Snak

¤ JG:

Absolut endnu en godkendt indsats af Yorkshires stolthed på hjemmebanen.

Ortega gjorde det habilt men ikke prangende. Sels bør imo ikke få problemer med at genindtræde i buret igen efter sin lille skade.

Smadr og smadr. Lad os se om det går så galt senere for de unge håbefulde poder fra LU. Om end de da nok taber.

Jg.
Iaften ses vi til after game party kl. 2200. Så forsones vi nok igen. Tænk hvis Leeds/City fandt sammen om hvide trøjer/lyseblå shorts/ blå sokker med lyseblå kanter. Romantisk og bromance opstår.

Nå- men City er favoritter iaften. Kun 1 sejr sidste 5 kampe til Leeds. City vundet 3. Hey City har ikke scoret dobbelt så mange mål endnu. Så håbet er der. Leeds skal vinde, hvis top 16 playoff stadig er muligt. Kan vi mødes over en pint og aftale vi spiller uafgjort? Husk Leeds smadrer løs- for vi har en Coolhand der er varm.

Ja tak til after party, nej tak til fusionering. Men vi kan da altid udveksle hånesange om Man United... 😂😂

I morgen skal Manchester City møde Liverpool FC på Anfield. En kamp mellem rækkens aktuelle nr. 6 og nr. 2, men også et efterhånden nyklassisk opgør mellem de to klubber, der har delt det engelske mesterskab imellem sig igennem de seneste otte sæsoner! Men Liverpool-City-opgørene har en helt egen historie, der rækker langt ud over den nyere tids titelkampe. Hvis Liverpool ofte har haft det svært på Maine Road og Etihad, så har City nærmest haft det notorisk umuligt på Anfield. Siden en 2-1-sejr i pokalturneringen i 1956 har City besøgt Anfield 57 gange, og kun i 3 [tre!] af disse er de lyseblå gået derfra som sejrherrer. Ingen anden klub har en så kedelig statistik på noget andet stadion i engelsk fodbold!

De tre sjældne sejre kom i 1981, 2003 og 2021. Og i dagens anledning finder Onkel Banjo den store lyseblå historiebog frem for at fortælle historien om den gyldne sejr i 1981. Som faktisk også har en personlig betydning for mig. Det er nok den tidligste City-kamp jeg sådan for alvor husker, og selvom jeg på dette tidspunkt allerede havde haft en præference for de lyseblå i en lille håndfuld år, så var det efter lige præcis denne kamp, at min evige kærlighed til klubben blev cementeret.

Med sølle tre sejre i en periode over 70 år, må forhåndsforventningerne for alle nulevende City-fans til en udekamp på Anfield mildt sagt være beherskede. Det plejer at gå således: Vi tager til Anfield, vi får tæv, vi tager hjem igen. Sådan er det nu, og sådan var det også i 1981, hvor vi ikke havde vundet på det famøse stadion i 25 år. Ikke desto mindre havde ca. 3.000 City-fans også denne gang taget turen til nabobyen til ligaopgøret, som tilmed var en vaskeægte Boxing Day Match med afvikling den 26. december.

Én ting var dog allerede på forhånd anderledes end normalt. City lå faktisk foran Liverpool i tabellen, der var henholdsvis nr. 4 og nr. 12. City-træner John Bond var kommet godt igang med opbygningen af et (håbede man dengang) nyt storhold, der forhåbentlig kunne gentage successen fra 1970’erne, mens Liverpool befandt sig i en midlertidig bølgedal, hvor mange af de gamle koryfæer nærmede sig udskiftning og flere nye endnu ikke var spillet ind. Blandt disse nyerhvervelser var den legendariske målmand Bruce Grobbelaar, der skulle få en stor rolle i opgøret.

Samlet så de to holdopstillinger således ud:

Grobbelaar, Neal, Lawrenson, Thompson, Whelan, Hansen, Dalglish, Lee, Rush, Johnston, Souness.
Corrigan, Ranson, McDonald, Reid, Bond, Caton, Kinsey, Reeves, Francis, Hartford, Hutchinson.

Det største navn i City-truppen var Trevor Francis, der lige havde signet for klubben for den uhyre sum af £1m. Dertil stod legenden Joe Corrigan fortsat på mål, som han havde gjort det siden slutningen af 1960’erne. ”Big Joe” elskede kampene på Anfield og havde det også fint med at vogte målet foran The Kop. I hans første kamp på dette stadion i 1967 som 19-årig huskede han hvordan Pool-fansene hånede hans store statur med sangen ”Who ate all the pies?” (en sang jeg formoder også Kalvin Phillips må have hørt en gang eller to), og på et tidspunkt blev der sågar kastet en pork pie ned til ham. Joe samlede tærten op, tog en bid, og smed den så retur op på The Kop, til fansenes jubel, og siden da berettede han altid selv at have et godt forhold til Liverpools fans. Med en enkelt undtagelse, som hændte 2. juledag 1981.

Banen på Anfield så forfærdelig ud. Kenny Dalglish husker det selv således: »I remember, the pitch looked like it had an allergy – there was sand, mud patches and bits of grass here and there so it wasn’t ideal for either side.« Hans holdkammerat Mark Lawrenson istemmer: »It was the worst pitch at Anfield ever, – in fact and I think they replaced it at the end of the season.«

City-spillerne fandt fodfæste på den dårlige bane hurtigst. Efter blot 7 minutter kunne Asa Hartford sende et hovedstød in bag Grobbelaar foran The Kop, men målet blev annulleret for en forudgående hændelse, som kun dommeren (og måske også The Kop) havde set. Dette tog dog ikke modet fra Hartford, og få minutter efter lavede han en fræk vending foran mål og smækkede den atter ind bag Grobbelaar, hvilket denne gang end ikke dommeren kunne omgøre. City førte 1-0. Nu begyndte hjemmeholdet så at vågne, og kort før pausen knaldede Dalglish et frisparksforsøg på overliggeren via Corrigans handsker, men ved pauseteen var stillingen endnu 1-0 til gæsterne.

I pausen advarede Big Joe sine holdkammerater om, at Liverpool havde en slem vane med at komme stærkt igen. »I knew that from painful experience. In one of my first games at Anfield, we were 2-1 up with five minutes left and they won 3-2. It was typical of Liverpool at Anfield.«

Men denne gang kom det store genpres fra Bob Paisleys Liverpool aldrig rigtigt. Souness havde et tordenskud mod Citys mål, som Corrigan fik vippet ud på stolpen, men det var stort set også dét. Og så begyndte i stedet Grobbelaar-showet for alvor. Den rhodesiske (eller hed det allerede dengang zimbabwianske?) målmand gik ud for at gribe en høj og relativ uproblematisk bold, men tabte den for fødderne af Steve Kinsey, der resolut sendte den som en ballon over målmanden mod det ene målhjørne. Liverpools anfører Phil Thompson formåede med en flot håndsparade at sende bolden over mål, men eftersom han ikke var indregistreret som målmand, udløste det et straffespark til City. Som træner John Bonds søn Kevin tog sig af og bragte City på 2-0.

Selvom målet blev scoret i den modsatte ende af The Kop, blev dette alligevel en tilskuer på Koppen for meget. En flaske blev kastet ned mod Joe Corrigan og ramte ham i hovedet, så han gik i græsset. Senere berettede han om episoden:

It was a shock because that wasn’t The Kop – they weren’t like that as a rule – but I was down on the floor and our physio came on. I have a picture somewhere of Ray Ranson picking a bottle of wine up at the back of my net and in the dressing room after, one of the lads said: ‘We knew it was a bottle of wine, Joe, because it was full when it hit you and empty when it hit the ground!’

Joe Corrigan kunne fortsætte kampen, og efter 85 minutter måtte han se sig passeret af mere end vinflasken, da Ronnie Whelan fik reduceret til 1-2, men alligevel føltes det aldrig rigtig som om sejren var i fare. Og det hele endte da også i stedet 3-1 til City, da Reeves kort efter fik et skudforsøg pareret af Grobbelaar, der imidlertid var så uheldig at bolden røg op på overliggeren og derfra ned i hans nakke og videre ind i mål. TV-kommentatoren konstaterede tørt, at Liverpools nye målmand lignede ”a sorry character!”
Faktisk blev Corrigan i dagene efter kampen kontaktet af en irsk mellemmand med et tilbud fra Liverpool om at overtage målmandsjobbet fra Grobbelaar. Big Joe var ifølge eget udsagn ikke helt afvisende for idéen, efter så mange år i City, men beskeden fra City-ledelsen var klar: ”You aint going anywhere!”

I den næste ligakamp vandt City hjemme 2-1 over Wolverhampton, og de lyseblå lå faktisk øverst i tabellen ved årskiftet. Men holdet kunne ikke holde kadencen i foråret, og i stedet fandt Liverpool en ny luft efter en større udrensning på holdet, der ved sæsonens afslutning imponerende nok indbragte de røde klubbens 13. engelske mesterskab. Manchester City derimod sluttede som nr. 10. Men skide være med det, for vi slog Liverpool på Anfield. Ja sgu!

Cheers! 🍺🩵

I det mindste er vi i forsoningshjørnet med godt humør. City/Leeds lyder ellers som to skibe mødes i måneskin til sangen you are the one.

Ja lillebror der scorer i dommerens tillægstid kan vi altid hade på- nu vinder de nok med 1 mål. Iaften kl 1959 er linet op til game of the thrones. Be ready be very ready 😁

‘We knew it was a bottle of wine, Joe, because it was full when it hit you and empty when it hit the ground!’

Ha-ha - helt fantastisk - tak for den historie, JG !

I morgen bliver forhåbentlig ikke en dag til den lyseblå historiebog, men endnu en side til den store glemmebog...

Anyways - lad os håbe på nice, clean family entertainment med flot bold, usynlig dommer og VAR-team samt det helt rigtige resultat for universets fremtid.

I lyset af den historisk gode stemning vil vi være nådige, så efter at have regnet grundigt på scenarierne forudser jeg, at vi nøjes med at smadre jer 6-1.
Der skal lige kastes et enkelt ben til den sultne yeti - vi er jo ordentlige mennesker.

Go historie, Banjo👏🏻

Tak tak, men gode historier fortæller jo nærmest sig selv.

Nå, Rikke & co. fik en lidt hård medfart på Old Trafford, så jeg er villig til at dele en af de tre flasker absinth som jeg ellers har sat til side til mig selv til i morgen.

Og så er det bare ellers om at ønske gode kampe til Tintin og Wise. Giv os nu en god start på en forhåbentlig blå weekend. Trænger vi ikke snart til en fuld blå plade igen? Tintins anden kamp (skal vi egentlig kalde dine to sider henholdsvis "Blå Tintin" og "Røde Tintin"?) mod Afløseren vil jeg ikke blande mig i.

Og Dr. Slinger, well, jeg ved godt at nuttede kæledyr kan have en terapeutisk effekt på traumatiserede patienter, men pas nu alligevel på med den sorte kat i puderummet. Den er berygtet for at kunne tilføje et par ubehagelige skrammer på mangt et selvværd...

I øvrigt en fin blå optakt i U18-udgaven af The Merseyside Derby. Evertons U18 smadrer Liverpools ditto med 2-1. Det mest interessante her er dog næsten navnene på de rødes to målscorere (yes, det ene af Evertons mål var et selvmål) sat ind ved Prince Kobe Cisse
og La´more Forrester. Wow! Imod dette blegner selv Citys bindestreger...

Eb detaljeret og underholdende historie tilsat din egen oplevelse af kampen. Ak ja disse minder om meget korte shorts. Mudderbaner, halvdelen af kridt stregerne kunne kun linjevogter se mm. Grobbelar er nok den mest farverige/ flyvske keeper i historien.

Apropos blå stue smadrer. Chelsea U21 er ved, at lemlæste Rovers