Redigeretfre 2. jan 12:31
Dagen derpå. 0-0 ude mod Sunderland. Folk mere pragmatisk anlagt end jeg vil måske sige at det vel også var godt nok så. Fair i forhold til spil og chancer; Sunderland er jo ikke noget dårligt hold og fortsat ubesejrede på hjemmebane; vi er midt i et tæt program osv. osv. Til dem vil jeg svare: ”Come on! Det er f*cking Sunderland!?! Vi burde SMADRE dem!!!” Og denne holdning skyldes ikke KUN, at jeg er en arrogant båtnakke, men er også baseret på en objektiv vurdering af både de to holds aktuelle styrkeniveau og gårsdagens kampforløb. Okay, ”smadret” dem er måske en lidt kæk udmelding, men vundet burde vi fa’me have.
Hvad gik så galt denne gang? Well, Peps opstilling var vel nogenlunde fornuftig ud fra de forhåndenværende søm, men burde efter min mening have været forbedret på to punkter. Nathan Aké er simpelthen blevet for gammel, langsom og teknisk svag til at kunne være med hos City. Fair nok at man vil spare Gvardiol (hvilket så alligevel ender med ikke at lykkes), men så giv dog chancen til fremtidens mand Khusanov i stedet. Når man vil køre tikitaka-stilen mod et så defensivt stærkt hold som Sunderland mener jeg dertil det er en forkert beslutning at køre med så mange deciderede angribere, som City gjorde i går (Cherki, Foden, Savinho og Haaland), hvilket efterlader en forholdsvis teknisk svag midtbane bestående af Nico Gonzalez og Bernardo Silva. Bernardo er af Pep blevet gjort til anfører i denne sæson, hvilket både er godt og skidt, for han er god nok som indpisker, men spillemæssigt tilfører han efterhånden bekymrende lidt, og han bliver derfor lidt dyr at have løbende rundt i midten af parken i hver eneste kamp. Reijnders eller Lewis ville have haft pyntet på den midtbane i går, og det blev da også bedre sidst i kampen, da Reijnders kom ind i stedet for Bernardo.
Pep havde igen i går givet plads på bænken til de unge angribere Divine Mukasa og Reigan Heskey, men når nu de gamle ’usual suspects’ inde på banen ikke lykkedes med noget, forekommer det mig en dum fejl ikke at gøre brug af bænkens ungdommelige mod og virkelyst i slutningen af kampen.
Bedste spiller hos City var Donnarumma, som endnu engang viste sig som en eminent og kampafgørende shot-stopper. Dertil skal der herfra lyde en stor ros til den australske dommer Jarred Gillett og hans linjevogtere, som dømte skarpt når der var noget at dømme, men aldrig lod sig påvirke at spillernes teatralske ageren og evige brok. Det var da pisseærgerligt med underkendelsen af Bernardos ellers så smukke mål, men der var jo nu engang klart offside, og det var befriende at opleve linjevogteren kalde den med det samme, hvilket det efterfølgende VAR-check så kun kunne bekræfte. 👍🍺