U21 (fortsat)
Citys U21-hold er henover sommeren blevet fuldstændig omlagt på målmandsposten. Samtlige tre U21-målmænd fra sidste sæson er til den kommende sæson blevet sendt på udlån: Oliver Whatmuff til Stockport, Spike Brits til Sutton og Jack Wint til Kidderminster. Det betyder, at træner Reiss har hentet to af sine målmænd fra U18-holdet med op til U21, nemlig 18-årige Max Hudson og 17-årige Ben Vickery. Dertil er den 18-årige franskmand Max-Edgar Chabot hentet ind fra Angers som U21-holdets eneste tilgang udefra. Med forbehold for at jeg reelt intet kender til Chabots niveau, så må Hudson forventes at blive førstevalg som målmand.
Mens der er helt nye tider på målmandsposten, så er der både kontinuitet, fornyelse og tilbagekomst på de to centrebackpladser. I efteråret 25 bestod det centrale bolværk af Katongo og Mfuni, men i vinterpausen blev førstnævnte solgt og sidstnævnte udlånt til Watford (som erstatning for den akut hjemhentede Max Alleyne), hvorefter tjansen overgik til Harrison Parker og Kian Noble (begge 19 år), uden at det ændrede en tøddel på forsvarets styrke. Nu er 18-årige Stephen Mfuni så returneret fra lånet, men ifølge BBC Sport vil Watford meget gerne genlåne den 18-årige og 193 cm høje landsholdsspiller, så mon ikke han snart ryger afsted igen? Ikke mindst fordi Reiss også har garderet sig yderligere på positionen med Kaden Braithwaite og Leke Drake (begge 18 år) fra U18-holdet, som begge er bundsolide og talentfulde ud over det sædvanlige. Endelig tæller centreback-gruppen 22-årige Luke Mbete, der imidlertid virker til at være kørt ud på et sidespor; efter flere sæsoners konstante udlån blev han holdt hjemme i sidste sæson, men nåede kun at spille to kampe og indgik ellers ikke kamptruppen. Det ligner at Parker og Noble fortsætter som førstevalg (hvis Mfuni som ventet udlånes igen), med især Braithwaite som en særdeles stærk backup på den venstre af pladserne.
”Nå, Banjo, en præsentation af Citys fullbacks kan vel ikke tage lang tid? Hø-hø!” Det kunne man måske tro, men faktisk har U21-holdet en vaskeægte venstreback og hele fire [4!] højrebacks! Selvom udsigterne til nogensinde at komme på Citys førstehold må synes håbløse for disse knægte, så er der underligt nok et marked for den slags i andre klubber (dog ikke Everton). I sidste sæson sad 19-årige Brooklyn Nfonkeu betontungt på højrebacken, og eftersom han stadig indgår i truppen, kan man nok roligt fremskrive dén rollefordeling. Hans backup er den ligeledes 19-årige Matty Henderson-Hall, og de får i den kommende sæson yderligere selskab af Dante Headley (17 år) og Charlie Courtman (18 år) fra U18-holdet. En så voldsom bemanding fremstår faktisk lidt overkill-agtig, så enten indikerer det at Nfonkeu er på vej ud på et udlån eller at nogle af dem også kan bruges andetsteds. Måske på venstreback, hvor 18-årige Oliver Tevenan formelt set er eneste emne. Han er denne sommer rykket op fra U18-holdet som afløser for Christian McFarlane (udlånt til Leicester), der spillede pladsen i foråret, efter at han i vinterpausen afløste Seb Naylor, da denne blev solgt til Bristol City. Den mest oplagte backup for Tevenan er dog førnævnte Kaden Braithwaite, der er sådan en lidt Gvardiol-agtig centreback, der næsten lige så ofte bruges som venstreback. Og dermed er han nok den af de i dette afsnit omtalte spillere, der i praksis har størst chance for nogensinde at komme på Citys førstehold...
(fortsættes)