Snak

Mere indhold efter annoncen
På dagens pre-match-pressemøde har Pep Guardiola meddelt, at der for Ruben Dias ventes en skadespause på 4-6 uger. Det må næsten betyde, at City nu går efter at hente en forstærkning ind udefra til midterforsvaret, der i skrivende stund kun tæller den aldrende (og selv småskadede) Aké samt unge Khusanov og netop hjemkaldte Alleyne, samt hvad der kan trækkes på fra U21-holdet (nok først og fremmest 17-årige Stephen Mfuni).

Ifølge Fabrizio Romano har City nu taget indledende kontakt til Crystal palace.

Som nævnt i artikeltrådene blev det i dag som ventet officielt udmeldt, at en anden hjemkaldt centreback Jahmai Simpson-Pusey efter sit kuldsejlede udlånsophold i Celtic nu fortsætter sæsonen i FC Köln.
@ Banjo

Cancelo er da netop noget nær optimalt.

Det er korrekt, at han har været skadet, men det lader nu ikke til at bekymre Barca.

Han tilbyder forsvaret adskillige ekstra opstllingsvarianter, ligesom holdets akilleshæl i sidste sæson i skikkelse af backsene også opjusteres; mod Inter i CHL var man uden både Balde og Koundé, hvilket i min optik forårsagede det samlede nederlag.

Jeg mindes ikke, at Cancelo ikke var topklasse i Barca sidst; tværtimod ville man gerne have beholdt ham, men det tillod La Ligas regler ikke.

Samtidig vurderes det, at Cancelo om nogen vil kunne hjælpe holdet fra dag 1 jf. hans kendskab til spillestil, holdkammerater, klub og by.

Man har kun kunnet anvende 80 % af AC´s gage, hvorfor enhver transfer har været umulig på forhånd, ligesom man heller ikke har kunnet betale lejebeløb, hvorfor det er ekstremt favorabelt, at man har kunnet tilknytte en spiller af Cancelos kaliber.

Den eneste kamp Cancelo vil kunne komme til at spille for Barca under sit lejeophold som 32-årig er CL-finalen.

Så uambitiøst, nej.
Kopieret fra Liverpool-tråden d. 17. maj 2025 : "Her fra skal i øvrigt lyde et tillykke og et tak til Barcelona for at redde fodbolden."
Tillykke til romerne. Vigtig sejr. Dovbryk scorede( bare urolig jggj )Leeds kigger med. Charterflyet er på vej til Italien. Et enkelt nederlag i 5 kampe er ikke helt utilfredsstillende det er mere de 7 uafgjorte kampe der giver romerne lidt baghæng. Med to kampe mere skal der findes kontinuerligt. Har ikke set hvem Roma møder næste kampe. Travlt med at hente Dovbryk til Yorkshire og Guehi til City. De er stoppet ind i kreaturvognen. Bare rolig ift dit skrækscenarie😀 Vini jr bliver hos kongerne i la liga. Florentino har smækket døren i.
Nu må Semenyo kke blive skadet onsdag før han lander til medical på Etihad torsdag. Det er et skrækscenarie med de skader bagkæden har pt. Lad os håbe han består lægetjek. Velkommen til City Semenyo.
@Nick
Tja, jeg ved nu ikke. Jeg under skam både Cancelo og Barca at det bliver en lykkelig second date, og hvis det kun drejer sig om resten af indeværende sæson, er der selvfølgelig også grænser for hvor slemt det kan blive. Men efter 1½ år med seniorbold i sandkassen og hovedparten af det sidste år på bænken, bliver jeg godt nok overrasket, hvis han har mere end en enkelt eller to gode halvlege i sig på Barca-niveau. Men pøj-pøj med det!
Mere indhold efter annoncen
Annonce
@Grealish
Jo tak, meget tiltrængt sejr til Roma. Det plejer at gå godt nok mod de små hold, problemet er at vi konsekvent taber til alle topholdene. I dag var det dog ekstra anstrengt, da vi havde 8-10 spillere ude pga. skader, sygdom, AFCON og karantæner. Så ekstra fedt med en af de sjældne udesejre.

Ja, Semy har bare at undgå skader mod Spurs. Hvis City både henter ham og Guehi i januarvinduet, er det da ikke helt dumt.

Tak for melding om Vini. Nu kan jeg sove mere roligt i nat...
Januarstatus Man Citys udlån (2/2)
Ud over de tidligere gennemgåede ni udlånte spillere fra de bageste geledder af City-trupperne, så har klubben i denne sæson også udlånt otte spillere fra midtbanen og angrebet.

Det største navn fra denne del af udlånskontoen er så ubetinget 30-årige Jack Grealish, der ser ud til at have fundet spilleglæden tilbage hos Everton, hvortil han blev udlånt i sommers med en tilknyttet købsoption på £50m. Om Toffee’erne ender med at gøre brug af optionen må tiden jo vise, men de har i hvert fald gjort flittig brug af Grealish, der vel nærmest har spillet alt det han overhovedet har kunnet. I sine 20 kampe for Everton er det blevet til 2 mål og 6 assists. Grealish har kontrakt med City frem til sommeren 2027.

Blandt de mere omtalte udlån fra førsteholdstruppen hører også Claudio Echeverri, der blev købt af City for to år siden fra River Plate for €18½m. Han fortsatte imidlertid på udlån i sin argentinske barndomsklub 2024 ud og ankom først til Manchester sidste vinter. Den nu 20-årige argentiner blev ved sin signing betegnet som et af de største offensive talenter i sydamerikansk fodbold, og han har sådan set også set rigtig god ud i de sammenlagt 64 minutter, hvor Pep har givet ham chancen; herunder scoret et mål ved FIFA’s klub-vm. Men det der med at vise tillid til unge talenter er jo ikke lige City-trænerens facon, så i sommers lignede det længe et udlån til Roma, som Echeverri angiveligt meget gerne ville til, fordi han her kunne være i selskab med sine landsmænd Dybala og Soulé. Men da City ikke ville gå med til den købsoption, som romerne ville have med, blev det ikke til noget, og i stedet blev han sendt på et tørt udlån til Bayer Leverkusen. Dét har ikke just været nogen succes, for efter Hjulmand blev ansat dér som træner, har Echeverri primært siddet på bænken og kun opnået sammenlagt 270 minutters spilletid hos tyskerne. City har derfor opsagt udlånet pr. årskiftet, og Echeverri skal nu i stedet spille resten af sæsonen hos CFG-partneren Girona.

En vis opmærksomhed er også tilfaldet norske Sverre Nypan, der i sommers blev hentet til City fra Rosenborg for €15m. Trods sine dengang blot 18 år er han formelt tilknyttet Citys førsteholdstrup, men det lå også i kortene fra start, at han straks skulle videre på udlån. Medierne spekulerede først i et ophold hos en af CFG-partnerklubberne Girona eller Troyes, men det endte i stedet med at blive hos Championship-klubben Middlesbrough. En fidus ved denne manøvre kan være, at han dermed kan nå at optjene tre år på engelsk græs inden han fylder 21 år, hvilket har den fordel, at han vil kunne tælle som ”englænder” i homegrown-regnskabet; og selv hvis City alligevel ikke kan bruge ham på førsteholdet til den tid, øger det hans markedsværdi betragteligt i PL-sammenhæng. Opholdet i Middlesbrough kan vel siges at forløbe acceptabelt, uden at være prangende, idet han immervæk har fået 19 kampe, men primært som indskifter. Han er hverken noteret for mål eller assists i Championship, men har til gengæld undervejs scoret et mål for det norske U21-hold – på udebane mod Danmark.

De resterende fem udlån stammer alle fra Citys U21-afdeling. 20-årige Mahamadou Susoho er en spansk defensiv midtbanespiller, som jeg for nogle år siden så en meget stor fremtid i, da han slog sine folder på U18-holdet. Siden da kan man vel i bedste fald sige, at den lysende fremtid lader vente lidt på sig. I sidste sæson var han udlånt til Peterborough i League One, men i sin allerførste kamp måtte han udgå efter 66 minutter med en lårskade, der holdt ham ude resten af året, og selvom det blev til spilletid i foråret, blev det aldrig sådan rigtig godt. I sommers blev Susoho så i stedet sendt på udlån hos Livingston i den skotske Premiership. Her er det faktisk gået okay med 15 kampoptrædener og næsten fuld spilletid. For godt to år siden fik han et kvarter på banen på Citys førstehold i en CL-kamp mod Røde Stjerne, men det begynder nok at se tungt ud med at se ham som en kommende afløser for Rodri.

Den 21-årige centreforward Will Dickson har været udlånt til Chesterfield fra League Two, men tilsyneladende kun på en halvårlig aftale, der udløb i mandags – alternativt er han blevet kaldt hjem før tid, det ved jeg faktisk ikke helt. På papiret ser forløbet godt nok ud med deltagelse i 18 af klubbens 24 kampe i efterårssæsonen 2025, men på nær to ligakampe og tre pokalkampe har der været tale om korte indhop før slutfløjt, og sammenlagt er det kun blevet til 471 minutter. Undervejs er han noteret for 1 mål og 1 assist. I efteråret 24 lavede han 4 mål og 3 assists i 15 kampe for Citys U21-hold, men foråret 25 blev tilbragt i Motherwell på et udlån, der var omtrent lige så mislykket som opholdet i Chesterfield. Så måske er det bedre at han bare bliver hjemme i Manchester?

Den 19-årige venstre(og højre-)wing Joel Ndala er i gang med sit tredje udlån på 1½ år, hvor han efter låneophold på PSV Eindhovens og Nottingham Forests U21-hold nu spiller Championship-bold med de voksne for Hull. Og bortset fra at den engelske ungdomslandsholdsspiller i Hull har fået en lidt mere tilbagetrukken rolle end på City-akademiet som venstre wingback, så kører det faktisk fint, med foreløbig optræden i 16 kampe (trods en mindre skade undervejs) og sågar et enkelt mål (i en kamp mod Derby hvor han for en gangs skyld blev anvendt som centreforward). Skal man være realistisk tegner det nok næppe nogensinde til at Ndala kommer til at score mål på Citys førstehold, men han vil da sikkert sagtens kunne indbringe ”a pretty penny” ved et fremtidigt salg.

Det største navn blandt Citys unge udlånte angribere er så ubetinget Divin Mubama. 21-årige Mubama er et af de større engelske angrebstalenter i sin generation, som City hentede ind fra West Ham i sommeren 2024, hvor han i sæsonen 24/25 bare har tæsket mål og assists ind for Citys U21-hold (16 mål og 4 assists i 14 kampe) samt på de engelske ungdomslandshold. Han har flere gange været på tale som backup for Haaland på førsteholdet, og det er faktisk også blevet til kampoptrædener i forrige sæson med en halv time i en PL-kamp mod Ipswich og fuld tid i pokal-målorgiet mod Salford, hvor han sågar bidrog med et af Citys otte mål. I sommers blev han så udlånt til Stoke i Championship, og her er det da ved første øjekast heller ikke gået helt tosset: Mere end 1500 spilleminutter i 24 ligakampe, krydret med 5 mål og 1 assist, heriblandt et hattrick mod Bristol City. Alligevel er historien langt fra rosenrød, idet der nu er gået mere end to måneder siden den seneste scoring, træneren er begyndt at brokke sig over ham i medierne og Mubama måtte sågar opleve at blive buhet fra banen af Stokes egne fans efter endnu en målløs optræden i juledagene. Så nu overvejes det faktisk, om City vil kalde ham hjem i januarvinduet.

Endelig er 18-årige Luca Fletcher formelt set også at regne som udlånt City-spiller, men i praksis har den versatile angriber sagt farvel til Etihad, i hvert fald for denne gang, idet der i udlånsaftalen med Ipswich indgår en købsobligation (på et ukendt beløb) til sommer, krydret med Citys sædvanlige tilbagekøbs- og videresalgsklausuler. Fletcher har qua sin unge alder trods alt ikke fået plads på Championship-klubbens førstehold, men derimod på U21-holdet, hvor han indtil videre har lavet 3 mål og 1 assist i 9 kampe.
Dagens gode nyhed på pressemødet var at Nico Gonzalez er tilbage oven på sin skade, der holdt ham ude af truppen mod Chelsea. Så nu kan Pep faktisk ligefrem vælge og vrage mellem hvem han vil bruge på 6’eren.
Nå, Mister Pep, skulle vi eventuelt overveje at prøve noget nyt og rent faktisk VINDE en fodboldkamp i år? Eller skal vi bare igen undskylde det med skader og fravær, når vi kløjs i Brighton-bollerne?

Både Algeriet og Egypten er gået videre til kvartfinalerne i AFCON, så vi må fortsat se langt efter Ait-Nouri og Marmoush. Stones, Kovacic og Bobb sidder fortsat på skadesbænken, hvor de efter Chelsea-kampen har fået langtidsselskab af Gvardiol og Dias. Til gengæld meldes Savinho og Nico Gonzalez klar igen efter at have siddet over mod Chelsea, hvor Doku var tilbage på bænken. Dertil er 20-årige Max Alleyne som tidligere nævnt blevet hjemkaldt fra låneophold i Watford som reserve på centrebackpladserne. Mod Chelsea var desuden Mfuni, McAidoo, Mukasa og Reigan Heskey hentet op som reserver fra U21-holdet. Vi må fortsat vente på Semenyo, der i aften spiller sin sidste kamp for Bournemouth; der er booket lægetjek i Manchester torsdag.

Man City-Brighton i aften kl. 20:30 på Etihad. 21. runde af Premier League. Be there - or be square.
De der Brighton-boller... vi fik én galt i halsen og var nødt til at ringe efter sidste måneds klart vigtigste spiller, Owen Gól (baskisk far, engelsk mor, født i det nordlige London red.) for at rage kastanjerne ud af ilden. Uden ham havde vi ikke klaret julemåneden. Han er dog ikke meget for at forlænge og i skrivende stund er han uden kontrakt. Jeg tror, at ManC gør klogt i at overveje ham fremfor Semenyo.
Annonce