Under mit aktuelle, midlertidige viceværtskab som bartender her på tråden, kommer gæsterne nok til at udholde nogle anekdoter fra Man City’s gamle dage. I dag, den 6. oktober, er det f.eks. City-legenden Niall Quinns 56 års fødselsdag. Det må være en passende lejlighed til at genfortælle historien om Niall Quinns discobukser. For de yngre gæster kan vi starte med at forklare, at Quinn spillede som angriber for City i årene 1990-1996 (jo, Tintin, klubben fandtes faktisk før 2007), hvor han nåede 204 kampe og lavede 66 mål.
I 1992 var han med resten af holdet på træningslejr et sted i Italien. Det var mens der var OL i Barcelona, og mens de andre City-spillere en aften var taget i byen, blev Quinn hjemme på hotellet for at se sin irske landsmand og gamle skolekammerat Michael Carruth bokse OL-finale på tv. Carruth vandt Irlands første OL-guldmedalje siden 1956, og en stolt Quinn drog efterfølgende i byen for at indvie sine holdkammerater i triumfen. Det blev straks fejret med en række improviserede boksekampe spillerne imellem for sjov, hvilket dog udviklede sig imellem Steve McMahon og Quinn til lidt mere end bare sjov. En anden holdkammerat, Rick Holden, fik Quinn trukket væk fra balladen og de to fortsatte festen i byen på en natklub. Eftersom Quinns skjorte var blevet lidt blodplettet og forreven i boksekampen, valgte han at smide den (det var jo midt om sommeren, og vi ved alle hvordan briter opfører sig i Sydeuropa) og fortsætte festen kun iklædt et par lasede jeans-shorts. På natklubben kastede Quinn sig så ud i en irsk amok-dans iført sine shorts og ikke meget andet. Tilfældigvis var der på klubben også en gruppe hardcore Man City-fans, der hurtigt genkendte Quinn, og snart brød ud i en senere ganske berømt sang (på melodien til ”Here We Go”):
Niall Quinn’s disco pants are the best,
They go up from his arse to his chest,
They are better than Adam and the Ants,
Niall Quinn’s disco pants.
Selvom sangen nok fik Quinn til at afslutte sin danseoptræden, blev det langt fra enden på historien. Fansene bragte sangen med sig hjem til Maine Road, hvor det hurtigt blev en populær hyldestsang til angriberen. Og ikke nok med det. Da Quinn i 1996 skiftede fra Man City til Sunderland, tog Sunderlands fans både imod spilleren og sangen. Faktisk lod de den ligefrem indspille og udgive på plade, og den opnåede en plads som nr. 56 på den engelske singlehitliste i april 1999.
Man kan lytte til den her:
https://www.youtube.com/watch?v=SsX12TVJD3YSå selvom sangen formelt set er udgivet i Sunderland-regi, så ligger der reelt et City-tekstforfatterskab bag. Og den er naturligvis at finde på jukeboksen i The Blue Moon Saloon. Og det, børnlille, var historien om Niall Quinn’s Disco Pants. 😃⚽
Tillykke med de 56 år, Niall! 🍺