys førstehold havde to skrigende mangler: en brugbar backup for Rodri og en højreback. I de efterfølgende transfervinduer har Txiki & Hugo brugt sammenlagt £302m på indkøb af nye spillere. £50m af disse er gået til at skaffe Nico Gonzalez ind som den hårdt tiltrængte Rodri-backup, dog med det lille catch, at Pep ikke har villet bruge ham og hellere er fortsat med håbløse, omskolede lappeløsninger på 6’eren. På højrebacken er der slet intet sket. Og efterhånden peger stadig mere på, at Citys højreback i sæsonen 25/26 kommer til at hedde... Matheus Nunes! Argumentet synes at være, at truppen allerede er rigeligt stor. Og hvad betyder det, at man fortsat kun har én centreforward og én fullback i truppen, når man til gengæld kan fodre svin med centrebacks og offensive midtbanespillere? Og man med et mix af Peps genialitet og magisk tryllestøv kan omskole sådanne til superduperfantastiske højrebacks, venstrebacks, 6’ere og spidsangribere? Om ikke i den virkelige verden, så inde i Peps arrede hovedskal.
Der er for mig at se tre logiske forklaringsmuligheder for dette absurde forløb:
1) City-ledelsen er ved indgangen til sommerens transfervindue blevet vidende om, at en nært forestående 115-dom vil aflede en så hård straf, at de sportslige resultater i sæsonen 25/26 er uden praktisk betydning.
2) Pep Guardiola er blevet vidende om, at City-ledelsen har løjet for ham omkring 115-anklagernes reelle sandhed, og nu vil han hævne sig på klubben ved at køre førsteholdet sportsligt i smadder, som det vil vare mange år førend man kan rejse sig fra igen.
3) Pep Guardiola er blevet rablende vanvittig, og der er ingen voksne til stede i City-ledelsen til at gribe ind.
Flere af ovenstående muligheder kan også sagtens tænke i indgå i diverse indbyrdes kombinationer. Personligt hælder jeg i øjeblikket mest til en 1+3-kombination.
Med Matheus Nunes som førstevalg på Citys højreback-position har klubben i mine øjne brugt mere end £300m på at forstærke truppen til absolut ingen verdens nytte. Det svarer til at have brugt hele familieopsparingen på at gejle sin Lamborghini op med alskens lækkerier, inklusive diamantbesat cigartænder og forrudeterninger i ægte guldplys — men fortsat insisterer på at lade en femkantet træklods udgøre det for højre baghjul. Glem alt om mesterskab, glem alt om Top 4. Hvis offensiven kommer op og køre fornuftigt, kan vi måske næsten score lige så mange mål, som Nunes og resten af defensiven lukker ind i den anden ende, og dermed i bedste fald gå efter en placering i midten af tabellen.
Men personligt er jeg nået dertil, hvor jeg håber på en hård 115-dom, en nedrykning og en deraf afledt afsked med den gale catalaner.
#PepRaus_MejorHoyQueMañana