Så er det atter kampdag på Etihad. Skæbne og lodtrækning har maget det således, at City blot tre dage efter ligakampen på Stamford Bridge skal møde Chelsea igen, denne gang hjemme i Manchester, og denne gang i FA-cuppen. Som begge klubbers første kamp i turneringen.
Som bekendt er mantraet her på tråden, at ”City vinder hele lortet!”. Og det holder jeg hellere end gerne fast i. Men SKULLE City nu alligevel gå hen og tabe en enkelt kamp i den resterende del af sæsonen, så er det nok kampen i dag, hvor vi lettest vil kunne leve med det. Ikke at jeg på nogen måde tror at vi gør det, men just i dag kunne Pep Guardiola måske godt tillade sig at lade spillerne i A-kæden få et lille tiltrængt hvil til fordel for nogle af de andre.
For nu at sige det lige ud, så har jeg umådeligt svært ved at forudsige dagens City-opstilling. Udover formationen, dagsformen og dybden af smilehuller på træningsbanen, så må en afgørende faktor i dag også være Peps prioritering af FA-cuppen i forhold til EFL-cuppen og ligaen. Og ja ja, Pep vil vinde det hele, men man kan trods alt heller ikke spille med A-kæden hver tredje dag igennem flere måneder. Vi havde som bekendt Chelsea i PL i torsdags, og efter Chelsea igen i dag i FA’en følger Southampton på onsdag i EFL og Man United i PL på søndag.
Jeg tror, at Stefan Ortega får tjansen som målmand i dag, men end ikke det er helt sikkert, da han givetvis også skal stå på onsdag mod Southampton. Helt fremme vil jeg blive overrasket hvis ikke Julian Alvarez starter, måske endda i stedet for Haaland, alternativt sammen med ham. Dertil viste Rodri forståelige tegn på træthed i torsdagens Chelsea-kamp, hvor Kalvin Phillips afløste ham med 5 minutter tilbage, så meget tyder på at Phillips tager 6’eren fra start i dag. For samtlige pladser derimellem er jeg ærligt talt på Herrens Mark. Så i virkeligheden burde jeg nok slutte mit pauvre kampoptakts-skriv af her.
For dem der gider blive hængende, følger her alligevel nogle uddybende overvejelser – selvom de ikke fører frem til nogen konklusion. Jeg gætter på at Pep igen i dag helst ville køre med sin nye formation, dvs. inkl. et tremandsforsvar. Der er fortsat ingen meldinger om hvorvidt Dias og Laporte er blevet deres skader kvit, så det oplagte førstevalg er endnu engang Stones-Akanji-Aké. Pep kunne nok være fristet til at lade enten Stones eller Aké sidde over, og så bruge Walker eller Cancelo i stedet, men han tør næppe indsætte dem begge alene sammen med Akanji. Han kunne måske derfor overveje i dagens anledning at gå tilbage til fire-back-kæden for en enkelt dag, med de to backer og så spare en af midterforsvarerne. I princippet havde han også kunnet give chancen til den 20-årige midterforsvarer Josh Wilson-Esbrand, der har været med på bænken adskillige gange og også spillet enkelte førsteholdskampe, men eftersom han var med til at slå Arsenal med U21-holdet i går, kommer det ikke til at ske. Måske dog vi så ser ham i Carabao-cuppen mod Southampton på onsdag?
De to eller tre offensive midtbanepladser (alt efter systemvalg) står til fordeling mellem De Bruyne, Silva, Gündogan og Lewis (Peps ”lille Philipp Lahm”), om end Foden og Palmer også kan spille pladserne. Hvem der ender ud med at få rollerne her, har jeg simpelthen ingen anelse om.
Fremme i front bliver det som sagt Alvarez, måske med Haaland og Foden (eller Palmer), hvor vi så vil se nordmanden i midten og argentineren til højre. Hvis Haaland sidder over, bliver det snarest med Alvarez i midten og med Grealish og Mahrez på flankerne. Uanset hvad må vi håbe, at den argentinske Spiderman fortsat kan finde vej til nettet (hø-hø-hø!).
Med de mange spørgsmålstegn i dagens prognose, både mht. formation, prioritering og spillervalg, giver det ingen mening at sætte en formodet Starting XI op i den sædvanlige oversigtsform.
Jeg tror du klarer den selv i dag, Pep, og ellers så ringer du bare.
Whatever you do, make it a good one!🍺👍