Snak

Iceman🥶💪🏻🎯

Josh Rock med 9-darter🎉🎉🎉💪🏻🎯

Det var vildt med Rocky´s 9´er. Han kunne dårligt holde på pilene bagefter... 😄

Og tillykke til Andib med sikkert avancement for Viola i Conferensen. 😜
Daje Italia! 🍺

Det er traditionelt om fredagen, at Onkel Banjo finder den store, støvede, lyseblå historiebog ned fra hylden og oplæser et par sider om plastikklubben fra 2008’s glorværdige fortid. Derfor bliver det også, og det beklager jeg, med en dags forsinkelse, at vi fejrer 80 årsfødselsdagen for The King of The Kippax: Colin Bell, den største Man City-spiller gennem tiderne!

Noget af nedenstående er allerede berettet én gang, da jeg sidste år kom med mit bud på Man City’s Alltime XI, men genbrug er jo i den klimabevidste bæredygtigheds tegn, ligesom gode historier ikke kan fortælles for tit, så here goes.

Colin Bell kom fra beskedne kår i Hesleden syd for Newcastle. Fodboldmæssigt voksede han op i den lokale klub Horden Welfare, hvorfra han som 17-årig blev hentet til Bury i udkanten af Greater Manchester. Her så man hurtigt hans potentiale som styrmand på den offensive midtbane og som blot 18-årig gjordes Bell til holdets anfører. Rygtet om knægtens værd spredte sig til de større klubber, herunder Man City, hvor den karismatiske/kontroversielle assistenttræner Malcolm Alisson blev sendt op til Bury for at se ham an. ”Big Mal” konstaterede straks, at Durham-knægten Colin var noget ekstraordinært, som ville passe perfekt ind hos cheftræner Joe Mercer, men han bemærkede også, at spioner fra flere andre klubber var til stede, og da Citys økonomiske midler var begrænsede, gjorde han sit for at overbevise de andre om, at ham der Bell da godt nok var ringe: ”He can´t head it, can´t pass it, he´s hopeless!”

Derpå købte City Bell fra Bury for £45.000 midt i sæsonen 65/66, hvor vi stadig lå i 2. division. Han debuterede i en udekamp mod Derby County den 19. marts 1966, og scorede Citys første mål i en 2-1-sejr. Så var vi ligesom igang! Efter hans tilgang steg City kontinuerligt i tabellen, og med en sejr i sæsonens sidste kamp mod Rotherham ville vi være tilbage i 1. division. Og hvem andre end Colin Bell scorede kampens enlige mål! På hovedstød, endda; helt håbløs med hovedet var han altså heller ikke.

I sin første sæson i Englands bedste række (dvs. i 1966/67) blev han Citys topscorer med 14 mål, og var kraftigt medvirkende til at klubben holdt sig over nedrykningsstregen med en slutplacering som nr. 15. Herefter kunne Citys første store guldalder for alvor tage sin begyndelse, og altsammen med Colin Bell ved roret. Efter yderligere 14 sæsonmål i 1967/68, og altså blot to år efter oprykningen fra 2. division, vandt Man City sit andet engelske mesterskab gennem tiderne. Bell indgik her i Citys legendariske offensive treenighed sammen med Francis Lee og Mike Summerbee, men hele holdet var bare en lang liste af store navne. Efter en episk vinterkamp mod Tottenham på et snedækket Maine Road, en kamp der i eftertiden er døbt ”The Ballet On Ice”, hvor City vandt 4-1 og Bell havde scoret ét af målene, måtte selveste Dixie Dean erkende, at City-holdet var ”the most brilliant side I have ever seen.”

Sæsonen efter (dvs. 1968/69) vandt Colin Bell & co. FA Cup’en og sæsonen efter League Cup’en og UEFA Cup’en for pokalvindere. Det er værd at bemærke, hvor konstant Bell bidrog til Citys målscore igennem hele sin tid i klubben, hvilket opgjort i ligamål ser således ud: 14 (66/67), 14 (67/68), 14 (68/69), 11 (69/70), 13 (70/71), 13 (71/72), 7 (72/73), 7 (73/74) og 15 (74/75). Hvor mange moderne offensive midtbanespillere kan prale med en tilsvarende høj målkontinuitet over ni år?

Colin Bell var således offensiv midtbanespiller, ikke egentlig angriber. Om noget var han i nutidens termer vel nærmest at betegne som en 8’er eller en box-2-box-spiller. For Bell var kendt for at løbe. Han løb og løb og løb og løb. Uanset hvor bolden var på banen søgte han enten aktivt hen imod den, søgte at opdække en potentielt boldmodtagende modspiller eller søgte at trække sig fri for en mulig aflevering fra en medspiller. Men meget af tiden havde han selv bolden i besiddelse, og gjorde livet umådeligt surt for modspillerne med sine glidende og sværtforudsigelige drev frem ad banen. På grund af sine ekstraordinære løbeevner gav fansene ham snart tilnavnet Nijinsky, der var navnet på en i samtiden berømt væddeløbshest. Men Nijinsky var også navnet på en dengang berømt balletdanser (som Citys jordbundne fans nok var mindre bekendt med), og sportsjournalisten Henry Winter har senere udtalt, at han faktisk var i tvivl om efter hvem af de to Nijinsky’er opkaldelsen var mest berettiget?

Bell’s primære kælenavn var og forblev dog ”The King of The Kippax”. Det i danske øren måske lidt underlige navn er som sådan ikke så underligt endda. Kippax er egentlig navnet på en forstad til Leeds, som har givet navn til en gade i Manchester (Kippax Street), og da denne gade løb langs med ”den billige langside” af Citys Maine Road-stadion, blev denne ved sin overdækning i 1956 (i hvert fald i folkemunde) benævnt The Kippax. Og eftersom Colin Bell var fansenes absolutte foretrukne stjerne over dem alle, måtte han også være ”The King of The Kippax”. Da Man City flyttede adresse fra Maine Road til The City of Manchester Stadium/Etihad Stadium, kan man sige at Bell flyttede med, idet den vestlige langside her fik navnet ”The Colin Bell Stand”. Der er dog ingen ståpladser, og egentlig kan man sige at valget ikke er helt i Bells ånd, da der faktisk er tale om Etihads dyreste siddepladser – og dermed temmelig langt fra Maine Roads billige langside. Uanset hvad, så er Colin Bell til dato den eneste City-spiller, der har fået opkaldt en del af stadion efter sig.

Colin Bell nåede i sine 498 kampe for Manchester City at score 153 mål, hvortil han lavede ”utallige” assists, dengang talte man ikke den slags. Dermed er han aktuelt på en delt fjerdeplads med Erling Haaland over klubbens topscorere gennem tiderne, og man må formode, at nordmanden inden længe skubber Bell ned på en femteplads. Det er dog heller ikke kun pga. målene, at Bell er City-fansenes darling nummer 1. Han er beskrevet af nogen som datidens Kevin De Bruyne udsat for mudder og baner der lignede kartoffelmarker. Andre har beskrevet ham som en af engelsk fodbolds første rockstjerner, der imidlertid opførte sig som alt andet end en rockstjerne. Når han havde scoret et af sine 153 mål, var han ikke typen, der slog baglæns flikflak eller udførte sjove danse ved hjørneflaget. Han løftede blot en knyttet næve ud mod publikum og løb - selvfølgelig løb han - tilbage mod egen banehalvdel. Hvis nogle af medspillerne fik den kuriøse tanke at omfavne ham for at fejre målet, skubbede han dem blot væk, så de kunne komme videre med arbejdet. Dertil lignede han med sin høje muskuløse krop, klassiske ansigtstræk og lyse hår noget taget ud af en af samtidens superhelte-tegneserier.

Da Citys storhedstid begyndte at rinde ud i midt-70’erne, blev Colin Bell af fansene set og senere husket som den sidste af de store. En humoristisk remse eller sang gik på en oplæsning af Citys holdopstilling, som fansene ønskede at den kunne lyde: ”Number one is Colin Bell, number two is Colin Bell, number three is Colin Bell..” og så videre, frem til reserven ”..and number twelve is Colin Bell.” Hvis bare vi kunne stille med tolv spillere, der alle var som Colin Bell.

Colin Bells tid som spiller i City fortsatte formelt til 1979, men reelt stoppede den gyldne del af karrieren i november 1975, da Martin Buchan ødelagde hans højre knæ med en smaddertackling i en pokalkamp mod Man United. Bell bar ikke nag over tacklingen, men han var lidt skuffet over at Buchan ikke i det mindste besøgte ham efterfølgende på hospitalet. ”I would’ve done that,” udtalte han senere.

Colin Bell ville i går været fyldt 80 år, hvis han havde levet endnu. Det gør han desværre ikke, idet han døde i 2021 i en alder af 74 år. Men det skal ikke afholde os fra at fejre Citys bedste spiller gennem tiderne med hans personlige fansang, der stadig gjalder jævnligt på Etihad: ”Weeeeeeee’ll drink a drink a drink, to Colin the king the king the king, he’s the leader of Man City, he’s the greatest inside forward that the world have ever seeeeeeeeeeeeeen!”

Cheers, Colin! 🍺🩵

Du fik ret, Leeds. City-Real, igen-igen-igen-igen...

Jggj.
De kunne have startet med, at offentliggøre City vs Real inden! Lodtrækningen startede. Det stod skrevet på himlen. Spændende kamp. Ift det vi skrev om tidligere betragter jeg City som favorit denne gang. Vi må se ,hvem af de klubber, der spiller sig til selve finalen.

Nu er det snart lørdag. Slaget om Nordengland. Leeds har stort alle mand klar. Det er lidt en blanding, hvem jeg ønsker vinder. Uafgjort er Leeds bedst tjent med. West Ham vinder ikke pludselig 3 kampe i streg.

Skal der være en vinder er det nok bedst med City. Det er kun deres egne fans, der håber dem fra London vinder. Havde City da bare været solidt foran/ Leeds nærmest reddet var uafgjort nok det mest ønskelige. Lets have a good one. Kan jeg reservere storskærm og invitere en ven med- Grealish har alligevel ikke andet at tage sig til. Han giver et par numre.

Courtois havde også forudset den. "Alle ved det..!" ;)

Nå, men man skal jo slå dem på et eller andet tidspunkt for at blive en værdig vinder af CHL. Som sagerne står i de to klubber, kan jeg nu godt tvivle på, at vinderen her (uanset hvem) går hele vejen til finalen.

Du inviterer bare hvem du vil. Grealish skal dog betale alt hvad han drikker på forhånd (jf. tidligere episode).

Banjo, glimrende fredags-historie om 🔔

Real-City igen er sådan lidt mæh! Barsk trækning for fire af de engelske hold, og jeg tror kun to (tre hvis City slår Real) er med i næste runde.

@JGGJ

I det mindste kan du glæde dig over City ikke skulle møde Spurs..

Trods alle elendighederne stadig det hold Pep har sværest ved at slå.. 😂😂