Redigeretons 15. apr 08:16
The City Weekly
I fredags blev det officielt: Manchester City har indgået en kontraktforlængelse med den 33-årige tredjemålmand Marcus Bettinelli, således at han fortsætter yderligere et år til 2027.
Og mere om målmænd. Ifølge flere medier er der tegn på, at James Trafford til sommer forlader Man City igen blot én sæson efter at klubben røvrendte ham og hentede ham ind fra Burnley som klubbens nye førstemålmand, uden at fortælle, at man var i fremskredne forhandlinger om også at signe Donnarumma. 23-årige Trafford nåede at få de tre første ligakampe inden Donna’ens ankomst, hvorefter det er blevet til 10 engelske pokalkampe, 1 ChL-kamp og 0 yderligere kampe i Premier League. I disse ialt 14 kampe har han holdt clean sheet i halvdelen. Reservetjansen i City har tillige kostet ham en netop tilkæmpet plads på landsholdet. I sommers var også Newcastle angiveligt interesserede i at signe ham, mens Tottenham og Aston Villa nævnes af Daily Mail som de primære bejlere til sommer. Prisen forventes at ligge på £35-40m.
Vi har i dag nået midten af april, og det betyder, at The City Weekly formelt åbner op for indgående transferrygter. Og ugens største af disse hedder Ibrahim Maza, en 20-årig tysk-algerier fra Bayer Leverkusen, der sin unge alder til trods kan spille snart sagt alle offensive positioner på nær 9’eren. Han er i den igangværende sæson noteret for 5 mål og 6 assists i 38 kampe, men det er i virkeligheden nok også snarere i det indledende angrebsopspil, at han især excellerer. Ud over sin positionsmæssige versatilitet imponerer Maza først og fremmest med sine tekniske evner og boldfaste driblekunnen. En lidt klejn fyr på 180 cm, der faktisk kan minde en del om en ung Bernardo Silva. Leverkuserne vil selvfølgelig nødigt af med ham, men ifølge Florian Plettenberg fra Sky Sport DE hænger der skumle typer i lyseblå trenchcoats ud ude foran BayArena (og sågar også inden for under kampene), og det er ikke kun fordi at man her kan købe Nordrhein-Westphalens bedste Knackwurst mit Sauerkraut. Ifølge Plettenberg er Maza ”en typisk City-spiller”, og det formåede han (altså Maza) da også selv at gøre opmærksom på, da Bayer-klubben kørte rundt med City i efterårets ChL, og ikke mindst Maza orkestrerede tyskernes 2-0-sejr. Efter kampen var Pep henne og lykønske knægten med præstationen, og hvem ved, måske også aflevere sit visitkort? (”My name is Pep. P-E-P, Pep. You call me! Hasta la vista!”)
Endelig går der som allerede omtalt rygter om, at City er ved at sikre sig endnu en stjernefrø fra ovre hinsides Atlanten. Det drejer sig om den 16-årige Eduardo Conceção fra Palmeiras’ U20-hold, som ifølge Felipe Silva fra ESPN Brasil har fanget de lyseblå spejderøjne på de kanter. Kort fortalt berettes han at være en offensiv kantspiller (især venstrewing) og gudsbenådet dribler, der også kan lægge en svedig pasning igennem modstandernes forsvar eller sågar sparke på kassen med succes. At dømme ud fra reklamevideoerne er han faktisk en halvstor fyr, men med et forbløffende lavt tyngdepunkt, for med mindre modstanderne i videoerne er hyrede skuespillere, så er han tilsyneladende uhyre svær at pille bolden fra. Hvordan han er i en samba, er endnu uklart. I Brasilien omtales han som ”den næste Vinicius Junior”, men jeg har faktisk hverken set ham kaste sig til jorden eller græde, så det ville være urimeligt at holde dét prædikat op imod ham. Til gengæld står det ifølge ESPN fast, at han i henhold til FIFA’s regler (som vi jo følger i City!) ikke kan forlade Brasilien før end han er fyldt 18 år, så hvis City Football Group ender med at tegne kontrakt med ham i den nærmeste tid, så kunne det ligne en midlertidig placering i CFG-klubben Bahia.
Cheers!