Dagen derpå. Man City fik i aftes uafgjort på en af Europas sværeste udebaner og vandt dermed sin gruppe i CL. Alligevel er jeg meget lidt tilfreds med holdets præstation. Bare en forkælet rich-kid-reaktion fra min side? Måske, men en indsats der retfærdiggør titlen som ”verdens bedste fodboldklub” var der ikke just tale om - lige så lidt som det har været i de seneste kampe mod LFC og FCK.
Bevares, BvB Dortmund er et rigtig godt hold og Westfalen med sine altid engagerede tilskuere er en imponerende bastion at gæste. Men alligevel havde jeg forventet en hel del mere fra City. Det jeg så var en generel slatten indsats til karakteren ”under middel” for næste hele holdet, dog med målmandsdebutanten Ortega som det positive islæt (over middel) og Mahrez som det ekstraordinært negative (dumpet). Jeg er også meget tæt på en dumpekarakter til Pep Guardiola, hvilket både gælder hans taktiske oplæg og de udførte tiltag under kampen.
Det positive om Pep først. Ortega fik endelig chancen i stedet for Ederson, der længe har set halvskidt ud i målet; og Ortega levede fint op til tilliden. Da det stod klart at den besynderlige 3-5-2-opstilling havde fejlet, ændrede Pep straks efter pausen om til den traditionelle 4-3-3, hvilket hjalp betydeligt.
Men så er der heller ikke meget mere rosende at sige. Overhovedet at få den idé at eksperimentere med en helt ny opstillingsform med uvante pladser for så mange af nøglespillerne i en afgørende CL-gruppespilskamp på en af Europas hårdeste udebaner fremstår umiddelbart som halsløs gerning - og det faldt da også helt til jorden. Mere held end forstand, at vi ikke var bagud var pausen.
At Cancelo var slidt op og måtte udskiftes efter 1. halvleg kan Pep kun takke sig selv for. At den i samme halvleg fuldstændig uvirksomme Mahrez ikke også blev afløst af nogen der måske kunne udrette noget på højrekanten er svært at forstå. Det samme gælder beslutningen om at tage Haaland ud i pausen i stedet for Alvarez. Indrømmet, de havde været omtrent lige usynlige, men Haaland er trods alt Haaland og behøver kun én chance krydret med lidt held for at kunne afgøre kampe. Alvarez ser ikke på nogen måde ud til at have samme vinderpotentiale, og han blev da om muligt også kun endnu mere usynlig i 2. halvleg.
At lade Mahrez sparke det tilkendte straffespark, er med dennes straffe-statistik og med rette miserable selvtillid in mente efterhånden grænsende til det tåbelige. Havde Haaland stadig været på banen til at eksekvere det, havde der med 93,3% sikkerhed været mål. Havde Gündogan taget kaptajnsansvaret på sig og sparket, var der ifølge statistikken 88% chance for mål. Med Mahrez var chancen kun 71%. Nu er den inden næste gang faldet til sølle 69%.
At sætte Grealish ind med 10 minutter igen giver simpelthen ingen mening. Han er bare ikke typen der går ind og løfter holdet til en sidste krigerindsats, og med 1 mål i 12 kampe i indeværende sæson er han nok heller ikke lige den goal-getter man skal håbe på smasker den ind i overtiden. Grealish’s store force er at han kan stresse forsvaret og slide dem op i løbet af kampen - hvilket ingen effekt har i de sidste 10 minutter.
Pep Guardiola er ubestrideligt en af verdens bedste trænere, måske nogensinde. Men alle er vi kun mennesker, der indimellem træffer nogle dårlige beslutninger. Sådan en taktisk off-dag havde Pep efter min vurdering i går.
Summa summarum: City er gået ubesejret videre fra CL-gruppespillet som vinder af gruppen. Men håbet om at det bliver i år at City endelig vinder turneringen fik bestemt ikke meget næring i aftes.