Redigeretons 8. apr 11:43
The City Weekly
Så begynder vi så småt at nærme os en afslutning på sæsonen 25/26 og dermed er det også ved at være tid til at lytte til nogle af de lidt mere seriøse rygter vedrørende sommerens transfervindue. Den ugentlige opdatering i form af The City Weekly er atter på gaden (og tilgængelig på bardisken i Likørstuen).
I påsken blev det tilsyneladende officielt, at Bernardo Silva stopper i City ved sit kontraktudløb til sommer. Efter lørdagens pokalkamp forkyndte fungerende cheftræner Pep Lijnders således til ESPN, at den 31-årige portugiser kun har få uger tilbage i klubben og fortjener en storstilet afsked. Og det må vel også siges at være rimeligt nok, efter ni sæsoner i City, 450 kampe, 77 assists og 76 mål. En nylig rundspørge af The City Weekly blandt udvalgte likørstueværter om, hvem de ser som oplagt afløser for Bernardo i midten af parken, peger entydigt ind i egne rækker: Nico O’Reilly.
Men også andre emner er i spil til den centrale midtbane. Ja, skal man tro Jeremy Cross fra The Mirror er Citys første tilgang i sommerens transfervindue faktisk allerede så godt som på plads: Elliot Anderson og Manchester City vil hinanden, og det kommer til at ske uanset om Nottingham Forest rykker ned eller ej. Prisen for den 23-årige englænder skal der forhandles om, men sheikerne tror angiveligt det kan ske for £65m, og helst lige så snart som indeværende sæson er blæst af. Det sødeste ved historien for lyseblå øren er næsten, at Anderson ifølge Cross også har ladet forstå, at han af de to interesserede Manchester-klubber så afgjort foretrækker de blå. God dreng!
Der er den seneste tid blevet tolket ganske meget på en udtalelse fra Rodri om, at man da skulle være et skarn hvis man var helt kold i røven over for en eventuel interesse fra Real Madrid. Og mens det har fået adskillige ”seriøse medier” til straks at booke ham en enkeltbillet til Madrid, hvor Jürgen Klopp formentlig allerede har fundet ham et godt hotel ved hjælp af trivago, så lyder det i denne uge fra Fabrizio Romano, at City har lagt et nyt og forlænget kontrakttilbud på bordet foran den 29-årige spanier. Den nugældende aftale udløber i 2027.
Da Max Alleyne i januar blev hjemkaldt fra udlånet til Watford pga. de mange skader i Citys midterforsvar, blev den 18-årige centreback Stephen Mfuni i stedet sendt den anden vej fra Citys U21-hold som en slags kompensation for waliserne – men selvfølgelig endnu mere for at give den unge englænder noget mere erfaring med voksenbold i Championship. Her startede det også med tæt på fuld spilletid for Mfuni, men efter otte kampe rendte han ind i en ankelskade, der reelt betød enden på sæsonen for ham. Ifølge Adam Drury fra Watford Observer er Mfuni taget tilbage til Manchester for at pleje og genoptræne sin ankel. Watford vil imidlertid meget gerne genoptage lånet i næste sæson, hvilket heller ikke lyder helt urealistisk – dog med den joker med i spillet, at Bournemouth angiveligt også gerne vil låne eller sågar købe ham.
Vi slutter af med nyt fra lazarettet, hvor det på Pep Lijnders´ post-match-pressemøde blev fortalt, at Stones’ og Dias’ fravær i truppen mod Liverpool skyldtes mindre skader. Det skulle dog ikke være værre end at begge potentielt kan blive klar til den kommende weekends kamp mod Chelsea.
Cheers! 🍺🩵