Redigeretman 15. sep 23:23
Nå, på sådan en røvsyg lille-tirsdag, hvor kun rødvin i rigelige mængder giver klarsyn nok til at kunne skimte den forløsende weekend i horisonten, er det vel en lejlighed for Onkel Banjo til at finde den store lyseblå City-historiebog frem og fortælle en anekdote. Og i aften, børnlille, skal I høre den om Ricky Hatton!
Ricky, eller Richard John, som præsten kaldte ham, blev født i Manchester-forstaden Stockport i 1978. Han voksede op på sine forældres pub i Hattersley og blev introduceret for fodboldsporten i Rochdale AFC, hvor både hans far og farfar spillede, men familien fandt hurtigt ud af, at det var en anden sport, lille Ricky havde evner udi. Og nej, Nick, det var ikke stangspring, men en rigtig sport: boksning!
Da Ricky gik ud af skolen, kom han i lære i familiens tæppevirksomhed, men da han havde skåret sig selv tilstrækkeligt mange gange i fingrene med en stanleykniv, besluttedes det at flytte ham over i salgsafdelingen. For at han ikke skulle miste alle fingrene i sin karriere som amatørbokser. Her nåede han at vinde syv britiske mesterskaber, inden han i 1996 stillede op til et ungdomsverdensmesterskab. Her røg han ud i semifinalen trods en soleklar sejr, som fire af de fem dommere gav til ham, men da den femte dommer (der senere erkendte at være bestukket) lod modstanderen vinde med grotesk mange point, var det enden på Hattons amatørkarriere.
I en alder af 18 år valgte Ricky Hatton i stedet at blive professionel bokser hos en lokal promoter i Manchester-bydelen Moss Side. Det gik bedre, og fra 1997 til 2007 vandt Ricky ”The Hitman” Hatton 43 professionelle kampe i streg, hvilket indbragte ham VM-titler i alle de forskellige forbund, primært i letmellemvægt, men også enkelte i mellemvægt. En del af kampene foregik i USA, og engelske fans fulgte ham i titusindevis, når han stillede op overthere. Hatton blev nemlig ekstremt populær blandt menigmand i Storbritannien, fordi han kom ud af små kår og ikke lod sejrene og pengene ændre sin personlighed som en helt almindelig fyr fra Manchester, der gav meget af sin indtjening og tid til lokal velgørenhed.
Når han er relevant at snakke om her i bulen, skyldes det selvfølgelig, at han også var inkarneret Mancester City-fan. Han boksede iført lyseblå shorts, og han gik i ringen med ”Blue Moon” som sin introsang. Derfor var mange af de medrejsende engelske fans til hans boksekampe i ind- og udland da også City-fans.
Men i december 2007 kom sejrsrækken til en ende, da han tabte til Floyd Mayweather Junior. Efter yderligere et par nederlag til Manny Pacquiao og Vyacheslav Senchenko i 2009 og 2012 valgte Ricky Hatton at indstille karrieren. Eller, faktisk var der så sent som i sommeren 2025 rygter om, at han ville stille op igen, i en alder af 46 år, men således skulle det ikke gå.
I går, den 14. september 2025, blev han fundet død i sit hjem i Hyde, i samme Manchester-bydel, hvor han indledte boksekarrieren i drengeårene. Op til kampen lovede en tydeligt berørt Phil Foden, at City-spillerne ville kæmpe ekstra bravt for Ricky, og Foden dedikerede naturligt nok også sit indledende mål til denne ikke-fodboldspillende City-legende. Inden startfløjtet til gårsdagens derby mellem City og United blev Ricky Hatton behørigt æret og hædret på Etihad med en flere minutter lang hyldestceremoni, vel og mærke med intense klapsalver og hyldestsange fra begge ender af stadion. Respekt til Uniteds fans for at stemme i! 👍
Æret være Ricky Hattons minde! 🍺