Redigerettirs 5. maj 17:47
PL U18-kampen mellem Man City og Stoke City på Joie Stadium endte 4-4!
Oliver Reiss’ mandskab vandt som bekendt allerede det nordengelske U18-mesterskab i lørdags, og dagens kamp havde derfor ingen tabelmæssig betydning. Dette skinnede da også tydeligt igennem i den udtagne kamptrup, der kun talte to gengangere fra lørdagens mesterskabsvindende kamp: anfører Harrison Miles og højrebacken Charlie Courtman.
Men reserverne ville også hellere end gerne vise sig frem. Den 17-årige centreback Yohann Obin åbnede både Citys og sin egen målkonto på U18-holdet med et hovedstødsmål på et indlæg fra skipper Miles. Teddie Lamb bragte os på 2-0 på et indlæg fra U18-debutanten Milo Martin. Herefter tog Stoke til genmæle og udstillede det reservespækkede City-mandskabs manglende indbyrdes forståelse og organisation, og selvom Lamb bragte os på 3-2 på et straffespark, stod det med fem minutter igen 4-3 til gæsterne. I mellemtiden var glohede Kylan Midwood blevet indskiftet i stedet for Lamb, og få minutter før tid bragte han balance i regnskabet med sit 8. mål i de seneste 5 kampe! Og nej, ingen sambabold i dag, idet Tyrrone Samba forblev på bænken.
U18-holdet spiller sin sidste ligakamp på lørdag ude mod Everton, men mere interessant er det, at det betyder, at den til på lørdag oprindeligt programsatte FA Youth Cup-finalekamp mod Manchester United er blevet udsat til torsdag d. 14. maj kl. 20:00 med afvikling hjemme på Joie Stadium. Selvom de to Manchester-akademier har domineret engelsk ungdomsfodbold gennem en årrække, er det faktisk det første interne Manchester-derby i Youth Cup-finaleregi siden 1986. Dengang blev finalen spillet over to opgør, ude og hjemme, hvor den første kamp endte 1-1, hvorpå City-drengene vandt hjemme – på legendariske Maine Road, såmænd – med 2-0. Lad os da endelig bare lave en reprise af dét resultat.