Nå, men i absinthens grønne tåger så jeg lyset!
Som Tintin rigtig siger, har City for mange middelmådige spillere. I en objektiv statusopgørelse er følgende gode nok til en startplads, hvis City fortsat skal være blandt Europas bedste: Donnarumma, Dias, Gvardiol, Guehi, Reijnders, Foden, Cherki, Semenyo, Doku og Haaland. Foden er efterhånden måske endda lidt på vippen, men nu er han jo lokal, så her er linen lidt længere. Som backups er følgende kvalificerede: Trafford, Khusanov, Ait-Nouri, Nico Gonzalez og Savinho. Her vil nogen sikkert sige at jeg er for venlig, men nu er jeg jo nu engang bare en stor, blød (og nogengange lilla) bamse.
Stones, Aké, Rodri, Kovacic og Bernardo Silva er blevet for gamle. Når de ellers overhovedet kan spille for skader, er de ikke med til at trække niveauet op, og deres dåbsattest in mente er der intet begrundet håb om at dette vil ændre sig. De har alle gjort det godt tidligere, men tiden er inde til at sige farvel. O’Reilly, Lewis og Marmoush skal meget snart til at steppe gevaldigt op, hvis de skal forblive i truppen. Selv som backups vejer de i øjeblikket for lidt. Nunes og Phillips skal bare ud.
Hvis City skal fortsætte med en firebackkæde, efterlader det os (som i efterhånden adskillige år) med et skrigende tilgangsbehov for en højreback (både førstevalg og backup), venstreback og en defensiv midt (begge førstevalg, på backups er vi dækket ind). Dertil har vi behov for backups på den centrale midt (for Reijnders) og på 9’eren (for Haaland); Savinho kan som backup dække begge winger.
Men inden man begynder at bruge yderligere en milliard på et forstærke truppen, skal den vigtigste ændring gøres på trænerposten. Pep Guardiola er sin episke fortid til trods ikke længere den rette træner for City – og det har han efterhånden ikke været et stykke tid. Hans pasningsorienterede tikitaka kan man synes om eller ej (jeg er efterhånden på ’ej’), men det kræver som minimum en teknik og blik for medspillerne, som den nuværende trup ikke besidder. Hans stædige tro på egne evner til at omskole spillere til uvante positioner er efterhånden en dårlig joke, der forlængst har udlevet sig selv. Hans seneste formationsskifte til en 4-4-2 med ”inverterede wingbacks” er selv som en midlertidig nødløsning uholdbar og afspejler kun alt for tydeligt hans gamle præference for at opgive kanterne og klumpe det hele sammen på midten. Men det største problem er næsten Peps kedelige evne igennem de senere år til at gøre spillerne dårligere end de er! Kalvin Phillips er vel det grelleste eksempel, men i mindre målestok er han så langt fra den eneste. Hvor mange fremragende spillere har vi ikke hentet ind udefra, som efter en lovende debutkamp er faldet betragteligt i niveau? Og hvor mange middelmådige City-spillere er ikke blomstret voldsomt op så snart de kom ud af catalanerens skygge? Det er simpelthen et problem, som burde adresseres – men som ingen i klubledelsen synes at turde tage op. Tak for alt, Pep – du må videre!