Snak

Det er ikke noget dårligt bud.
Så at der sad en korpulent skægget herre i hawaiiskjorte nede i salen i eftermiddags (meget lig mig selv, faktisk), med et skilt med teksten "I am your father, Luke!". Mon det gælder dem begge og de i virkeligheden er pap-tvillinger?

Luke Littler er lidt ligesom Real Madrid. Det farligste man kan gøre for sig selv imod ham er at bringe sig foran med to...

Det er dog sjældent at se ham så irritabel. I hvert fald foran et engelsk publikum. Velkommen på verdensranglistens førsteplads.

Littler😂💪🏻

“ Mon det gælder dem begge og de i virkeligheden er pap-tvillinger? “

😂😂


Littler var også allerede sur på publikum i de allerførste legs tidligere i dag.

Selv hvis Humphries skulle komme op og føre 15-11 ville jeg ikke turde afskrive Littler.

Edit: Men det blev så heller ikke ligefrem tilfældet...

Så ikke matchen … hvordan endte den?
Til gengæld er der konstant ild i Yetien

Ligesom i Littlers semifinale. De fulgtes pænt ad til omkring de 10, Littler så ud til at have et par kriser undervejs, og satte så turboen til efter den sidste pause. Humphries så til sidst ret drænet ud for mentale kræfter og missede et par afgørende muligheder for at kæmpe sig tilbage.

Vildt med Norge, det er sateme imponerende sådan at smadre Italien i en kamp på udebane, som man kunne leve med at tabe med et par mål. Mon ikke det betyder arriverderci Gattuso?

Best City XI Ever # 5 Left back
Det har ikke været helt enkelt at udpege Citys bedste venstreback gennem tiderne. Der har faktisk været flere, der var ganske gode, men ikke rigtig nogen virkelig outstanding. Med i opløbet var Oleksandr Zinchenko (2017-22, 128k, 2m+12a) og såmænd også Joao Cancelo (2019-23, 154k, 9m+22a), til trods for at sidstnævnte vel mere er at betragte som højreback, men da han måtte se denne position optaget hos City af Walker, gik det da også hæderligt for portugiseren i modsatte side. Indtil han ragede uklar med en catalaner. Anyways, i sidste ende er jeg endt ud med følgende tre:

Nr. 3 er Gaël Clichy, der i perioden 2011-17 spillede 203 kampe for City. Hans ankomst faldt sammen med de store titlers indtog på Etihad, og selvom Clichy langt fra var den mest spektakulære spiller på det nye guldhold, så var hans altid bundsolide defensive præstationer ved venstre bagdør en væsentlig medvirkende faktor til succesen. I den modsatte ende af banen var han mere diskret, og er kun noteret for 3 mål og 13 assists.

Nr. 2 er Aleksandar Kolarov, hvis tid i City fra 2010-17 faldt omtrent samtidig med Clichys, så klubben var unægteligt godt dækket ind på positionen i disse år. Trods deres indbyrdes konkurrence blev det til 247 kampe for ”den serbiske Roberto Carlos”, der voksede op med at spille fodbold i de sønderbombede gader i Beograd. Mens Clichy var defensivt orienteret, gik Kolarov betydeligt mere med frem i angrebet (hvilket så kostede nogle gange i defensiven), og han er noteret for 21 mål og 35 assists i City-trøjen. Mange af hans mål blev smasket ind et godt stykke udefra på frispark.

Prisen som Citys alltime bedste – og i hvert fald mest legendariske – venstreback går til Glyn Pardoe. Og lad mig da bare være ærlig og sige, at en del af motivationen for valget er ren nostalgi. Pardoe var tilknyttet Man Citys førstehold gennem 14 år! Han kom ellers fra Winford, men fik som dreng tilbud fra både Everton og Man City, og valgte i 1961 sidstnævnte, fordi hans fætter Alan (Oakes) spillede dér. Trekvart sæson senere fik han debut på førsteholdet i en ligakamp mod Birmingham, i en alder af 15 år og 314 dage – Citys yngste førsteholdsspiller til dato. Dette var nogle år før begyndelsen på City første guldalder, og de lyseblå fik ifølge Pardoe selv læsterlige klø i den ene kamp efter den anden. Under en tur ned i 2. division i 65/66 fik unge Pardoe en del spilletid som angriber og scorede ganske mange mål, men efter oprykningen til 1. division blev han omskolet til venstreback, hvor han forblev resten af karrieren. Forbløffende hurtigt efter oprykningen fulgte så de gyldne år med mesterskabet i 67/68, FA-pokalen i 68/69 og europacuppen og ligacuppen i 69/70, alle med Pardoe som en central stamspiller. I sidstnævnte scorede han sågar vindermålet på Wembley. I december 1970 ventede en udtagelse til A-landsholdet, men i et Manchester-derby fik Pardoe flækket højrebenet af George Best, i en grad så det overvejedes om benet skulle amputeres. Da han efter to års pause atter kunne spille, blev niveauet aldrig helt så højt som det tidligere havde været. Men selv som mere ordinær spiller kunne han altså fortsætte på førsteholdet til 1976. Pep ville da også have elsket en spiller som Pardoe i sin trup, idet han var versatil længe inden begrebet blev opfundet: Angiveligt nåede han at spille alle positioner på banen på nær målmand og centre-half. Ikke nok med at Glyn Pardoe var fætter til City-legenden Alan Oakes (der omtales senere på en anden position), så blev Pardoes datter gift med en søn af allerede omtalte Mike Doyle. Herigennem blev disse to City-koryfæer bedstefædre til unge Tommy Doyle (egentlig Thomas Glyn Doyle), der forlod City forrige vinter til fordel for Wolverhampton; her kan man ellers da tale om at være ud af ægte City-adel!

Zabaleta over Walker?
Jeg synes Walker var forrygende og i flere år i PL vel kun overgået at den/dem der nu spillede højre back hos Liverpool - og som med afstand var den/de bedste.

Jeg undrede mig godt over at være kommet så langt uden protester. Så tak, Tintin. 😆

Og ja, Zabaleta over Walker. Havde ikke dennes hurtighed, nej, men ellers bedre på alle parametre. Og som fan af den gamle skole må jeg bare elske hans glidende tacklinger; det kan godt være bolden kom forbi, men manden gjorde ikke!

Best City XI Ever # 6 Holding midfielder
Alltime-holdets midtbane er bygget op med en defensiv, en central og en offensiv midtbanespiller. Og herved opstår det første større problem med at lave ét hold gældende for alle tider, for med Citys 4-4-2-opstilling i 1960-70’erne var der faktisk ikke rigtig nogen 6’er på det første guldalderhold i nutidig forstand. Det nærmeste vi kommer er nok Alan Oakes, men han var reelt mere en 8’er-type, og ryger derfor ind i klassificeringen på den position. Nogle steder (f.eks. Transfermarkt) kan man se Bobby Kennedy oplistet som defensiv midt på datidens City-hold, men i virkelighedens verden var han venstreback. Og da jeg ikke tænker at Peps inverterede fullbacks endnu var introduceret i slut-60’erne, har jeg på denne position desværre helt måttet se bort fra mulige kandidater fra denne ellers så gyldne tid.

Tredjevalget er Gareth Barry, der i årene 2009-13 spillede 175 kampe for City, med 8 mål og 16 assists. Han var en altid pålidelig fremskudt skanse foran backkæden, som med sin forudseenhed og solide indgreb gav holdet den nødvendige ro til at vinde klubbens andet mesterskab i 2012. Det mest spektakulære ved Barry er vel, at han gennem sine imponerende 22 år som aktiv førsteholdsspiller er noteret for 653 PL-kampe ialt (foruden City også for Aston Villa, Everton og WBA), hvilket er rekord.

Andetvalget er Rodrigo Hernandez Cascante, blandt Likørstuens gæster nok bedre kendt som Rodri (selvom der faktisk står Rodrigo på ryggen), der siden sin ankomst til City i 2019 har spillet foreløbig 273 kampe, og i disse - udover at vogte leddet til UG - har lavet 26 mål og 32 assists. Citys hidtil eneste Ballon d’Or-vinder, hvis blotte navn kan få Vinicius Junior til at kaste sig til jorden i gråd (men okay, hvad kan ikke det?), betegnes af mange som verdens bedste 6’er pga. sine evner til at kombinere det solide defensive overblik med sublime fremadrettede afleveringer og giftige skud mod mål. Nævnes må også hans suveræne hovedspil - i sæsonen 22/23 blev han af Squawka noteret for 100% succes i sine hovedstødsdueller. Den episke krone på værket i offensiv henseende var vindermålet mod Inter i CHL-finalen, mens hans defensive betydning fik legendestatus, da han nåede op på 74 kampe i streg for City uden at have tabt en eneste! Og da han midt i dette blev skadet, tabte City kampe på stribe. Inden skaderne begyndte at sætte ind, spillede han nærmest konstant og var rygraden på det hold der vandt mesterskabet fire år i streg + den berømte treble. Det eneste lille minus i karakterbogen beror på hans evne til at få en enkelt ”hjerneblødning” i de fleste kampe, hvor han helt umotiveret mister eller smider bolden væk med en farlig situation imod til følge. Men med alt det fantastiske han udretter i resten af sin tid på banen, tager vi gerne det med, og håber - måske lidt naivt - på en snarlig retur til fordums styrke. Og så tæller det også op i en gammel oldschoolers bog, at han som en af de få i disse opløsningstider stadig stopper trøjen ned i bukserne. Og manden har jo ret: Gibraltar ER spansk!

Førstevalget er - selvfølgelig - Fernandinho, der over sine gyldne ni sæsoner fra 2013 til 2022 spillede 383 kampe for City, og i disse lavede 26 mål og 32 assists. Den lange årrække er desto mere imponerende ved at han blev hentet til klubben i en alder af 28 år, da han i 2013 skulle afløse ovennævnte Barry. Eller, Fernandinho og Yaya Toure skulle ifølge Pellegrini dele opgaverne i midten af parken imellem sig, men eftersom Yaya altid løb op mod de andres felt, måtte ”Ferna” blive tilbage og redde eventuelle kastanjer ud af ilden. Hvilket Yaya da også senere har takket ham for. Og Fernandinho var da også trods sin klejne statur aldeles suveræn som holding midfielder. Hurtig, intelligent, energisk, taktisk forudseende og forbløffende kraftfuld i tacklinger og skud. Sidstnævnte blev bevist i en af hans sidste kampe for City i 2022, da han i en alder af 37 år bankede en 4-0-scoring ind i overtiden mod Leeds, som efterfølgende blev målt af Opta til at være sparket afsted med 117,6 km/t og dermed kåret til Premier League’s Most Powerful Goal. Fernandinhos centrale værdi for holdet fortsatte, da Pep overtog tøjlerne, og den helt nye spillestil gav ham ifølge et senere interview spillelysten tilbage, da han ellers var begyndt at kede sig lidt. Med årene begyndte alderen selvfølgelig at trykke, men når han var fri af skader, var niveauet uændret. Da Rodri kom til i 2019, tog brasilianeren det på sig at lære den unge spanier op det bedste han kunne. Hvilket må siges at være faldet ganske heldigt ud. Nogle vil måske mene at lærlingen endte med at overgå læremesteren, men jeg vil nu fortsat mene at Jamie Redknapp havde ret, da han i 2022 betegnede Fernandinho som ”the number 1 defensive midfielder the Premier League has ever seen”.