Snak

Man skulle da også være et skarn hvis man ikke kan smile ved synet af Patons læderbukser!

Jeg synes egentlig generelt Humphries virker sympatisk nok, især de senere måneder.

I saw a glimpse of Nick

Vedholdende stædighed er ofte egenskaber forbundet med energi, bare ikke på bold.dk hvor det oftest ender patetisk

Come back Nicko

@ JGGJ:

Enig ang. Luke Humphries. Men han holder jo også med en behagelig fodboldklub.

God weekend og landskamp!

Lidt spøjst at de to Luke´r holder med lige præcis Man United og Leeds; rivalisering på endnu et plan. ;D

Ja, god kamp i aften til dem med klaphatte. Jeg ser dog næsten mere frem til Yetien vs. Lasagnegnaskerne i morgen aften. Men jeg er nok også lidt biased dér...

For et par måneder varslede jeg, at jeg i denne landskampspause ville lancere et nyt tidsfordrivsprojekt: Den bedste Man City XI nogensinde!
Og da jeg ved at I alle har ligget søvnløse lige siden i spændt venten på præsentationen, så skal jeres venten nu en ende tage. En udfordring ved at lave en alltime XI er at Citys foretrukne formation har ændret sig op gennem tiden, ikke mindst fra det første guldalderhold i 1960-70’erne (4-4-2) til holdet i olieæraen (4-3-3), men jeg har valgt at gå med det nutidige formation. Præsentationen kommer til at forløbe med én position ad gangen, hvor der til hver plads er udvalgt en prioriteret trio med tredje-, andet- og førstevalg.

Hæng på. Det bliver godt!

Fedt, Banjo.
Det vil jeg glæde mig til at følge - men kan allerede nu høre skrigene fra modsatte side af gaden om “SNYD!”

Uh! Jeg husker bedst dengang City havde Goater og Wanchope i angrebet. Der må gerne være plads til en af dem. Og helst Goater, når nu Likørstuen også har fået et skrydende æsel.

Best City XI ever # 1 Goalkeeper
Nr. 3 er Ederson Santana de Moraes, der i perioden 2017-25 spillede 372 kampe for City. For mange nok synonym med Pep-æraens City-målmand, som i modsætning til Joe Hart (i øvrigt på listens 4. plads) levede op til catalanerens krav om kunne indgå i spillet med fødderne. Selvom han også blev berygtet for at kunne lave nogle bizarre drops, så husker jeg ham især for fantomredningerne i CHL-finalen mod Inter, som han personligt har en stor del af æren for blev vundet. Dertil er han den målmand i PL, der er noteret for flest assists, nemlig syv - heraf fire alene i sæsonen 24/25. Endelig har trådstifteren lovet mig såvel olferter og sheriffstjerner som smølfespark hvis Ederson ikke er med i alltime-truppen. Så det er han naturligvis. Men altså kun som anden-reserve.

Nr. 2 er ”Big” Joe Corrigan, der stod 572 (ifølge nogle opgørelser dog 602) kampe for City i klubbens første guldalder i perioden 1967-83. Han voksede op i en af Manchesters fattigste bydele (Sale Moor) og kunne dårligt fatte sin lykke, da han i sin debutsæson på førsteholdet vandt ligacuppen og pokalvindernes europacup - og fandt med tiden sågar vej til landsholdet også, trods skarp konkurrence fra legender som Ray Clemence og Peter Shilton. Senere blev det til endnu en ligacup-titel i 1976, og tre kåringer som årets City-spiller. Og så havde han i en periode de svedigste barkenbarter man kan forestille sig! I et nyligt interview blev han spurgt, om han ikke hellere ville have spillet i olie-æraen med de mange titler, hvortil han svarede: ”I would not change my career for all of the tea in China.”

Nr. 1 er Bert Trautmann, der er noteret for 545 kampe for klubben i årene 1949-64. Hans historie er ret unik. Han voksede op i nazi-Tyskland og var med sit lyse hår og atletiske fysik et oplagt emne for Hitler Jugend. Under krigen tjente han tre år som faldskærmssoldat på østfronten, undslap en russisk krigsfangelejr og blev i stedet fanget af englænderne, som han troede ville henrette ham, men i stedet hilste ham med ordene: ”Hello, Fritz, fancy a cup of tea?” Trautmann blev nu ført til en krigsfangelejr i Wigan, hvor han fik tiden til at gå med at spille fodbold. Hvilket gik så godt, at han kom på det lokale hold, hvor han stod så eminent på mål, at City arrangerede en venskabskamp for at se ham an - og efterfølgende skrev kontrakt med ham. I starten udløste det protester og demonstrationer imod at man i efterkrigsårene skulle have sådan en ´kraut´ på holdet, men hans konstante præstationsniveau i målet (hvor han startede karrieren med at spille 100 kampe i streg) fik snart kritikken til at forstumme, og han blev i stedet en veritabel klubhelt. Dette steg til klublegende-status i FA-pokalfinalen i 1956 mod Birmingham, hvor han med en frygtløs parade et kvarter før tid fastholdt Citys føring på 3-1. Trautmann blev halvvejs slået bevidstløs ved redningen, men efter et par minutters behandling med lidt lugtesalt og et splask vand i ansigtet var han klar igen og stod resten af kampen, uden at der gik flere mål ind. Tre dage efter viste røntgenbilleder, at Trautmann havde brækket nakken! We have a winner. 🍺

Jeg havde regnet med Joe Corrigan!
Kan ikke huske at have set ham spille, men han var Citys keeper, og vist rigtig god, da jeg fik mit første samlealbum fra den bedste engelske række.
Havde man da bare gemt dem - fyldt med nostalgi.

Ha ha, you beat me to it, Tintin. ;D