Så skal Man City i kamp igen. Dårligt har vi fået pakket CL-gruppesejren ud af kufferten efter turen til Dortmund, førend vi i lørdagens tidlige PL-kamp kl. 13.30 dansk tid møder Leicester på King Power Stadium. Der er fem kampe tilbage på programmet for de næste 14 dage inden klubsæsonen sættes i stå af VM. Foruden udekampen i Leicester har City en sidste (pointmæssigt ligegyldig) CL-kamp ude mod Sevilla (2/11), fulgt af tre hjemmekampe mod Fulham (5/11), Chelsea (9/11) og Brentford (12/11); kampen mod Chelsea er en ligacupkamp. Mit gæt er, at Pep Guardiolas fokus primært er rettet på de tre ligakampe, hvor der en god chance for at samle vigtige 9 point i topstriden med Arsenal og Tottenham. Med andre ord må forventningen være, at vi stiller med stærkest mulige hold imod Leicester. Men hvem er så de stærkest mulige p.t.?
I målet har Ederson ikke været imponerende i denne sæson, og substitutten Ortega gjorde det yderst fint da han lidt overraskende fik chancen i Dortmund. Så umiddelbart kan begge være i spil. Hvis ellers Ederson er fit, tror jeg dog pilen peger mest på ham, også fordi han faktisk spillede en positiv hovedrolle med en stribe flotte redninger da City sidst gæstede King Power Stadium i september ’21.
Efter det mislykkede 3-5-2-formationseksperiment i 1. halvleg af Dortmund-kampen vil jeg formode - og håbe - at Pep herefter holder sig til den klassiske 4-3-3. Cancelo blev taget ud i pausen i Dortmund fordi han angiveligt havde feber og dårlig mave, hvortil den uheldige opstilling betød at han havde måttet spæne rundt som en hovedløs høne på hele venstresiden halvlegen igennem. Der er ingen status på hans fysiske velbefindende nu, men i negativt fald må Aké eller alternativt Gomez træde til på venstreback. Om Pep vil bruge Laporte eller Stones i midterforsvaret må ligeledes anses for fifty-fifty; Stones spillede pladsen i Dortmund, Laporte havde den i lørdags mod Brighton. Dias er vel selvskreven, og selvom Akanji ikke er det optimale valg på højreback, fremstår han stadig som den mindst dårlige løsning; i den efterfølgende Sevilla-kamp håber jeg til gengæld at unge Rico Lewis får lov at prøve sig på positionen.
På midtbanen har Pep det med at overraske mig, men jeg tror nu ikke desto mindre at det bliver idealopstillingen med Rodri som det defensive centrale bolværk, mens De Bruyne og Bernardo Silva dækker de offensive pladser. KDB sad helt over i Dortmund og Bernardo kom først ind efter pausen, så de burde begge være udhvilede.
I front er det helt store spørgsmål om Erling Haaland er kommet sig over den feber, der angiveligt tvang ham ud efter 1. halvleg i Dortmund. Hvis han er frisk, er han rimeligvis med igen, hvis ikke må Alvarez være afløseren midt for, og uanset hvem af dem forhåbentlig flankeret af Grealish og Foden. Guardiolas tålmodige frikortsaftale med Mahrez må efterhånden være udløbet (også selvom kampen idag er mod hans tidligere klub), og der synes at være mere idé i at satse på at få Grealish ordentligt i gang. Alternativt bør pladsen i højre gives til Cole Palmer, mens Foden så igen flyttes over i venstre.
Mit bud på en Starting XI ser herefter således ud:
Ederson (Ortega)
Akanji - Dias - Laporte (Stones) - Cancelo
De Bruyne - Rodri - Bernardo Silva
Foden - Haaland (Alvarez) - Grealish
(Men sæt endelig ikke penge på det; jeg har endnu aldrig ramt den rigtige...) 😉