Nyt fra pølsevognen
Der var ikke rigtig god stemning ved pølsevognen her til formiddag. Den sædvanlige muntre snak var afløst af gravkammeragtig stilhed, og en enkelt halvslatten lyseblå ballon hang og dinglede i sin snor ned over menuskiltet, hvor den dækkede for kradseren og den tyske hotdog med surkål. Min ven pølsemanden selv havde dybe, sorte rander under øjnene, hvilket viste sig at skyldes, at han havde brugt alle aftener og nætter siden i lørdags på at nærlæse den seneste version af offside-reglerne. Præcis hvad udkommet af disse intensive studier var, stod ikke klart, men han mumlede vredt ord som ”skandale”, ”justitsmord” og ”en sag for Menneskerettighedsdomstolen”. Den lille transistorradio ovenpå mikroovnen så heller ikke for godt ud, da højtalerenheden hang smadret ud af sin plasticramme i et par ledninger. Forespurgt om årsagen til dette, snerrede pølsemanden kort, at hvis han hørte ”den med den knaldrøde gummibåd en gang til”, ville han ikke svare for følgerne.
For nu at lette stemningen lidt, spurgte jeg ham, om der var nogen nye rygter på transfermarkedet, men til dette lød svaret blot, at for hans skyld kunne de forære hele banden væk. I stedet drejede jeg så ”samtalen” over på City-kvindernes flotte og hårdt tilkæmpede udesejr i går søndag med 1-0 over West Ham. Med sejren hænger pigerne stadig på i toppen med 1 p. op til de europæiske pladser og 6 p. op til toppen. Dette tøede pølsemanden lidt op, der brummende istemte, at ”hende Bunny Shaw er sgu god nok.” ”Og de unge drenge gjorde det vist også fint?” fortsatte jeg, vel vidende at akademiholdet i lørdags havde vundet 2-1 hjemme over Brighton, efter at have været bagud 0-1 ved pausen; mål af Alex Robertson og Carlos Borges.
Dette udløste imidlertid blot en ny vrede hos pølsemanden, der selvfølgelig nok glædede sig over sejren, der cementerer knægtenes førerposition i U21-ligaen, men ifølge de seneste rygter planlægger b***** Southampton endnu et raid på vores ungdomsafdeling. Klubben på sydkysten overtog i sommers Romeo Lavia, Gavin Bazuno og Sam Edozie fra City-akademiet, og nu hævder The Sun at The Saints har set sig lune på 19-årige Kian Breckin og 18-årige Carlos Borges, mens Coventry, der netop har lejet Josh Wilson-Esbrand, ifølge MEN Sport nu også overvejer at hente 19-årige Finlay Burns til klubben. ”Hvad hjælper det at vi uddanner de bedste unge fodboldspillere i Europa, når vi så bare sælger dem til bundklubber?”, spruttede han. ”Selv vores akademidirektør Jason Wilcox vil de prøve at gøre til sportsdirektør i Southampton!”
Jeg prøvede at berolige ham med, at nu var det jo bare The Sun, og om ikke andet åbnede pølsemanden nu op for alt hvad han havde hørt af transferrygter siden sidst. Der var nu ikke meget nyt under solen. Både Bellingham- og Leao-affærerne er tilsyneladende sat på hold, idet deres respektive klubber hævder, at der ikke er indkommet nogen bud, og for sidstnævntes vedkommende mener Milan-ledelsen selv, at man er tæt på enighed om en forlængelse.
Den mest interessante historie var vel næsten det noget tyndbenede rygte fra Calciomercatoweb, at Juventus overvejer at afgive et bud på Sergio Gomez som afløser for Alex Sandro; City kræver angiveligt € 35 mio. for ham.
I den modsatgående retning hævder klubpræsidenten for argentinske Velez Sarsfield til den lokale radiostation, at Pep Guardiola har ringet til Maximo Perrone tre gange for at overtale ham til at komme til Man City. Den fremgangsmåde brød præsidenten sig åbenbart ikke så meget om, men unge Perrone er tilsyneladende selv ret interesseret. Den 20-årige midtbanespiller har en frikøbsklausul på € 8 mio.
Ifølge den portugisiske avis Record er City en af flere storklubber til at holde øje med den 18-årige midtbanespiller Oskar Gloukh fra Maccabi Tel Aviv, der i denne sæsons 21 kampe har lavet 6 mål og lige så mange assists. Han er på kontrakt med Maccabi frem til 2025, men har angiveligt en frikøbsklausul i kontrakten lydende på £ 5 mio.
Endelig kan det berettes, at den 19-årige brasilianer Kayky, der har været udlånt fra Man City til Pacos de Ferreira, nu vender hjem til Brasilien på en etårig låneaftale hos Bahia.
Det var den smule der kunne vrides ud af pølsemanden på City-torvet denne uge. Og der følger ikke engang en gratis ananasvand med. 🌭