Redigeretman 25. maj 16:24
Tak til Andib og TUW mht. Roma. Det var der næppe mange blandt selv hardcore romanisti der havde troet på for en måned siden.
Hvad Como angår, så er det jo indiskutabelt et flot projekt de har gennemført, også selvom de har haft pengene til det. Så kan man diskutere det sympatiske i at stille med en primær XI´er uden en eneste national spiller. Altså, når en notorisk fattigrøvsklub som Roma gennem de seneste sæsoner har haft råd til at hente adskillige unge italienske stortalenter ind (fx Ghilardi, Baldanzi og Venturino), så kunne Como jo nok også. Klubben kunne også vælge at bruge nogle af de mange penge på selv at udvikle unge talenter til egne rækker (eller andre klubber), som Roma eksempelvis i de senere år har gjort med Zalewski og Pisilli (og på lavere niveau Pagano og Cherubini). Og det gør de så faktisk også, idet deres primavera-hold (U19) netop har vundet den næstbedste række og dermed rykker op i Primavera 1. Og langt de fleste af Comos primavera-spillere er i øvrigt italienere.
Problemet er bare, også for en klub som Roma, der traditionelt har et ganske stærkt akademi, at springet fra U19 til Serie A synes meget stort for de fleste talenter, og at Serie A-klubberne i vidt omfang har foretrukket at hente middelmådige spillere ind fra udlandet frem for at satse på egne talenter. Her har den meget omdiskuterede decreto crescita-ordning ikke just gavnet de hjemlige talenters muligheder. I Roma har akademiets ledelse i form af Bruno Conti og Alberto De Rossi længe talt for oprettelsen af et U23-hold (som fx Juventus og Inter har) med licens til at spille i Serie C, hvilket måske vil kunne mindske "gabet" til Serie A. Men det koster, og i Rom er de planer netop blevet skrinlagt (og Conti sendt på pension og De Rossi er forflyttet).
Nå, det blev en lang smøre. Men min konklusion er egentlig bare, at selvom vi fans er i vores gode ret til at synes at klubberne (og vel især vores egen klub) bør være med til at sikre næste generation af nationale spillere (også jf. historien om at mægtige RM ikke kan levere en eneste spiller til det spanske landshold), så er klubberne jo fuldt ud i deres gode ret til at sammensætte truppen præcis som de synes, så længe det sker inden for reglerne. Det er for mig lidt ligesom diskussionen om "anti-fodbold vs. god fodbold": til syvende og sidst handler fodbold jo bare om at score flere mål end de andre. Og gør man det inden for reglerne, er man en værdig vinder.