Så er det atter kampdag på Etihad. I aften spiller Man City sin afsluttende CL-gruppekamp mod Sevilla FC. Pointmæssigt er kampen ligegyldig, idet City allerede har sikret sig førstepladsen i gruppen, ligesom Sevilla ender som tre’er uanset resultatet. Med tanke på klubbernes tætte kampprogram op mod VM vil begge trænere uden tvivl spare en del af stamspillerne og i stedet give chancen til reserverne.
Mange seere vil derfor sikkert på forhånd fravælge kampen som intetsigende spild af tid. Personligt har jeg tværtimod set frem til denne kamp, hvor jeg håber at Pep Guardiola vil give spilletid til mange af Citys spændende reserver og ungdomsspillere, og måske endda prøve nogle alternative systemer af. I realiteten er det næsten umuligt at forudsige hvem Pep ender med at udtage til sin starting XI, hvortil faktisk hele truppen er i spil, bortset fra de skadede Kyle Walker, Kalvin Phillips og Erling Haaland; tredjemålmanden Scott Carson tror jeg heller ikke optræder fra start. Men derudover er alle muligheder åbne. Her følger mit bud og/eller forslag:
Ortega
Lewis - Laporte - Aké - Gomez
Palmer (Mahrez) - Stones/Rodri/Gündogan - Gündogan (Bernardo)
Mahrez (Palmer) - Alvarez - Grealish
På målmandsposten virker det overvejende sandsynligt, at andenvalget Stefan Ortega får mulighed for at følge op på sin absolut godkendte præstation imod Dortmund i den seneste CL-kamp.
I midterforsvaret kan Pep vælge imellem Stones, Dias, Akanji, Laporte og Aké, men da de tre førstnævnte næsten er selvskrevne til weekendens kamp mod Fulham, tror jeg det bliver Laporte og Aké i dag; eksperterne på ManEveningNews tror dog alle på Dias i stedet for Laporte. Et frækt alternativ fra ungdomsrækkerne kunne være 18-årige Shea Charles, der ligner en af de næste akademister til at blive inviteret op i førteholdstruppen.
På venstreback kan man formode at Cancelo gives en velfortjent pause, og at Sergio Gomez dermed gives endnu en chance for at vise sit værd - efter hans mindre heldige indsats og udvisning imod FCK i Parken. Hvis Pep fortsat er sur på Gomez, kan han også sætte Aké eller unge Josh Wilson-Esbrand derud, men det giver nu mest mening med noget kamperfaring til andenvalget Gomez.
På højreback-pladsen er Walker fortsat skadet. Pep har forsøgt at lade Cancelo og Akanji vikariere, men den nu foretrukne - og bedst fungerende - løsning ser ud til at være John Stones (i en slags flex-ordning med Akanji, når Stones trækker ind mod midten eller fremad). I aften håber jeg og mange andre City-følgere imidlertid på en spændende start-debut til den blot 17-årige Rico Lewis fra Akademiet, der har været fast med i førsteholdstruppen i denne sæson, og som er en decideret højreback og dermed potentiel afløser for Walker på sigt.
Måske verdens bedste 6’er, Rodri, har utvivlsomt også fortjent en tiltrængt pause mod Sevilla. Men hans umiddelbare vikar, Kalvin Phillips, meldes fortsat skadet, så hvis både Rodri og den fuldgode reservevikar Stones skal have lov at hvile sig, må pilen næsten pege på Gündogan. Faktisk kan førnævnte Shea Charles også spille denne position, men det er måske lidt heftigt at lade ham debutere i en CL-kamp netop dér. Det er i virkeligheden nok denne plads, jeg er mest usikker på. Måske vælger Pep simpelthen at lade Rodri selv tage den, så Gündogan kan bruges længere fremme.
På den offensive midtbane er førstevalgene for tiden Bernardo Silva og De Bruyne, og da jeg også her forventer at de gives en pause, forventer jeg i stedet at se Gündogan (venstre) og Cole Palmer (højre). Hvis Gündo skal vikariere for Rodri på 6’eren, bliver det formentlig Bernardo, der må tage vagten selv. Men faktisk kan unge Wilson-Esbrand også godt bruges her.
I angrebet vil den måske umiddelbart mest oplagte reserveløsning uden Haaland og Foden (der formentlig også er sat på pause eller i hvert fald bænken) være Alvarez som 9’er flankeret af Grealish (venstre) og Mahrez (højre). Men lille Alvarez har i Haalands fravær haft det svært som centreforward blandt de høje engelske forsvar, og Pep får tilsyneladende nervøse trækninger af at have Mahrez og Grealish i angrebet samtidig, da de sammen synes at udfordre hans balancenerve. Hvis jeg skulle give Pep et råd, og det tror jeg han ville sætte pris på, så skulle det dels være at trække Mahrez lidt tilbage som offensiv højre midt og Palmer frem som højre wing, trække Alvarez lidt tilbage som falsk 9’er og så i højere grad lade Grealish løbe frit omkring centralt og i venstresiden. Er vi ikke foran med et kvarter tilbage, må "Stockport Iniesta" (a.k.a. Phil Foden) sætte fadbamsen fra sig en stund og klappe et par stykker ind i slutminutterne.
Om det vil kunne virke skal jeg ikke kunne sige, men det er da forsøget værd. Værsgo, Pep, der har du den. Selv tak!