Snak

Jeg har slukket - det var knapt to timer af mit lange liv jeg aldrig får igen. Observationen af det mug der vokser i brusekabinen er mere interessant

Aftenens største taber må dog være Nick. Pine sig igennem hele denne kamp, blot for at blive 10.000,- fattigere... 💰🪽

Kampens "Jeg-har-virkelig-brug-for-et-kram"-pris går til Martinelli. Den mand har tydeligvis behov for noget mere kærlighed i sit liv. 🧸❤️

BREAKING: Antoine Semenyo får trøje nr. 42 i City!
Yaya Tourés gamle rygnummer. Damn! Hvorfor havde jeg ikke forudset det...?

En kende forsinket, men alligevel:
David Silva fyldte 40 år i går. Feliz cumpleaños, El Mago! 🍾

Fuck og død en røvsyg kamp i går. Jeg vil gerne allerede her i anden sætning love, at jeg ikke lige foreløbig kommer til at tale om Gokke. Han var ikke i stand til at hjælpe længere nede i banen, og de 2-3 gange han skulle være tilstede i forreste linje, var han der ikke. Han rørte bolde 8 gange på knapt 70 minutter. VVD og Konaté undervurderede ham ikke, for det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Vi stillede de facto op 10 mod 11.

Uafgjort med en mand i undertal gennem hele kampen mod de regerende mestre. Det er da heller ikke så dårligt!

Og nej, Gokke levede nok ikke helt op til mine forventninger. "Don´t give up your daytime job", som man siger. Eller måske "nighttime" i det aktuelle tilfælde. Ham jeg forvekslede ham med var godt nok bedre til at få ålen ind i rusen (i den film jeg så på hotellet i Stockholm).

Så blev Semenyo officielt præsenteret. Og trøjenummeret 42 bekræftet. Åbenbart også hans første nummer i tiden i Bristol City. Nr. 42 har været ledig i Man City siden Yaya stoppede. Velkommen, Antoine!

Onkel Banjo fortæller
Imorgen spiller Manchester City hjemme mod Exeter City FC i 3. runde af FA Cuppen. Det kan jo være en kærkommen lejlighed for Onkel Banjo til at finde den store lyseblå historiebog frem og fortælle beretningen om dengang i 1904, da City vandt selvsamme turnering. I øvrigt 61 år før Liverpool prøvede det samme første gang, og 104 år før mange af nutidens historieløse fans tror at City overhovedet blev opfundet af sheiken i Abudhabi.

Nå, men altså, Manchester-klubben med base på Hyde Road i forstaden West Gorton havde under navnet Ardwick Association meldt sig ind i Football League i 1892, og to år efter (dvs. 1894) blev det nuværende klubnavn antaget, samtidig med at den lyseblå hjemmebanetrøje blev indført. I 1899 tog Man City sin første titel ved at vinde Second Division og dermed rykke op i ligaens øverste række. Besøget blev dog kortvarigt, idet vi hurtigt rykkede ned igen, men efter endnu en Second Division-sejr i 1903, ventede den gyldne sæson 1903/04, hvor City faktisk ikke var helt langt fra at vinde The Double.

Denne Citys allerførste storhedstid byggede ikke mindst på, at holdet havde et heftigt trekløver helt fremme i front: Sandy Turnbull, Billy Gillespie og højrewingen Billy Meredith. Sidstnævnte, også kendt som ’The Welsh Wizard’, der af mange betegnes som den første britiske fodboldstjerne, huskes foruden sit charmerende overskæg nok især for at han som regel spillede med en tandstikker i munden og at han i en kamp mod Aston Villa tilbød en af Villa-spillerne £10 for at tabe kampen. Grundlæggende City-DNA, through ´n´ through!

City var for første gang nået til tredje runde i den prestigefyldte turnering ved at slå Sunderland og Woolwich Arsenal. Nu ventede barske Middlesbrough, der i ligaen samme sæson havde lammetævet City 6-0 hjemme og spillet uafgjort 0-0 mod os på Hyde Road, men denne gang var det City der vandt, endda på Boro’s hjemmebane, med 3-1.

Semifinalen mod ligatopholdet Sheffield Wednesday blev afviklet på neutral grund på Goodison Park foran 53.000 tilskuere, det største publikum City på det tidspunkt endnu havde spillet for. Ligesom City drømte Wednesday om The Double, men drømmen brast, da de herrer Meredith, Turnbull & Gillespie hver satte et mål ind mod kun ét sammenlagt for Sheffield-spillerne.

30.000 City-fans tog herefter togturen ned til London, hvor finalen skulle spilles den 23. april mod Bolton Wanderers. De fleste var taget afsted dagen i forvejen og fans fra begge klubber overnattede rundt om på Londons jernbanestationer. På det tidspunkt var også Citys Double-drømme blevet slukket efter et nederlag til Wednesday og et ekstremt tæt kampprogram op til pokalfinalen med 6 kampe på 15 dage (og så klynker nutidens spillere!). Så nu kunne al fokus rettes mod FA-pokalen.

61.374 tilskuere overværende kampen på Crystal Palace Stadium, heriblandt premierminister Balfour, koloniminister Lyttelton og adskillige spillere fra det australske kricketlandshold. Efter 23 minutter kunne den ene halvdel af tilskuermængden gå amok i jubel, da Billy Meredith trak sig fri af sin oppasser og satte bolden sikkert ind bag Bolton-keeperen Dai Davies. Der var nok dem der mente, at målet lugtede af offside, men dette var heldigvis længe før VAR havde gjort sit grumme indtog for at knuse den spontane glæde i fodbolden, og Bolton-spillerne brokkede sig da heller ikke nævneværdigt. En City-fan blev så overvældet af glæde, at han måtte løbe ind på banen for at fejre målet med spillerne, men han blev hurtigt og bestemt pågrebet af de tilstedeværende bobby’er og ført tilbage bag rækværket; han fik dog lov at genindtage sin plads blandt tilskuerne, idet betjentene angiveligt var ”impressed by his passion”. Resten af kampen bød på et solidt pres fra Bolton for en udligning, men her viste især fullbacken Herbert Burgess sig som et veritabelt bolværk for de lyseblå. Kampen sluttede således 1-0 og City vandt sit første store trofæ!

Siden da er det blevet til yderligere seks FA Cup-pokaler. Når vi slår Exeter i morgen, er vi et skridt nærmere den ottende.

Cheers! 🍺🩵🏆

Nr. 42 er med i truppen allerede imorgen mod Exeter. Excellent!