Dagen derpå. City slog United 3-0. Man kunne jo egentlig bare lade rapporten blive ved det. Men selvom det er fedt endelig at have tilbageerobret håneretten i Manchester, så kan der også knyttes yderligere et par ord til gårsdagens kamp. En derbysejr er altid dejlig, men reelt ændrer kampen ikke meget på helhedsindtrykket ved Citys sæsonstart. Offensiven fungerer fint nok, og mod hold fra ligaens nedre tredjedel, der selv døjer med at få deres offensiv til at hænge sammen, holder vores defensiv udmærket stand. Det så vi mod Wolverhampton i sæsondebuten og igen igår i lokalderbyet. Men så snart der er større boller i shortsene hos modstanderens angribere, begynder det at knibe. Det så vi mod Tottenham og Brighton – og det kan meget vel også forventes mod Napoli og Arsenal. Eller hvad?
Citys offensiv er om noget kun blevet bedre som de første kampe er skredet frem. Yetien er blevet varm, Doku er måske ikke ligefrem blændende men leverede alligevel to assists, og Phil Foden ser ud til at være vakt til live fra sin dvale igen. Bobb og Savinho kunne spares til sene indhop, og man savnede dårligt nok Marmoush og Cherki fra skadesbænken. Eneste skuffelse knytter sig vel til Reijnders, som ikke gjorde meget væsen af sig i går, men også spillede lidt mere tilbagetrukkent i en 8’er-rolle, mens Bernardo Silva var trukket ud på højrewingen.
Gårsdagens defensiv havde et par bemærkelsesværdige ændringer. Først og fremmest var der debut til Donnarumma i målet. Og det slap han godt fra. Bevares, der var ikke så meget at se til, men det der kom, tog han sig af, bl.a. med en enkelt fin klasseredning. Og ja, jeg har brokket mig en del over hans signing, men min kritik er på ingen måde rettet imod italieneren selv, der vitterligt må regnes blandt verdens p.t. bedste målmænd, men imod klubbens tarvelige behandling af James Trafford. Hvilket imidlertid dårligt kan lægges Donnarumma til last. Kan man lægge etikken til side, ligner han en fremragende signing til en forbløffende billig penge.
Det andet store defensive nytiltag var brugen af Khusanov på Citys evigt-ømme hælspore: højrebacken. Valget i sig selv var som sådan ikke noget chok, da den unge uzbeker har været brugt derude en enkelt gang tidligere, uden at det så helt jammerligt ud, men dels har han lige siddet over på landsholdet pga. en skade og dels sad trænerens normalt foretrukne emner på pladsen, Lewis og Nunes, begge med på bænken. Og hvis United havde set frem til Nunes’ sædvanlige åbne gavebord i deres offensive venstreside, så blev de fælt skuffede, for Khusanov er bare hurtig, bomstærk og kompromisløs i sine indgreb. Han skal måske liiiiige lære at kontrollere indsatsstyrken en kende, for at undgå for mange kort og frisparkskendelser imod, men det er sgu betryggende endelig at se en City-spiller på positionen, der rent faktisk kan forhindre modstanderne i bare at løbe igennem.
I min bog fortjener Pep Guardiola ros for endelig at have forsøgt noget andet på den famøse højreback, og resultatet berettiger til forsigtig optimisime. Jeg er også positivt overrasket over at han gav chancen til O’Reilly på venstrebacken i Ait-Nouris fravær, selvom han reelt havde mulighed for at sætte de mere garvede Gvardiol eller Aké derud i stedet. Det giver også god mening at lade Dias og Gvardiol få så meget spilletid ved siden af hinanden i midterforsvaret som muligt, da det ligner den primære konstellation derinde i denne sæson.
Så for en gangs skyld er jeg faktisk bare vældig fornøjet med Pep Guardiolas valg af startopstilling. OG med resulatet af kampen, selvfølgelig. Det skal nok snart blive hverdag igen, men som City-fan anno 2025 må man lære at nyde de små solstrejf, som trods alt indimellem bryder igennem skyerne på den lyseblå himmel.
14/9. City-United 3-0 (1-0 Foden (Doku); 2-0 Haaland (Doku); 3-0 Haaland (Bernardo))
Donnarumma
Khusanov – Dias – Gvardiol – O’Reilly
Rodri – Reijnders
Bernardo – Foden – Doku
Haaland
Subs: Trafford; Aké, Mfuni; Nunes, Lewis; Gonzalez; Savinho, Bobb, Mukasa
76. Gonzalez > Rodri; Savinho > Doku
87. Bobb > Haaland; Aké > Bernardo