The City Weekly
Siden sidste onsdags ugerapport har City sagt officielt farvel til 22-årige James McAtee, der skifter til Nottingham Forest for £30m. Transferaftalen indeholder både en videresalgs- og en tilbagekøbsklausul, begge af ukendt størrelse.
Tirsdag blev det officielt, at Sverre Nypan sendes på lån i Championship-klubben Middlesbrough. Den norske midtbanespiller kom til Manchester fra Rosenborg i midten af juli for €15m, og trods sine blot 18 år er han formelt tilknyttet Citys førsteholdstrup (og altså ikke f.eks. U21-holdet). Citys udlån af unge spillere er normalt uden loan fee eller købsoptioner, hvilket givetvis også er tilfældet her. Der var tidligere på sommeren forventinger om et udlån til CFG-partnerklubberne Girona eller Troyes, men udover at kunne få engelsk fodbolderfaring i Middlesbrough, påpeger Manchester Evening News, at det også meget vel kan tænkes at spille ind, at man ved at beholde 18-årige Nypan på engelsk græs under dette og eventuelt komme udlån, så bonger han positivt ud med de påkrævede ”tre år som englænder” i homegrown-regnskabet, når han fylder 21 år. Og selv hvis City alligevel ikke kan bruge ham på førsteholdet til den tid, øger det hans markedsværdi i PL-sammenhæng betragteligt.
Det trækker ifølge Manchester Evening News op til et permanent salg af Callum Doyle til Wrexham, for en trasfersum der inklusive add-ons meldes at ville nå op på £8m. Doyle er en 21-årig centreback, der er født i Manchester og af helt igennem egen avl. City har tidligere på sommeren afvist et bud fra Hoffenheim på £6½m, og såmænd også et første bud fra Wrexham selv på £2m. Wrexham skal efter tre oprykninger i træk spille den kommende sæson i Championship, hvor Doyle har slået sine folder de seneste tre sæsoner i henholdsvis Coventry, Leicester og senest Norwich. Det vil i givet fald bringe Citys indtægter af (tidligere) akademispillere i denne sommers transfervindue op på £70m!
Ifølge Globo Esporte har Tottenham i sidste uge budt £60m for Savinho, til hvilket City har sagt nej. I fredags forlød det, at Spurs var ved at sætte et nyt bud sammen, men der synes stadig ikke at være sket noget på den konto, og ifølge den spanske transferjournalist Guillem Balagué virker City nu til at have lukket transfervinduet for i hvert fald den offensive del af truppen. Et eventuelt salg af Savinho synes nu at afhænge af et betydeligt pres fra spilleren selv. Savinho var ikke med resten af truppen i Wolverhampton til lørdagens sæsonpremiere, angiveligt pga. sygdom.
Det betyder også, at snakken om Rodrygo til City er begyndt at kølne lidt af. HVIS Savinho ender med at smutte, ligner Rodrygo stadig den foretrukne afløser, men ifølge Balagué, peger barometerpilen i øjeblikket i en anden retning for den 24-årige brasilianer. I Real Madrid har Xabi Alonso udtalt, at han regner 100% med Rodrygo i sin trup, og i London Evening Standard spekuleres i at Arsenal nu vil forsøge at hente ham. Defensa Central mener dog ikke, at City-sporet er helt koldt endnu. Ifølge den spanske avis har City-ledelsen i weekenden givet spilleren en uge til at finde ud af, om han er interesseret i et skifte eller ej. Hvis Rodrygo beslutter sig for en transfer, lyder vurderingen i spanske medier, at Real vil kræve en sum i nabolaget af €90-100m.
I sidste uges rapport berettede Sacha Tavolieri, at City som et billigere alternativ til Rodrygo overvejede at hijacke Xavi Simons fra RB Leipzig, men det kan klubben i givet fald godt glemme ifølge Fabrizio Romano, idet hollænderen kun har øje for et skifte til Chelsea. Og alternativt meldes Bayern at stå klar som en mere motiveret backup-bejler. Som et tredje alternativ har Florian Plettenberg meldt om lyseblå interesse for 23-årige Maghnes Akliouche fra Monaco, der angiveligt kan hentes for den rørende sum af €70-80m.
Historien om Edersons nært forestående exit er tilsyneladende af typen, der bare nægter at dø. Uanset hvor mange gange Pep Guardiola bedyrer at brasilianeren er hans førstemålmand, og uanset hvor mange gange Ederson selv slår fast, at han ingen steder skal. Senest kunne ’transferguru-turned-sladdertante’ Fabrizio Romano i lørdags afsløre, at når Ederson ikke var med til kampen i Wolverhampton, så skyldtes det, at der var fremskredne forhandlinger mellem City og Galatasaray om en transfer af den nu 32-årige målmand (der havde fødselsdag i mandags) for €10m. Spilleren har angiveligt sagt ja, men City synes at €10m er for nærigt. Og senere på dagen kunne medierne kun trække på smilebåndet over Citys officielle udmelding om, at Edersons fravær skyldtes en ”maveinfluenza”. Som om, den slags ved Fabrizio jo nok bedst. Siden er intet tilsyneladende sket, bortset fra, at Sky Sport DE tirsdag kunne meddele, at Galatasaray nu har afgivet et bud (på €20m) på Diogo Costa fra Porto.
Egentlig kan man synes, at der burde florere flere transferrygter om Stefan Ortega, som alle regner med forlader City i de kommende uger, da han næppe kan være tilfreds med en rolle som tredjemålmand hos de lyseblå. Her maler rygtemøllen imidlertid noget langsommere, men de seneste dage har bl.a. Sky Sports meldt om interesse fra Lille, efter at de har solgt Lucas Chevalier til PSG, om end det også bør nævnes, at den nordfranske klub lige har hyret Berke Özer til målmandsposten.
Mandag meddelte Sky Sports News at PSG har prissat Gianluigi Donnarumma til €40-50m, selvom den 26-årige italiener blot har ét år tilbage af sin kontrakt og synes helt ude i kulden hos træner Enrique. Ifølge samme Sky har ingen af de to potentielle bejlere i Manchester taget kontakt til Gigios agent. Det clasher så en smule med en for mig ellers ukendt italiensk transferjournalist Ciro Venerato, der på RAI i søndags hævdede, at City nu er blevet enige med Donnarumma om løn på £265.000 om ugen; det er i givet fald ikke voldsomt flot forhandlet på plads af Hugo Viana, idet ESPN i weekenden berettede, at spilleren kræver £250.000. Ifølge Venerato vil City-ledelsen til gengæld ikke give mere end £30m i transfer. Alt i alt tyder det på, at alle rygter om Donnarumma og City skal tages med mere end ét gran salt.
Det blev så hverken Girona eller Roma, der skal nyde godt af Claudio Echeverri i den kommende sæson. I hvert fald ikke hvis man skal tro Matteo Moretto, ifølge hvem vi er snublende tæt på en udlånsaftale med Bayer Leverkusen. Præcis sådan som City ønsker den, dvs. uden loan fee eller købsoption. [Edit: Ifølge Sky Sports landede Echeverri i Düsseldorf Lufthavn i aftes; lægetjek forventes i dag.]
Ifølge Fabrizio Romano og Yagiz Sabuncuoglu har Galatasaray taget kontakt til City og Manuel Akanji med henblik på en mulig transfer. Hverken klubben eller spilleren synes afvisende. Sabuncuoglu rapporterer endda, at Akanjis agent er rejst til Istanbul for at forhandle med Gala-huset. Den 30-årige schweizer må vel også siges at være kommet lidt overskud i Citys efterhånden tætbefolkede midterforsvar, især nu hvor Gvardiol også ser ud til at blive rykket derind, og hans seneste sæson har nok været den mindst prangende præstationsmæssigt hidtil i City. Omvendt er Akanji sammen med Khusanov nok de bedste bud på en ’centreback-omskolet-til-højreback’ i den aktuelle trup.
Rico Lewis burde have det som en fisk i vandet. Formelt set er den 20-årige englænder efter Kyle Walkers exit den helt og aldeles eneste spiller i truppen, der kan betegne sig som ”højre back”. Også selvom han reelt trives bedst på den offensive midtbane. Men det var vitterligt som højreback, at han markerede sig på Citys akademihold for år tilbage, og som anfører førte U18-holdet til det engelske mesterskab i 21/22, inden han i sommeren 2022 sprang fra U18-holdet og direkte op på Pep Guardiolas førstehold. Det var ligelede som højreback han i november ’22 som blot 17-årig scorede sit debutantmål på førsteholdet i en CL-kamp mod Sevilla. Han har siden da scoret 5 mål og lavet 10 assists i sammenlagt 95 førsteholdskampe. Sine åbenlyse offensive fortræffeligheder til trods har han også et par mindre heldige kendetegn, der især kommer til udtryk i fullback-positionens defensive opgaver. Han besidder ikke evnen til at placere sig klogt i forhold til modstanderens opspil, han er ikke særlig hurtig i sine tilbageløb og han er qua sine blot 170 cm tæt på ubrugelig i opdækningen foran mål; flere af os husker sikkert endnu det absurde billede af Lewis, da han skulle dække Van Dijk op ved et hjørnespark og kun akkurat nåede hollænderen til klublogoet på trøjen. Dertil døjer Lewis lidt med et temperament, der kombineret med hans defensive udfordringer har udløst en del advarsler og udvisninger. Og selvom Guardiola til sin glæde i Lewis syntes at have fundet den inverterede højreback, han så gerne ville have, så er især udvisningerne ofte blevet fulgt op af længere ”straffeophold” på reservebænken efterfølgende. Herfra har Lewis så kunnet se Matheus Nunes klovne rundt på højrebacken i stedet, kamp efter kamp, hvortil knægten uundgåeligt måtte tænke, at hvis jeg ikke engang kan slå ham ud af opstillingen, så må jeg eddermame være dårlig! Trods mere end 3.000 minutter på banen blev 24/25 nok ikke den mest mindeværdige sæson for Rico Lewis, der har haft sine bedste stunder, når han en sjælden gang imellem kunne få lov at muntre sig med sine snævre proptrækkerdriblinger på den offensive midtbane. Og hvad skal der så ske nu? Som nogen måske vil have bemærket, så har Manchester City fortsat ikke hentet nogen ny højreback, så unge Lewis er fortsat den eneste af slagsen i hele Citys førsteholdstrup. Udover klovnen Nunes, er hans nærmeste konkurrent til pladsen den 19-årige Lakyle Samuel fra U21-holdet, samt eventuelt centrebacken Khusanov, der har hurtigheden og kampvognstacklingerne til at kunne udfylde pladsen. Tilsyneladende er Lewis kommet tilbage i kridthuset hos Guardiola, og som højreback, vel og mærke. Han spillede faktisk pladsen fremragende i den enlige preseason-testkamp mod Palermo og gjorde det også fint nok i ligapremieren mod Wolverhampton – endda med en assist til Haalands første mål. Samtidig bibringer det også en ekstra offensiv dimension til Lewis’ spil, at Oscar Bobb nu er tilbage på højrewingen, idet de to har en helt unik intern spilforståelse. Dertil synes Lewis også at fungere fint med nyindkøbet Reijnders (men hvem gør ikke det?). Så selvfølgelig valgte TalkSport så i lørdags lige op til kampen at meddele, at Nottingham Forest har afgivet et bud på £25+5m og at Lewis selv er positiv for tanken; City kræver imidlertid £30-40m for at lade ham gå. På pressemødet efter kampen kunne Lewis bedyre, at han ikke kan forestille sig at spille andre steder end i City: ” For me, I´ve never, ever seen myself at a different club. I´ve always wanted to play for City. It´s my dream club, and like you see today, when I´m playing with the kind of players that I´m playing with, it brings out the best in me, so I´m so happy.” Pep Guardiola har da også efterfølgende været ude at fortælle, at Lewis har sagt til ham, at han vil blive i City. Men kender man transferguruerne ret, lader de sig heller ikke denne gang spise af med den slags tvivlsomme dementier.
Cheers!